Birthe Lundgaard havde en stor jubilæumsdag. Femoghalvtreds år. Festen skulle holdes i en hyggelig restaurant ved Roskilde Fjord, og der var kommet mange gæster: familie, venner og kolleger. Alle hyggede sig, skålede for fødselsdagsbarnet og overøste hende med blomster og komplimenter. Birthes mand, Erik, overraskede hende med en flot gave – et elegant guldring med en safir, der fik hende til at sukke af begejstring. Værten, med et strålende smil, annoncerede:
– Og nu vil vores svigerdatter gerne give en tale til jubilaren!
Til mikrofonen gik Signe, med ret ry og en selvtilfreds mine.
– Kære Birthe, begyndte hun med højtidelig stemme, – fra vores familie har jeg en helt særlig overraskelse til dig!
Gæsterne hviskede forventningsfuldt. Birthe, strålende af glæde, rejste sig og ventede på noget hjerteligt. Men hun kunne ikke ane, hvad for en »overraskelse« Signe egentlig havde i baghånden.
Signe havde aldrig været populær blandt sin mand Nikolajs familie – hverken hos hans forældre eller hans storesøster Lene. Det kunne ligne en klassisk historie om svigerfamilie-konflikter, men her var det primært Signe selv, der skabte problemerne.
Nikolaj havde altid været en blød og eftergivende type. Som barn fulgte han altid flokken. Hvis drengene ville spille fodbold, sagde han ja, selvom han helst ville blive hjemme og læse. Hvis nogen opfordrede ham til at sige noget grimt til klassekammeraten Mette, gik han med, uanset at han egentlig kunne lide hende i smug.
Sådan var det med alt. Nikolaj tog sjældent beslutninger selv – det var som om han var bange for sin egen skygge. Hans søster Lene kaldte ham direkte for en tøsedreng. Moderen, Birthe, skældte hende måske ud for de hårde ord, men i sit stille sind var hun enig. Hvordan kunne to børn fra samme familie være så forskellige? Nikolaj var opdraget lige så godt som Lene: ingen forkælelse, ingen curlingforældre, og han fik at vide, at en mand skal kunne stå på egne ben.
Faderen lærte ham at elske sport, moderen litteratur og kunst. Men måske er karakter noget, man fødes med, og opdragelse kan ikke ændre det helt. Birthe ville ikke presse sin søn eller tvinge ham til at være anderledes. Familien accepterede, hvem han blev.
Da Nikolaj introducerede Signe, overraskede det ingen. En sød, venlig pige, der drømte om en stabil familie, ville nok ikke give ham et blik. Nikolaj trængte tydeligvis til en »stærk hånd«, der kunne guide ham. Og Signe blev den hånd – dominerende, selvsikker og direkte i hendes ord og handlinger. Hendes måde at kommunikere på og hendes stædighed skræmte mange væk, men ikke Nikolaj. Hang ved hendes læber og adlød hendes ønsker som en trofast hund.
Forældrene og Lene blandede sig ikke. De så, at Nikolaj var lykkelig, og mente, at det ikke var deres ret at blande sig i hans liv. Da han friede til Signe, tog de det som en selvfølge. Det var trods alt ikke dem, der skulle bo sammen med hende. Og Nikolaj så tilfreds ud, som om han elskede den dynamik, de havde.
»Signe og jeg tager til Bornholm,« sagde Nikolaj engang under en familiemiddag. »Jeg sparer op, så vi kan rejse.«
»Vil Signe ikke bidrage?« spurgte Birthe forsigtigt. Hun mente, at i en familie bør alle hjælpe til.
»Jeg er manden, det er min pligt,« svarede Nikolaj stolt, tydeligt citerende Signes ord.
Senere besluttede Signe, at de skulle købe en lejlighed på trods af stram økonomi. Så annoncerede hun, at det var tid til børn.
»Vi vil have en stor familie,« fortalte Nikolaj begejstret. »Så huset kan fyldes med børnelyd!«
»Hvordan vil I betale for det?« fnøs Lene.
»Jeg arbejder jo,« svarede broren let fornærmet. »Signe siger, at der også er børnepenge.«
Forældrene sukkede bare. De prøvede at rådgive, men Nikolaj lyttede kun til sin kone. Ingen turde blande sig for meget.
Da Signe blev gravid, opførte hun sig, som om verden skyldte hende noget. En dag brokkede hun sig over, at en budbringer nægtede at bære en pakke op til lejligheden.
»Jeg er gravid!« rasede hun. »Jeg sagde det til ham, men han gad stadig ikke bære den op!«
»Var den tung?« spurgte Birthe medfølende.
»Nej, let som en fjer. Men jeg skulle selv ned og hente den! Det er ikke let med en mave!«
Sådan var det med alt. Hvad der for andre gravide var normalt, var for Signe en hel bedrift. Hun nægtede at tage det offentlige, så der kom taxa-regninger oven i deres udgifter. At handle ind, rydde op eller lave mad – alt blev for krævende. Nikolaj mente, det var helt naturligt.
»Jeg passer på hende,« sagde han. »Hun bærer jo mit barn.«
Forældrene følte en blanding af stolthed over, at sønnen passede på sin kone, og forvirring over hendes opførsel.
Da barnet kom, blev Signes krav kun større. Hun mente, at mormor og farmor skulle give hende fridage, så Birthe og Signes mor skiftedes til at passe den lille. Birthe elskede at være med sit barnebarn, men det irriterede hende, at Signe ikke bad om hjælp – hun krævede det, som om det var en selvfølge.
Signe brokkede sig konstant over træthed og manglende penge, men alligevel blev hun gravid igen året efter. Måske nød hun at manipulere med sin situation. Nikolaj arbejdede hårdt, men pengene var altid knappe. Forældrene hjalp en gang imellem, men holdt igen – de vidste, at Signe ikke måtte vænnes til konstant støtte. En gang om måneden overførte de lidt til bleer og babymad.
Børnene voksede, og Signes frækhed kendte ingen grænser. Hun skændtes med alle: børnehavelæreren, lægen, endda naboen, der klagede over, at hendes barnevogn blokerede døren. Alle andre var skyld i, at de ikke behandlede hende ordentligt. Hun var jo en heltemoder!
Nikolaj blandede sig sjældent. Signe styrede alt: økonomien, beslutningerne, endda hans meninger. Han gav hende hele sin løn, spurgte ikke til hendes forbrug og tog altid hendes parti.
På Birthes jubilæum var stemningen varm og festlig. Femoghalvtreds er en flot alder, og fødselsdagsbarnet følte sig fuld af kræfter. Erik havde ikke kun givet hende ringen – der var også en ny sofa, for den gamle var slidt. Der var mange gæster, og selvfølgelig var Nikolaj, Signe og deres toNikolaj og Signe kom også med deres to børner fyldte lokalet med latter og liv.
