Hjemkomst til forræderiets by
Mette rørte i grylluppen på køkkenet, da telefonen på bordet pippede kort. Beskeden var fra hendes bedste veninde – Lise. »Mød mig på caféen, vi skal tale,« stod der i den korte tekst. Mette prøvede straks at ringe tilbage, men Lise svarede ikke. Der gik et stik i hendes hjerte, men hun besluttede sig for at tage afsted. Hun slukkede hurtigt komfuret, skiftede tøj, og en halv time senere gik hun ind i deres yndlingscafé. Ved hjørnebordet sad Lise. Og ved siden af hende – Simon. Mettes mand. Deres kropsprog lod ingen tvivl tilbage.
»Lise? Simon?!« stemmen dirrede, ligesom hendes hænder.
Lise, uden at blinke, satte sig på Simons skød og lænede sig ind mod hans ansigt. Simon forsøgte at rejse sig, men Mette vendte sig allerede om og gik.
Denne scene blev den sidste dråbe. Før havde der været mistanker, mærkeligheder, og Simons nattetimer på arbejde. Men at hendes barndomsveninde var involveret i bedraget – det knuste alt. Både hendes hjerte og tilliden.
Mette og Lise voksede op sammen i en lille provinsby. Lise var forældreløs – moren forsvandt, faren kendte hun ikke. Hun blev opfostret af sin tavse bedstemor. Mette derimod var elsket i en kærlig familie. Forældrene tog ofte Lise med – på picnic, i biografen, til markeder. Lise klyngede sig til dem som en del af familien. Hele barndommen var ét stort »vi«: vi klatrede i træer, vi legede mor og barn, vi drømte sammen om at komme til en større by.
Og Mette lykkedes. Medicinstudiet, bryllup med Simon – sønnen af en velhavende forretningsmand – en lejlighed, et job som læge. Lise blev tilbage i byen, solgte sko. Men da Mette tilbød hende at flytte med, tvingtede Lise ikke et øjeblik. Simon hjalp endda med at finde en lejebørlighed til hende.
Mette anede ikke, at Lise og Simon var begyndt at kommunikere i smug. At han stod og så hende på stationen. At der bag hendes ryg udviklede sig en affære. Sandheden kom frem senere. Først mærkelig distance fra manden, så beskeden fra Lise med en invitation til caféen, og så – scenen, der aldrig kunne slettes.
En måned senere søgte Simon om skilsmisse. Lise flyttede ind i Mette og Simons lejlighed. Mette, med sammenbidte tænder, kørte hjem til sin fødeby. Hun fik job som praktiserende læge på det lokale hospital og lejede et værelse. Der fandt overlægen hende og tilbød hende at overtage afdelingen – den tidligere overlæge gik på pension.
En dag på sin runde mødte Mette en ny patient – en solid mand med venlige øjne. Erik Thorvaldsen. Hans ansigt virkede bekendt, men hun kunne ikke placere ham. Senere, under en samtale, grinede han pludselig:
»Er du ikke den lille pige, jeg engang fangede, da du faldt ned fra et træ?«
Mette stivnede – minderne væltede frem. Som barnet havde hun og Lise klatret i en gammel elm. Hendes kjole var blevet hængende, og hun blev brugt… Indtil stærke arme greb hende fra grensen. Og en stemme sagde: »Hvorfor klatre så højt? Det er farligt.«
Nu lød den samme stemme ved hendes side. Og i den var der en ro, hun ikke havde følt i lang tid.
To uger senere inviterede Erik hende ud for at fejre sin udskrivning. Hun tøvede først, men gik med. Derefter skete alt, som om det var meningen. De blev tættere, såes oftere. Og kort efter – blev de gift.
I dag bor Mette med Erik i et stort hus uden for byen. De har tvillingedrenge. Hendes forældre er lykkelige. Og livet har endelig været mening.
Og Lise? Hun vendte tilbage til provinsen og bor nu i sin bedstemors lejlighed. Simon mistede hurtigt interessen og smed hende ud. Rygtet siger, hun arbejder i en grønthandel nu. Trist og bitter. Men som man kaster, fanger. Og det gør ondt, når det rammer.
