– Så er det nok! – råbte Mikkel og hamrede næven i bordet, så de danske tallerkener hoppede. – Jeg vil ikke se hende mere!
– Alvorligt nu? – Line stirrede på sin mand med sammenknebne øjne, stemmen dirrede af vrede. – Jeg bor her også, har jeg ikke ret til at invitere hvem jeg vil?
– Så længe du bor her, – knurrede han.
– Sådan skal det altså være?
– Jeg har sagt mit, – svarede Mikkel og rejste sig så hurtigt at stolen væltede. Han forlod køkkenet og smækkede døren hårdt i.
Line blev stående alene. Hendes hjerte hamrede. Hans ord føltes som et slag i ansigtet. *Så længe du bor her*… Hvor vover han?
Freja – hendes bedste veninde siden barndommen. De voksede op sammen i Roskilde, delte paraply under tordenvejr, sov hos hinanden, reddede hinanden ud af dumme situationer de nu knap nok kunne huske ud af grin. Og nu skulle hun bare droppe Freja?
Hvorfor? Fordi Freja ikke var gift? Fordi hun ikke sad hjemme og lavede frikadeller, men i stedet datede, grinede og levede? Hvad så, hvis hun tog imod gaver fra bejlere? Det var hendes liv, hendes valg.
Line havde fortalt Mikkel om alle deres eventyr. Han havde selv grinet før! Men nu skulle det forbydes? Hvorfor?
Hun gik ind i stuen for at få en sidste forklaring.
– Mikkel, vi er ikke færdige. Hvorfor hader du Freja? Hvad har hun gjort dig?
– Mig?! – han fnøs. – Som om! Jeg vil bare ikke have hende her mere.
– Forklar dig.
– Forstår du virkelig ikke? – han sprang op, klar til at storme ud i bare tæer. – Din Freja er en forfængelig nar. Skifter mænd som undertøj. Sidder på andres penge. Og du accepterer det. Du er venner med hende. Så du støtter det.
Line blinkede forvirret:
– Mikkel, er du sindssyg? Jeg elsker dig, jeg vil ikke have andre!
– Ja, ja. Elsker og elsker. Men du misunner hende – og din søster Maja!
Line blev ildrød i hovedet:
– Hvad har Maja med det at gøre?!
– At hun heller ikke har noget at gøre i mit hjem!
Line tav. Nu gav det mening. Maja, hendes lillesøster, havde været i en kendt sag. Hun havde dated en mand i årevis, troede på en fremtid. Men han var allerede gift og havde to børn. Da sandheden kom frem, var der skandale. Alle dømte Maja. Og så – en overraskelse: manden flyttede med sin familie til Aarhus og… efterlod hende en lejlighed. Lille, men midt i København.
Pludselig tav alle. Nogen sagde endda: *”Han gjorde det i det mindste pænt.”* Selvfølgelig havde Line fortalt Mikkel om det – måske med for meget begejstring.
– Sig noget! – brølede Mikkel og fik hende ud af tankerne.
– Maja er voksen. Hun bestemmer selv, hvem hun vil være med og hvilke gaver hun tager imod.
– Klart! Fik en lejlighed og er tilfreds. Men du misundte hende da! Din stemme lød helt begejstret, da du fortalte det!
– Sludder. Forestil dig, at du har en ven, der altid knalder nye piger og spiser på dyre restauranter. Og hvad hvis din bror, far til to, pludselig gav en af dem en lejlighed? Ville det føles godt?
– Jeg er ligeglad. Det er deres liv, ikke mit, – sagde Line lavmælt.
– Godt. Men i mit hjem er der ikke plads til dem. Hverken Freja eller Maja!
Line svarede ikke. Hun gik på badeværelset, tændte for vandet og græd. Af fortvivlelse, af magtesløshed. Fordi manden hun elskede ikke hørte hende – han dømte. Dømte ud fra små bidder, hans egne fantasier. Han så ikke kvinden, der var der hver dag, støttede ham, lavede mad, lyttede, levede med ham. Han så kun spejlbilleder af andres handlinger.
Hvad nu? Skilsmisse? Eller bøje sig og forråde dem, der altid havde været der? Det føltes som om der ingen vej ud var. Men tanken om at forråde sig selv var det værste af alt.
