Lise Mikkelsen var tidligt oppe og i gang i køkkenet. Hun skar salat, kogte suppe, satte kylling med hvidløg i ovnen og pudrede den krystalren vase, hun havde stående til blomsterne. To gange måtte hun løbe i Netto – først kom hun hjem med en lagkage, og senere med poser fyldt til bristepunktet. Lige ved hoveddøren løb hun ind i sin nabo, Karen.
“Har du selskab, Lise?” spurgte Karen, der som sædvanlig sad på bænken ved opgangen.
“Ja, selvfølgelig! Mia kommer på besøg i dag – min lille pige!” svarede Lise med funklende øjne, mens hun møjsommeligt slæbte indkøbsposerne op ad trappen.
“Nå, nå…” mumlede Karen og rystede på hovedet. “Du gør alt for den pige. Hun ringer jo knap nok til dig. Det er til at brække sig over!”
Karen havde længe brokket sig over, at Lise altid lagde sig i selen for sin voksne datter. Mia ringede sjældent, men alligevel spejdede Lise hver dag ud ad vinduet i håb.
“Lise, altså… Du gør dig selv til grin. I dag er ældre mennesker bare en byrde. Du burde have sat hende på plads for længst i stedet for at løbe med lagkager.”
Men for Lise var det ikke så simpelt. Hjertet kan ikke bare slukkes. Mia var den eneste grund til, at hun overhovedet rejste sig om morgenen – selvom hun vidste, at kærligheden ikke blev gengældt.
Da Mia endelig ringede og sagde kort: “Jeg kommer forbi i aften,” hamrede Lises hjerte som en tromme. Hun løb rundt i lejligheden, skiftede sengetøj, lavede ekstra retter… Og så ringede det på døren.
Dér stod hendes datter: høj, slank, kold, med solbriller og en lille hund i snor.
“Hej, mor,” sagde Mia uden et smil.
“Hej, skat! Kom ind, vask hænder, jeg har dækket op!”
Lise skyndte sig ud i køkkenet, raslede med tallerkener og pyntede på maden. Mia fulgte tavst efter og kiggede sig omkring med et fjernet blik.
“Sæt dig ned! Karbonader, salat, og her er din yndlingslagkage!”
“Mor, jeg er kun her et øjeblik. Jeg flytter til en anden by snart. Det bliver dyrt og besværligt at besøge dig, så vi ses nok først om fem år. Nå, men det her er Luna. Min ekskæreste gav mig hende, aner ikke hvorfor. Jeg kan ikke tage hende med, men du bor jo alene, så hun kan blive hos dig. Hun er halvandet år. Bare rolig, hun gør ikke noget.”
Lise stivnede. Lagkagen, karbonaderne, det friske sengetøj, mælken, syltetøjet – pludselig betød det ingenting. Hun stirrede på sin datter, der ikke engang tog solbrillerne af.
“Okay…” fik hun fremstammet.
“Tak, mor. Elsker dig.” Mia gav hende et hurtigt kys på kinden, rakte snoren over og forsvandt ud ad døren.
Fem minutter senere stod Lise i entreen med den lille hund i armene. Hun havde aldrig været vild med dyr. Med sin dårlige ryg, den lille pension og den konstante træthed – hvad skulle hun nu stille op med en hund?
“Kom, Luna… Vi går ned til Karen. Måske vil hun tage dig…”
Men så snart Karen åbnede døren, udbrød hun:
“Er du blevet skør, Lise? Hvad skal jeg med en hund? Den ødelægger møblerne og tigger mad!”
“Hun er ikke besværlig… Det er Mias hund, hun er meget ordentlig… Kom nu, Karen, du har da erfaring med dyr fra din barndom på landet…”
“Men du har for helvede da hovedet til at tænke! Jeg sagde jo, du ikke skulle gøre dig afhængig af hende. Og hvad fik du? En ‘gave’. Aflever den et andet sted, så er den ged barberet.”
Luna sagde ikke noget, men stirrede blot på Lise med store, mørke øjne. I dem læste hun angst, underkastelse og… en velkendt smerte.
“Vi er nok ens, du og jeg,” hviskede Lise. “Ingen har brug for os.”
“Gør hvad du vil,” knurrede Karen. “Men uden mig.”
Fra den dag begyndte en hård tid. Luna skulle ud fem gange dagligt. Lises ryg gjorde ondt, og benene svigtede. Men hunden lod til at forstå – den tålte, gøede ikke, skældte ikke ud. I regnen sad den ved døren. I solen lå den stille under sengen. Med tiden begyndte Lise at føle sig… mindre alene.
Selvom Karen nu undgik hende. Venskabet var slut, men i huset var der pludselig liv.
Der gik et år – det sidste i Lises liv. Hjertet holdt op. Naboen fandt hende på køkkengulvet, mens Luna ikke havde forladt døren, ikke spist, ikke gøet.
En uge senere kom Mia uanmeldt forbi.
“Ad, hvad er det for en stank…” udbrød hun med væmmelse. Luna begyndte at gø.
“Hold kæft! Din ejer er væk. Jeg er nødt til at tage dig med. Jeg siger lejligheden – du hører ikke til her.”
På kirkegården gik Mia hen til den friske grav.
“Tak for lejligheden og pengene. Og så efterlader jeg din hund her.”
Hun smed snoren og gik.
Luna løb hen til jordhøjen, snusede til græsset og lagde sig ned. Den vidste – her hørte den hjemme.
To dage gik. Luna rørte sig ikke. Spiste ikke. Rejste sig ikke.
På tredjedagen dukkede Karen op med en buket blomster.
“Så er du her…” mumlede hun, da hun så hunden ved graven. “Åh, Lise… Du gav alt for den pige. Og hvad fik du? Kun en hund tilbage.”
Hun knælede ned og strøg den magre pels.
“Nå, men kom så. Jeg tager dig med. Jeg kan ikke lade dig blive her. Hvis Lise kunne klare dig, så kan jeg da også. Det vigtigste er at være et menneske.”
Med de ord løftede hun Luna op. Og bag de mørke skyer brød solen frem – for første gang i en lang, lang uge.
