“Hvordan kan han ikke lægge mærke til mig?” tænkte Signe irriteret, mens hun betragtede sig selv i spejlet og pudrede sine fyldige læber. “Nå, men snart er der firmafest – dér fanger jeg ham helt sikkert!” Denne historie handler om, hvordan min veninde Signe forsøgte at vinde en kollegas opmærksomhed, og hvad der kom ud af det.
Signe og hendes selvsikkerhed
Signe har været min veninde siden universitetet. Hun er 32, flot, velplejet og altid midtpunktet. Mænd kigger efter hende, og hun ved præcis, hvordan hun bruger sin charme. På arbejdet i vores lille IT-virksomhed er Signe en stjerne. Hun arbejder i marketing, altid klædt som om hun lige er kommet ud af en magasin, og hendes vittigheder under møder får selv den rigide chef til at grine.
Men for nylig kom en ny kollega, Magnus, og han blev en gåde for Signe. Høj, flot, god stil – kort sagt perfekt til at fange hendes interesse. Men problemet var, at Magnus lod til slet ikke at bemærke hendes forsøg på flirt. Signe fortalte mig, hvordan hun inviterede ham på kaffe, men han afslog høfligt med en henvisning til travlhed. Senere “tilfældigt” stod hun ved siden af ham i elevatoren, men han smilede bare og forlod den.
“Er jeg for perfekt for ham?”
Efter endnu en mislykket flirt kom Signe ind på mit kontor og udbrød: “Hvad er der galt med ham? Er han måske ikke til piger? Hvordan kan man overse mig?” Hun stod foran spejlet, rettede på sit hår og pudrede læberne, som om hun forberedte et nyt angreb. Jeg grinede: “Signe, måske er han bare genert? Eller har han en kæreste?” Men Signe var fast besluttet: “Nej, Ida, der er noget galt. Jeg ser, hvordan han snakker med andre – men mig ignorerer han totalt!”
Hun besluttede, at firmafesten, der skulle holdes ugen efter, skulle blive hendes store øjeblik. Signe købte en ny kjole, bestilte tid hos sin stylist og planlagte endda, hvordan hun “tilfældigt” skulle sidde ved siden af Magnus ved bordet. “Dér klarer han sig ikke,” sagde hun selvsikkert.
Firmafesten og den uventede drejning
Festen kom, og Signe var strålende – rød kjole, perfekt makeup, et smil, der fik alle til at kigge. Alle kiggede, bortset fra Magnus, der holdt sig i baggrunden. Han dansede med andre piger, grinede med drengene, men kom aldrig hen til Signe. Jeg kunne se, hun blev frustreret, men hun holdt smilet oppe.
På et tidspunkt lagde jeg mærke til, at Magnus forsvandt ud på altanen sammen med vores kollega Jonas. De talte længe, grinede, og pludselig så jeg, at Magnus lagde armen om Jonas’ skulder. Signe så det også og blev bleg. “Ida, så du det?” hviskede hun. “Er det virkelig sandt?” Jeg trak på skuldrene: “Måske er de bare gode venner?” Men Signe havde altid afgjort for sig selv.
Hvad skete efterfølgende?
Efter festen beroligede Signe sig lidt, men var stadig skuffet. Hun indrømmede, at det ikke så meget gjorde ondt, som det var pinligt: “Jeg lagde så meget energi i det, og han er slet ikke interesseret i piger.” Senere hørte vi fra kollegaer, at Magnus faktisk var i et forhold – med en mand. Signe var først irriteret over ikke at have “gennemskuet” ham, men grinede til sidst: “Nå, men så ved jeg da, hvorfor jeg ikke fik ham! Jeg troede sgu, der var noget galt med mig.”
Nu joker Signe om, at denne historie lærte hende ikke at være for selvsikker. Hun flirter stadig med kollegerne, men ikke lige så aggressiv. Og med Magnus er hun faktisk blevet gode venner – han viste sig at være en rigtig god fyr, bare med en anden smag end hende.
Hvis du har været i en lignende situation, skriv endelig, hvordan du håndterede det. Hvordan undgår man at tage afvisninger personligt? Eller måske har du et godt råd til, hvordan Signe hurtigere kan finde en ny “mål”? Del gerne – det kunne være sjovt at høre!
