Mads slapper af på sofaen og stirrer på endnu en serie, da hans far træder ind i stuen. Stemmen er fast og uden tvivl:
“Min søn, vi skal snakke.”
“Jaja, sig frem,” svarer Mads uden at løfte blikket fra skærmen.
“Line var forbi. Hun siger, du har opført dig mærkeligt på det sidste. Er der noget galt?”
“Alt er fint,” vrisser Mads og vifter afvisende.
“Fint?” Niels Henrik tager tavst sin tablet fra bordet, åbner et billede og vender skærmen mod sin søn. Mads ser det – og stivner.
Engang var Niels og Mette et kærlighedseksempel – de startede en virksomhed sammen, byggede et liv sammen, men først i en alder af 38 fik de deres eftertragtede søn, Mads. De forkælede ham, elskede ham og opdragede ham uden strenge regler. Han voksede op forkælet, egoistisk og doven.
Efter at have kæmpet sig gennem universitetet – takket være sine forældres penge – erklærede Mads, at han var træt. Han havde ikke lyst til at arbejde og mente, at “der allerede var penge nok”.
Niels insisterede på selvstændighed, men Mette forsvarede sønnen:
“Lad ham tage en pause. Han når at stresse nok i livet.”
Faren gav op. Han vidste, at sønnen var ubrugelig til forretning.
Mads levede hensynsløst. Fester, rejser til Spanien, en konstant strøm af nye piger. Han kørte gadesport i sin dyre bil, som han fik i fødselsdagsgave – overlevede selv, men moren fik et chok og døde på hospitalet et år senere. Med hendes død forsvandt al disciplin i Mads’ liv. Han tømte hendes konto uden skam.
Så mødte han Emma. Ung, selvsikker, uforsigtig. Faren vidste straks, at dette var en dårlig idé. Han prøvede at tale fornuft:
“Anna er den rigtige for dig. Klog, stabil, en god hjemmegører. Hun har elsket dig siden barndommen.”
“Anna er kedelig,” svarede Mads. “Emma er livet selv.”
Men “livet” blev hurtigt til kaos. En vild fest hærgede huset, tjenestepigen var i tårer, faren rasende.
“Enten tager du dig sammen, eller også smutter I.”
Mads svarede arrogant:
“Kan jeg ikke have gæster i mit eget hjem?”
“Det her er mit hus,” svarede Niels roligt. “Du ejer kun lejligheden. Tag derhen – og fest så meget du vil.”
Sønnen gik, men fortsatte med at tømme sin mors konto. Emma var aldrig der af kærlighed. Inden for to år var pengene væk, og de solgte lejligheden for at dække gæld. Så forsvandt Emma – med en anden mand – og efterlod Mads med en baby på armen.
Sådan kom han tilbage – med seks måneder gamle Lukas i favnen, bleg, udkørt og ydmyget.
“Jeg har ikke andre steder at tage hen,” hviskede han.
Faren lukkede ham ind. Men stillede tre betingelser: kom i form, få et arbejde, og gift dig… med Anna.
Og Anna sagde ja. Gennem årene forblev hun tro mod sin kærlighed. Hun elskede barnet som sit eget, og en DNA-test bekræftede, at Lukas var Niels’ rigtige barnebarn.
I tre år herskede der ro i huset. Mads syntes at have ændret sig. Han arbejdede, holdt sig hjemme og tog sig af familien. Men så blev han mærkelig. Forsvandt om aftenen, humøret svingede. En dag besluttede faren sig for at finde sandheden – han satte sikkerhedsholdet på sagen. Og så kom fotos: Mads mødtes med Emma.
“Hvorfor mødtes du med hende?” spurgte Niels og smed tabletten foran sønnen.
“Hun er min søns mor,” svarede Mads.
“Hun er årsagen til alle dine problemer. Hold dig fra hende. Og sørg for, at hun glemmer vejen til vores hjem. Jeg sørger for, at hun mister alle rettigheder.”
En uge senere forsvandt Mads. Sidste gang han blev set, steg han ind i en bil med Emma.
Niels Henrik overlevede ikke forræderiet. Anna og Lukas var ved hans side de sidste dage. Og Mads… Han dukkede først op fire måneder senere – solbrændt, velplejet, med Emma i hånden.
“Hej,” smiler han til Anna. “Du er stadig den samme. Vi er her for arven.”
“Spild af tid. Alt er afgjort,” svarer Anna. “Gå ovenpå, Lukas. Far og jeg skal snakke.”
Drengen adlyder. Og Anna, uden at tabe fatningen, siger:
“Alt ejendom tilhører mig og Lukas. Juraen er på min side. Jeg er hans mor.”
“Hvad?” gisper Mads og Emma.
“Alt er juridisk ordnet. Jeres rettigheder er annulleret. I får ingenting.”
“Men vi er hans forældre!” protesterer Emma.
“Nej.” En lille stemme lyder fra trappen. Lukas står der, alvorlig. “Forældre er dem, der er der. Anna er min mor. I er ingenting.”
Sikkerhedspersonalet eskorterer de uvelkomne gæster ud. Mads indser det – han har tabt. Som altid.
