Den bagte sandhed: hvordan en enkelt torsk vendte en familie på hovedet
Anders kom hjem fra arbejde, træt men tilfreds. En lækker duft strømmede ud fra køkkenet. Han kiggede ind og gned hænderne:
“Mmm, hvad dufter der så godt? Hvad laver du, Lise?”
“Jeg har besluttet at bage fisk,” svarede konen roligt.
Men før han kunne spørge om krydderierne, lød der underlige lyde fra værelsets dyb. Anders spidsede ører:
“Er det naboen igen?”
“Nej, det er ikke naboen. Der venter en overraskelse på dig i det andet værelse,” sagde Lise med et mystisk smil.
“Hvilken overraskelse?” undrede han sig.
“Gå ind og se selv.”
Anders gik langsomt ned ad gangen, åbnede forsigtigt døren – og stivnede. I stolen sad hans mor, Karen Mikkelsen, som om ingenting var hændt.
Hun var dukket op uden forvarsel tidligere på dagen. Lise, der troede det var en levering, åbnede straks.
“Karen Mikkelsen, goddag. Hvorfor sagde du ikke noget? Hvad hvis vi ikke var hjemme?”
“Anders er på arbejde, og du er hjemme. Jeg kan godt klare mig selv; jeg er ikke invalide endnu. Hvor er mit værelse?”
“Kom indenfor for nu, så finder vi ud af det.”
“I har tre værelser, og du kan ikke bare bestemme det? Og hvordan vidste han det ikke?”
“Han vidste det heller ikke. Har du ikke fortalt ham det?”
“Hvorfor skulle jeg det? Jeg er ikke på besøg. Jeg bor hos jer nu.”
Lise holdt sig tilbage, selvom hun mærkede hvordan alt i hende blev stramt. Hun skulle afslutte arbejde og bad derfor svigermor om at vente lidt. Denne kiggede sig hånligt omkring og sagde til sidst:
“Der er ingenting i køleskabet…”
“Der kommer en levering snart.”
Da buddet kom med poserne, samlede Lise hurtigt en simpel middag sammen: hun skar ost, spegepølse, brød og satte te over.
“Vil du have grød eller pandekager?”
“Du behøver ikke anstrenge dig. Hvis der er noget, laver jeg det selv.”
Lise nikkede og gik. En halv time senere, da arbejdet var afsluttet, kom hun tilbage til køkkenet og opdagede, at svigermor havde “overtaget” værelset ved siden af badeværelset – det samme værelse, hvor Anders tilbragte nætterne foran computeren. Hun havde allerede bemærket:
“Rod, snavs, tallerkener. Gør han overhovedet rent selv?”
“Han arbejder, han slapper af her.”
“Arbejder? Han har legetøj her. *Du* sidder derhjemme og bestiller mad på nettet. Mens *han*, den stakkels dreng, må slide både dag og nat.”
Lise tav og holdt igen. Der var for meget bitterhed at tage stilling til lige nu. Hun mindede sig selv om en samtale med sin egen mor for nylig, hvor hun havde klaget over manden og hans hobbyer:
“Nå, men han går i det mindste ikke i byen. Han spiller stille,” trøstede moren.
“Og hvad med når vi får børn?”
“Han har ikke leget nok som barn…”
Og det var sandt. Alle de penge, hans mor havde givet til lejligheden, var gået til dyr elektronik. Det var hans barndomsdrøm, sagde han dengang. Men lejligheden var alligevel endt i Lises navn, takket være hendes forældres bidrag.
Efter middagen faldt Karen Mikkelsen i søvn på sit “nye” værelse. Anders kom hjem fra arbejde, hørte snorken og blinkede forvirret:
“Er det naboen?”
“Nej, det er din mor. Gå ind og tal med hende.”
Moderen vågnede lige i tide. Uden forberedelser, lige på:
“Jeg er på pension nu. Jeg vil rejse, og mellem rejserne bor jeg hos jer. Jeg vil sælge min lejlighed – jeg har jo allerede givet dig pengene. Så jeg har også krav på plads her.”
“Mor, er du seriøs? Vi skulle bruge det værelse til børn. Lise er imod det.”
“Så giv mig pengene tilbage. Fair nok.”
“Jeg sender dig penge hver måned. Vi er en familie nu.”
“Familie? *Hun* sidder derhjemme. *Du* arbejder alene. Frem med papirerne. Forhåbentlig er alt ordentligt registreret?”
Lise sagde ingenting, gik bare og kom tilbage med en mappe.
“Her er papirerne. Lejligheden står i mit navn. Mine forældre betalte størstedelen.”
“Og mine penge?”
“Brugt. På din kære søn. På hans ‘barndom’.”
Anders rejste sig, så skyldbevidst ud:
“Undskyld, mor. Men jeg drømte bare så meget om det dengang. Nu har jeg fået nok. Jeg gider ikke mere.”
“Nåh!” brød Lise ud. “Hvis du ikke stopper, så søger jeg om skilsmisse. Så kan du bo hos din mor med dit legetøj.”
“Anders, stop! Jeg sælger det hele. Det lover jeg. Kom, lad os spise. I aften – ingen computer.”
Ved middagsbordet tav svigermoren, stirrede surt.
“Så jeg er ingen her? Og jeg som troede, jeg kunne bestemme.”
“Du er min mands mor. Men vi har vores egen familie. Jeg gør ikke bare alt, som du siger.”
“Anders, du er under hælen!”
“Hellere under min elskede kones hæl end under min mors kontrol. Du har bestemt alt for mig hele mit liv. Nu er det slut. Jeg er voksen nu.”
Karen tav, rejste sig og tog sin taske:
“Ring efter en taxa. Jeg tager hjem. Men du kommer til at savne mig…”
Anders fulgte hende tavst ud til bilen. Da han kom tilbage, satte han sig ved bordet:
“Jeg vil have både fisk og kød. Alt på én gang. Jeg er sulten.”
“Og hvad angår spil – mente du det?”
“Ja. Jeg sælger det hele. Vi får brug for pengene til børn. Nu er jeg klar. Og med mor – det ordner vi. Det vigtigste er, at du er her.”
Lise smilede. Og indeni mærkede hun: denne ’forbudte frugt’ – den var endelig modnet.
