Mette og Markus forbereder sig på deres bryllup. Aftenen før festen ankommer brudens mor, Hanne Kristensen, for at møde den kommende svigermor. Mødet foregår i huset hos Markus’ mor, Lise Møller. De gennemgår bryllupsdetaljer og spiser sammen. Næste morgen er Hanne klar til at tage hjem. Mette følger hende ud.
“Hvad synes du om Markus?” spørger hun sin mor.
“Han er en fin fyr,” svarer hun og smiler, men sukker dybt.
“Hvad er der galt?” spørger Mette forundret.
“Skatter, hold dig væk fra hans mor. Der er meget, du ikke ved om hende.”
Disse ord viste snart at være sande.
Da Mette opdager, at svigermor planlægger at bo hos dem, siger hun direkte til sin mand:
“Du må vælge: mig eller din mor.”
“Jeg har ikke tænkt mig at vælge,” svarer Markus roligt. “Vi fortsætter vores liv, som det er, og min mor må klare sine egne problemer.”
“Så du vil ikke lade hende flytte ind?”
“Jeg har allerede sagt det til hende.”
“Hvordan tog hun det?”
“Hun blev fornærmet. Kaldte mig utaknemmelig og lovede, at jeg skulle komme til at fortryde det.”
“Typisk…”
Lise gik tidligt på pension – hun havde arbejdet som stewardesse i mange år.
“Nu er det nok. Jeg har gjort mit,” besluttede hun, da hun fik en god pension, tydeligvis højere end de flestes.
Men hun indså hurtigt, at pengene ikke var nok til hendes livsstil. Løsningen var klar: lade sønnen betale.
“Jeg har opdraget dig og givet dig en uddannelse. Nu er det din tur at opfylde din pligt som søn,” sagde hun, da Markus kun var 23 år. “Fra næste måned betaler du for lejligheden og mad.”
“Fint,” svarede han. “Men hvis jeg forsørger familien, blander du dig ikke længere i mit liv.”
Hun gik med til det – og blandede sig faktisk ikke. Hendes søns liv interesserede hende ikke ret meget. Markus blev hovedsageligt opfostret af hendes forældre, mens hun forgæves prøvede at skabe sig et liv.
Årene gik. Sønnen voksede op og flyttede til hende i de sidste gymnasieår. Fem år betalte han trofast for lejligheden og forsørgede sin mor. Hun nød livet og brugte pensionen kun på sig selv.
Da Lise blev halvtreds, introducerede Markus sin kone.
“Du ser så velholdt ud!” udbrød Mette forvirret ved det første møde med svigermoren. “Slet ikke som en pensionist.”
Da hun hørte, at de unge skulle bo hos hende, var Lise glad: “Det er bare godt,” sagde hun og tænkte: “Nu skal jeg ikke engang lave mad.”
Mette tog det som en oprigtighed, men Markus forklarede:
“Mor har simpelthen ikke modet til at smide os ud. De sidste fem år har jeg betalt for alt alene.”
Hannes besøg bekræftede snart de allerede tynde illusioner:
“Skatter, vær forsigtig. Den kvinde tænker kun på sig selv. Hun glemmer jer, hvis det bliver ubelejligt. Hold fast i din mand. Han kan jeg godt lide. Men I har ikke være heldige med hans mor.”
Et halvt år senere forelskede Lise sig. En mand ved navn Anders begyndte at dukke op oftere. Og så…
“I har to uger til at flytte. Jeg sælger lejligheden. Jeg flytter til Århus.”
“Er du seriøs?” spurgte Markus forbløffet.
“Hvorfor ikke? Det er min ret. Lejligheden er min. Mine forældre gav den til mig.”
“Og du smider os ud?”
“Ja. Det er helt lovligt.”
Markus sagde ingenting, tog sin jakke og gik. Om aftenen pakkede han og Mette deres ting. De flyttede ind hos en kollega, der netop søgte lejere. En måned senere solgte Lise lejligheden og rejste til Århus med Anders.
Få dage efter prøvede Markus at låne penge af hende:
“Nej, selvfølgelig ikke. Alle udgifter er allerede planlagt,” svarede hun koldt.
“Nå, men held og lykke,” sagde han.
“I lige måde,” smilLise blev senere set i en lille lejlighed i København, men denne gang uden nogen at lægge byrden på.
