En mandag morgen vågnede Freja tidligere end normalt. Ikke på grund af en vækkeur eller lyde udefra – nej, hun åbnede bare øjnene. Som om en lille, indre motor, der i tre år havde trukket hende op af sengen på samme tid hver dag, pludselig var gået i stå. Klokken var 6:42. Udenfor faldt der vådt, gråt sne, klistret og insisterende, som om den prøvede at trænge ind gennem sprækkerne. Luften i lejligheden føltes tyk og fremmed. Og allerede der, i det øjeblik, vidste hun, at noget var anderledes.
Hun lå og lyttede til den stønnende radiator. Lyden var ujævn, næsten som om noget kradsede derinde. Måske var det trykket, der var faldet. Eller måske var det koldt i hele huset. Eller måske var det bare hende – hvem kunne dog måle, hvor fejlen egentlig lå?
I køkkenet stod alt på sin plads: den hvide kop med et revnet hank, køleskabet dækket af magnetter fra byer hun aldrig havde besøgt, en gammel bolle på skærebrættet. Instinktivt rakte hun ud efter skuffen med kattefoder. Men der var ingen kat. Ikke i et år nu. Alligevel fortsatte hånden med sit rutinearbejde. Hukommelsen slap ikke så let.
Freja arbejdede i et kopieringscenter i udkanten af Aarhus. Det var hendes sjette år. Der lugtede af papir, printerblæk, automatkaffe – og en eller andens evige træthed. Hver dag var en kopi af den forrige. De samme ansigter, de samme samtaler, alt meningen slebet væk. Kollegaerne var forudsigelige: Bo med hans uendelige ægteskabsjokes, Mette, som altid diskuterede sine kærlighedsproblemer på højttaler, selv på toilettet, og gammel Kenni, trykmanden, hvis liv stoppede da hans hund døde. Og Freja – som om hun ikke længere var et menneske, men bare en funktion i en maskine, hvor følelser og sammenbrud ikke havde plads.
Hun kiggede i spejlet. Ansigtet var uden særlige træk. Ikke gammelt, ikke udmattet. Bare fremmed. Og så pludselig spørgsmålet: »Hvorfor?« Men svaret kom ikke. For der var intet. Og det havde der ikke været i lang tid.
Hun tog ikke på arbejde. Gik bare ikke. Sad i bussen og så kontoret glide forbi, som om det var en kulisse. Og hun – en tilskuer, der var for træt til at klappe. Hun kørte til en anden del af byen, hvor hun engang, i niende klasse, havde delt juiceposer og kysset drenge, hvis navne hun ikke længere huskede. Dengang var alt anderledes. Sødt. Frit.
Nu stod der en kiosk i den samme farve som mynte med et håndskrevet skilt. Freja købte en kanellatte – første gang nogensinde. Før kunne hun ikke fordrage det. Hun nippede, og mærkede det brænde på tungen, og inde i hende – som om nogen langsomt tændte et lys.
Hun vandrede gennem baggårde, så en bedstemor dele brød med duerne, som om hun ikke delte en bolle, men sin sjæl. En teenager, der grinede, mens han faldt i sneen. En kvinde med et halstørklæde, der rettede på sin barnevogn. Alt føltes som en forestilling, og hun var med ét holdt op med at være skuespiller og blev i stedet tilskuer. I det øjeblik var der en underlig følelse – ikke smerte, ikke lykke, men noget varmt, menneskeligt. Som om hun endelig måtte føle igen.
Klokken to gik hun ind i en frisørsalon. Uden aftale.
»Hvad skal vi gøre?« spurgte frisøren.
»En kort klip. En rigtig én. Så mor bliver bange.«
»Det bliver som du ønsker,« grinede kvinden og tog saksen frem.
Lokkerne faldt på gulvet som fortiden. Hver eneste én et minde, en krænkelse, et kvalt skrig. Da hun gik ud med det nye, korte, næsten frække hår, føltes det lettere. Som om en person, der havde boet inden i hende for længe og holdt vejret tilbage, endelig var taget afsted.
Hun købte en kålsnebris og spiste den på gaden. Gik ind i en boghandel og valgte den mest ubrugelige bog – »Forelæsninger i metafysik«. Bare for at bevise for sig selv, at hun kunne. Vælge. Handle. Være underlig. Være sig selv. Pludselig grinede hun. RigHun vidste ikke, hvad der ventede i morgen, men for første gang var det okay.
