**Den Dag**
Det hele begyndte med, at Mette sov over sig. Ikke bare en halv time – hun åbnede øjnene kvart i ti, selvom hun normalt allerede klokken otte stod på busstoppestedet med en termokop og et søvnigt blik. Hjertet faldt lige ned i maven, som om nogen havde revet hverdagens grundvold væk under hende. Telefonen var ikke ladet – strømstikket var faldet ud af stikkontakten om natten. Der var ikke vand i hanen: planlagt afbrydelse, som hun selvfølgelig havde glemt. På køkkenet lød der et knas og klirren – hendes yndlingskop med teksten »Gå aldrig på kompromis« var gået i stykker. Tilbage lå der kun skår og en tyk stilhed.
Den der klæbrige, trykkende stilhed, der får ørerne til at ringe. Når huset ikke larmer, men ånder ud. Og det gør du også – ikke af lettelse, men fordi du ikke kan få det til at holde inde længere.
Mette kom selvfølgelig for sent på arbejde. Hun sprængte ind på kontoret med håret i én uorden, ingen makeup og en plet på ærmet af sin frakke. Kollegerne så op. Nogen fnøs, andre kiggede væk og lod som om de var optagede. Chefen sukkede med et ansigtsudtryk, som om Mette igen havde svigtet hele verden. Og dagen fortsatte bare af lort – som om nogen havde rykket i en tråd, og alt faldt fra hinanden.
Mette undlod at undskylde eller brokke sig. Hun satte sig bare ved computeren og åbnede den rigtige mappe. Men indeni kravlede hjælpeløsheden under huden som en tynd trøje, der er nødvendig at have på, men uudholdelig at bære. Det føltes, som om verden hviskede til hende: »Sådan her skal det ikke være. Du ved det godt.«
Efter frokost ringede skolen: hendes søn havde haft en konflikt med læreren. De truede med at indkalde en udvalg, krævede en undskyldning, og der lød antydninger om en officiel undersøgelse. Derefter kom en SMS fra banken: kortet var i minus, den sidste betaling var gået i stykker. Og så en besked fra naboens med et billede: »Er det hos dig, det lækker?« På loftet bredte en plet sig som et langsomt sår på hendes liv.
Ved aften sad Mette på de kolde trapper foran opgangen. Strømperne klistrede til benene, fingrene var iskolde. Skuldrene hang, tasken stod åben som en udmattet sjæl. Dagen havde ikke bare været dårlig – den havde testet hende, presset som en finger mod et blåt mærke.
Så standsede en lille pige ved siden af hende. Hun var tynd, med en stor rygsæk og et par briller, der sad skævt.
»Tante, har du det virkelig skidt?«
Mette så op. Hun ville til at vifte afværgende, tie, men kunne ikke. Spørgsmålet var ærligt, simpelt. Uden dom.
»Ja,« indrømmede hun.
Pigen satte sig. Hun trak et æble op af rygsækken – lidt mast, men rent. Rækkede det frem med begge hænder.
»Mor siger, hvis nogen har det skidt, skal man dele. Selv hvis det kun er et æble.«
Mette tog imod det. Bed i det. Sødt, med en lille bid syrlighed. Duften mindede om starten på september og skolens første dag. Noget slap inde i brystet. Ikke smerten – bare larmen. Den stilnede.
»Tak. Hvad hedder du?«
»Ida. Og dig?«
»Mette.«
»Vær ikke bekymret, Mette. Det skal nok blive godt. Det er bare ikke lige nu.«
Mette nikkede. Knap synligt, men allerede med antydningen af et smil.
Pigen rejste sig, rettede på rygsækken og gik. Vendte ikkeHun gik videre, og Mette vidste pludselig, at også hendes egen vej ville føre et eller andet sted.
