*Dagbogsnote*
Jeg mødte hende i parken, mens det endnu ikke var helt mørkt. Cecilie kom hjem fra en lille sammenkomst med veninderne. De havde siddet på en café og snakket om livet. Alle de andre var gift, så de gik tidligt hjem. Ingen blandede sig i Cecilies privatliv – hun var lige kommet igennem en hård skilsmisse. Det var alligevel en lettelse, de ikke havde fået børn…
Hun gik gennem en stille allé, hvor lygterne kastede blødt lys. Så hørte hun skridt bag sig. Hun hastede farten, men det hjalp ikke. Nogen rev tasken fra hendes skulder, og den forsvandt i mørket. Cecilie standsede… og begyndte pludselig at grine.
“Er du okay?” spurgte en mand, der kom gående imod hende med bekymret mine. “Skal jeg ringe efter hjælp?”
“Det er fint,” svarede Cecilie. “Nogen lige stjal min taske.”
“Hvad? Vi skal da ringe til politiet!”
“Nej, lad dem være. Der var ikke noget i den – kun et lille spejl og lidt læbestift. Min telefon er i lommen. Tænk, hvor skuffet tyven må blive.”
Manden lo også nu.
“Var tasken dyr?”
“Overhovedet ikke. Jeg købte den til min niece til hendes fødselsdag, men besluttede i dag at bruge den selv. Nu må jeg finde en ny gave…”
“Skal jeg følge dig til udgangen? Jeg burde nok gå en anden vej – hvem ved, om tyven vil prøve lykken igen.”
“Lad os gå sammen. Der er kun et stykke vej.”
“Vi er der. Ses vi igen?”
“Det håber jeg. Jeg hedder Mads.”
“Cecilie. Tak for selskabet.”
De smilede begge og gik hver til sit.
“Hvor har du været så længe? Jeg blev bekymret,” sagde hans mor, da han kom hjem.
“Mor, jeg kommer måske sent hjem fremover. Cirka som i dag.”
“Er der noget galt?”
“Nej, alt er godt. Jeg blev bare lidt længere. Jeg har medbragt det, du bad om.”
“Tak. Du behøver ikke komme hver dag. Din Signe er nok ikke begejstret…”
“Du skal ikke tænke på det. Du kan ikke gå nu, så jeg hjælper til. Hvornår skal du til hospitalet? Jeg skal have fri.”
“Jeg håber snart at få dette gips af…”
“Du må ikke anstrenge dig. Jeg ordner alt. Nu spiser vi.”
“Jeg kan lave mad…”
“Bliv siddende, mor. Jeg klarer det.”
Efter middagen gik Mads. Hele vejen tænkte han på Cecilie. På deres tilfældige møde. På den latter midt i parken.
Med Signe var det forbi. For en måned siden faldt hans mor og brækkede benet – samme dag som han og hans kone skulle til hendes kusines bryllup i en anden by. Planerne styrtede sammen; hans mor havde brug for hjælp. Hospitalet, gips, bekymringer. Signe ringede, skreg, truede med skilsmisse. Først prøvede Mads at berolige hende. Til sidst tav han. Da han kom hjem ved daggry, eksploderede Signe:
“Din mor valgte den dag med vilje! Hun har altid hadet mig!”
“Det er ikke sandt!”
“Du behandler hende, som om hun er af glas!”
“Hun er min mor. Hun er over tres. Hun er alene.”
“Mine forældre er unge endnu! Jeg vil leve mit eget liv – og du lader mig ikke!”
“Du kunne have rejst alene. Brylluppet var ikke afhængigt af dig.”
“Hun kunne være blevet kørt af ambulance! Du behøvede ikke at løbe til!”
Det endte i skilsmisse. Mads forlod ikke sin mor. Signe pakkede sine ting… eller rettere, han pakkede dem for hende. Hun havde ikke tænkt på, at hun ikke længere havde et sted at bo.
Cecilie kom hjem til sin lille lejlighed. Forældrene havde købt den, da hun startede på universitetet. Et år havde hun boet der med sin mand. De første seks måneder var som et eventyr. Så begyndte det.
Hun opdagede ikke med det samme, at han var spilleafhængig. Lønnen forsvandt, humøret svingede. Sandheden kom frem, da svigermor dukkede op og krævede, at sønnen blev skrevet på adressen. “Det er på tide, han tager ansvar,” sagde hun.
“Han har solgt alt,” tilstod svigermor. “Nu er det dig, der skal sørge for ham.”
Cecilie sagde nej. Skilsmissen var grim og endte i retten. Først da hun skiftede låse og satte hans ting udenfor, holdt de op.
Mads kunne ikke glemme mødet. Han begyndte at gå i samme park på forskellige tidspunkter – i håb om at se Cecilie igen.
Og så en dag:
“Frøken, er det dig, der mistede en taske her i parken?”
“Ja! Har du fundet den?”
“Nej, ikke tasken…”
Sådan begyndte det. Cecilie arbejdede ikke langt fra hans mors lejlighed. De boede i samme bygning, bare forskellige opgange. Et tilfælde?
Han fortalte sin mor om skilsmissen. Senere præsenterede han hende for Cecilie. Alle tre lo, da de mindedes den aften.
De fik et enkelt bryllup. To piger blev født. Cecilie blev venner med sin svigermor, der indrømmede, at hun altid havde ønsket sig en datter. Nu havde hun en elsket svigerdatter og to børnebørn. Længe ventede. Og dybt lykkelige.
*Livet giver os nogle gange det, vi ikke vidste, vi manglede.*
