Døren til den lille, gamle lejlighed i en af Københavns forstader gik næsten med det samme op – som om husets herskab havde ventet på besøg. I døren stod en lille, tør gammel dame på omkring firs, med skarpe, vidtåbne øjne.
»Goddag,« sagde den unge mand høfligt med et lille smil.
»God dag, min dreng,« nikkede den gamle dame. »Kom indenfor, du står jo i trækket. Er du fra kommunen eller hvad?«
»Nej, bedstemor. Jeg er fra et firma, der arbejder med vandrensning. Vi installerer de nyeste filtre. Med dem bliver vandet fra hanen rent som kildevand – lige som i gamle dage, hvor man kunne drikke af floden uden at tænke over det.«
»Nåh, er det rigtigt?« Den gamle dame løftede øjenbrynene. »Så du er en slags vandånd, der gør flodvand rent? Det lyder som et godt arbejde. Kom så ind.«
Han tørrede forsigtigt fødderne af på den slidte måtte og gik ind.
»Skal jeg tage skoene af?« spurgte han og kiggede på det blankpudsede gulv i entréen.
»Nej, bare rolig, min datter vasker gulv. Hun er ung, og jeg er en gammel krage. Gider ikke gøre rent længere.«
»Åh, bedstemor, det må du ikke sige! Du er stadig frisk! Du har endda røde kinder!« sagde manden med et påtaget smil. »Hvor er køkkenet? Jeg vil gerne vise dig det jeg har.«
»Nå, du smigrer, men det er da hyggeligt. Jeg har ikke set mig selv i spejlet i ti år – datteren har været så venlig at hænge dem så højt op, at jeg ikke engang kan se min egen top. Kom med, så viser jeg dig dit mirakelvand.«
Køkkenet var lille men pænt. Kedlen skinnede, på køkkenbordet stod et par pelargonier og en tallerken med mynte. Den gamle dame satte sig, mens manden gik i gang – skruede af og på, hældte vand i små glas, viste filtrene og forklarede glødende forskellen mellem »snavset« og »rent« vand.
»Jeg vil gerne købe dit filter,« sagde den gamle dame pludselig. »Men først skal vi lige drikke en kop te. Jeg kan ikke lide at drikke alene – det smager bare bedre, når man er to. Fem minutter, ikke mere.«
Manden tænkte sig om, men nikkede. Den gamle dame kogte hurtigt det filtrerede vand og hældte te op – duftende, krydret, med underlige nuancer.
»Har du familie, min dreng?« spurgte hun, mens hun skænkede.
»Nej, jeg er single.«
»Det er også bedst sådan. Børn skal du ikke tænke på endnu. Smager teen godt?«
»Meget godt. Hvor køber du sådan en? Jeg vil også have noget.«
»Alferne giver mig den til fødselsdagen,« svarede den gamle dame med et smil.
Manden grinede. Han besluttede sig for at gasse lidt tilbage:
»Hvorfor åbner du overhovedet døren for fremmede? Det er ikke sikkert nu om dage – svindlere er der nok af.«
»Hvad skal jeg være bange for, min ven? Jeg har levet længe nok til at vide, at jeg skal være mere bange for at skræmme andre end omvendt. Især folk som dig.«
Lige i det øjeblik følte manden en mærkelig svimmelhed. Og pludselig begyndte han at tale:
»Hvem har brug for det vand? Jeg køber de filtre for en tyver, men sælDem for femhundrede kroner, og nogle gange “pynter” jeg lidt på vandet, så det ser mere effektivt ud – så betaler de endnu mere, og så går jeg rundt og narrer gamle damer som dig.
Han forstod ikke selv, hvorfor han sagde det.
»Nå, men det var da godt,« nikkede den gamle dame. »Som jeg sagde, teen er magisk. Alfene laver den. Den, der drikker den, kan ikke lyve.«
Manden rejste sig op.
»Hvad i… hvad har du gjort?!«
»Gjort? Ikke noget særligt. Du sagde jo selv, du var en vandånd. Så nu bliver du også en. Vores flodvæsen har travlt – han kan ikke nå det hele. Så nu skal du hjælpe ham med at rense vand, fodre fiskene og holde øje med tangen. Om ti år får du måske din menneskeskikkelse tilbage. Indtil da — velkommen til vandets verden.«
Manden nåede ikke at skrige, før han blev til en dråbe, så til en tåge, og til sidst til en sølvblank strøm, der plaskede ned i en kobberbalje.
»Så,« sagde den gamle dame og hældte vandet ud i vasken. »Så har den unge mand fået et job. Drømme går jo i opfyldelse. Ham der kom for at udskifte elmåleren? Nu styrer han lynene på himlen. Luftens ånd. Og du — vandets. I kan mødes en dag.«
Hun stillede tekrusene i vasken og nynnede lavmælt for sig selv. Så kiggede hun på sit eget spejlbillede i det gamle køkkenskab.
»Hvorfor kan jeg ikke se mig selv, hvorfor kan jeg ikke se mig selv…« sagde hun og efterabede den forhenværende “sælger”.
»Fordi jeg er ældre end alle spejlene i dette hus. Mindst tre hundrede år. Datteren ved det godt — derfor hang hun dem så højt op, så ingen bliver skræmt. Sandheden er ikke altid det første, folk har brug for om morgenen. Men jeg lever. Og sørger for orden. For elementerne kan ikke lide kaos.«
Den gamle dame gik hen til vinduet, kiggede op mod himlen og smilede igen:
»Retfærdighed skal der være. Selv hvis man skal brygge den i en tepotte.«
