Køkkenet duftede af stegte frikadeller, da der ringede på døren. Mette, uden engang at tage forklædet af, åbnede og så en ung budbringer.
“God dag! Der er en pakke til dig,” sagde han muntert.
“Hvilken pakke? Jeg har ikke bestilt noget,” svarede Mette forvirret.
“Lejlighed nummer ti?” spurgte han.
“Ja.”
“Så er det helt rigtigt.”
Hun underskrev forsigtigt modtagelsesblanketten og modtog en stor kasse. Da hun åbnede den, løb kuldegysningen hende ned ad ryggen. Indenfor lå en ægte gravkrans – ikke en pyntekrans, men en rigtig en, med et sort bånd, hvor hendes navn stod.
Afsenderen var ukendt. Kun den hviskede besked: *”Sov stille, Mette.”*
“Hvor meget skal man hade en person for at sende en gravkrans hjem til dem?” hviskede hun senere med skælvende stemme.
Manden, Erik, tog det ikke alvorligt:
“Hvorfor tror du straks, at det er mor? Hun holder jo af dig!”
“Holder af mig?” Hun så ham bedrøvet i øjnene. “Hun udtaler ikke engang mit navn!”
Og det var sandt. Den kommende svigermor havde aldrig kunnet lide hende – ikke hendes højde (“en meter med hat på”), hendes receptionistjob, hendes enkle kjoler. Mette prøvede altid sit bedste, syede sine egne kjoler, var høflig – men fik kun foragt og giftige bemærkninger tilbage.
“Se dog det fjols,” hviskede Lise Birgitte til sin søn. “Hun kan ikke engang samle en hel sætning!”
Og han sagde ingenting, lod som om alt var normalt. Men hans tavshed var en stiltiende accept. Moren tillod sig mere og mere – selvom de boede i Mettes lejlighed.
Da Mette foreslog at leje en anden bolig, som svigermoren ville synes om, afviste hun alle muligheder. Med skrig, beskyldninger og hysteriske udbrud. Erik sad bare og drak sin te i stilhed.
Da gravkransen ikke virkede, kom næste trin. Pludselig fandt manden herreunderbukser på loftet.
“Har du noget at forklare?” knurrede han og holdt dem op.
“Synes du ikke selv, det er mærkeligt? Hvordan skulle jeg kunne nå op der? Man kan ikke engang nå det fra en stol!”
Svigermoren havde nøglen. Alt gik op for hende. Men Erik sagde igen ingenting.
Næste “gave” var en spand blåbær. Svigermoren rakte den til hende med ordene:
“Vitaminer! Til min svigerdatter!”
Næste morgen fandt Mette en levende, men halvfrossen pindsvin i spanden – heldigvis mens Erik var der. Naturligvis troede han ikke, det var med vilje: “Den er selv kravlet derind, det sker sådan nogle gange.”
Senere fandt hun en dukke under sengen med nåle stukket ind i den. Situationen lignede nu en billig gyserfilm. Men Mette holdt ud. Fordi hun elskede ham. Fordi hun troede, at manden bag hende var en beskytter – ikke bare sin mors søn.
Det sidste slag kom tilfældigt. Mette kom hjem tidligt fra arbejde og fandt Erik med en anden. I deres egen lejlighed.
Hun smed ham ud. Hurtigt. Uforsonligt. Kun i sokker, som man siger.
Han prøvede at undskylde:
“Hun kom selv! Jeg havde ikke planlagt det!”
Men Mette troede ham ikke længere. Specielt ikke fordi “gæsten” var en veninde af svigermorens niece. Alt blev for åbenlyst.
Tre år havde hun holdt ud. Andre ville ikke have klaret tre måneder. Men hun havde håbet.
Og Erik? Han flyttede hjem til mor. Hvor skulle han ellers hen?
Men der ventede en overraskelse. Moren havde fundet kærlighed. Som det viste sig, kunne den sidste kærlighed være vildere end den første. Og hun boede ikke i sin egen lejlighed – men i sin nye kærestes. Lise Birgitte var nu hjemløs, men forelsket.
Skæbners ironi?
Moralen? Vær forsigtig med at ønske dig noget. Nogle gange går det i opfyldelse. Men aldrig, som du havde håbet.
