»Er det her min bryllupsgave til jer?!« udbrød jeg forbløffet, da jeg for første gang på et år efter brylluppet besøgte min søn og svigerdatter. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da jeg så, i hvilken tilstand min gave var. Historien begyndte med, at jeg ville overraske de nygifte, men endte med at lære en lektie, jeg sent vil glemme.
En bryllupsgave fra hjertet
Da min søn Mathias fortalte, at han skulle giftes, var jeg i syvende himmel. Hans forlovede, Freja, tog mig straks – hun var sød, praktisk og med rare øjne. Jeg ville give dem en særlig gave. Jeg havde ikke mange penge – jeg havde arbejdet som lærer hele livet, og pensionen er ikke stor. Men jeg drømte om at give dem noget meningsfuldt, der kunne hjælpe dem i deres nye liv.
Efter lang tænkning besluttede jeg at give dem en vaskemaskine. Ikke bare en hvilken som helst, men en dyr model – energibesparende, med alle funktioner og fem års garanti. Jeg havde sparet op i årevis fra min pension, egentlig til mig selv, men besluttede, at de unge havde mere brug for den. Til brylluppet gav jeg dem en æske med papirer til maskinen og nøglerne (den var allerede leveret til deres lejlighed). Mathias og Freja var henrykte, krammede mig og takkede. Jeg var lykkelig over at kunne glæde dem.
Besøget et år senere
Efter brylluppet så jeg dem ikke ofte. De bor i Århus, tre timer væk. De har deres eget liv, og jeg ville ikke trænge mig på. Vi talte i telefon, og de besøgte mig til højtider, men jeg havde ikke været i deres lejlighed siden brylluppet. Så efter et år besluttede jeg at tage på besøg. Mathias sagde, de ville glæde sig, så jeg tog afsted i godt humør med hjemmelavede kager og syltetøj.
Da jeg kom ind i deres lejlighed, så alt pænt ud: rent, hyggeligt, blomster på vindueskarmen. Men da jeg gik ind i badeværelset, stivnede jeg. Min vaskemaskine, min gave, stod i hjørnet, dækket af støv og med ridser på siderne. Og ved siden af stod en ny, blank model, tydeligvis lige købt. Jeg spurgte Freja: »Hvad sker der med den maskine, jeg gav jer?« Hun tøvede og sagde: »Åh, den var lidt upraktisk og larmer for meget. Vi købte en ny, og den gamle… ja, den står her for nu.«
Min reaktion og samtalen
Jeg var chokeret. »Er det her min bryllupsgave til jer?!« sagde jeg. Jeg kunne ikke forstå, at de behandlede noget, jeg havde sparet på i årevis, så skødesløst. Mathias prøvede at berolige mig: »Mor, ikke vær ked af det, vi ville bare have noget nyere. Din maskine bruger vi stadig engang imellem.« Men jeg kunne se, den stod ubrugt som skrald.
Jeg prøvede at tale roligt, men mit hjerte bankede. Jeg forklarede, at maskinen ikke bare var en ting – det var en gave fra hjertet, og jeg havde ofret meget for at købe den. Freja begyndte at undskylde sig, at de ikke ville gøre mig trist, de foretrak bare den nye model. Mathias tilføjede, at de ville tage min maskine med til sommerhuset. Til sommerhuset! Som om den var gammelt skrot!
Hvad jeg lærte
Jeg kørte hjem med tungt hjerte. På den ene side forstod jeg, det var deres liv, og de kunne gøre, hvad de ville med gaven. På den anden side var jeg såret over, at de ikke værdsatte min gestus. Jeg forventede ikke evig taknemmelighed, men i det mindste respekt for det, der betød så meget for mig.
Nu undgår jeg emnet for at bevare ro i familien. Mathias og Freja ringer stadig og kommer på besøg, som før. Men jeg har besluttet mig for ikke at give så dyre gaver igen. Jeg vil hellere bruge pengene på mig selv – måske en tur til Middelhavet, som jeg altid har drømt om.
Hvis I har oplevet noget lignende, fortæl mig, hvordan I håndterede det. Skal jeg tale med dem igen, eller skal jeg bare lade det ligge? Jeg kunne bruge et godt råd…
