Den fortrydte barnebørn
Da Mette kom hjem med sine døtre, brød de straks ud i gråd. Pigerne var lige kommet hjem fra bedstemor – og var dybt ulykkelige.
”Mor, bedstemor elsker os ikke…” hulkede de i kor. ”Hun lader Nikolaj og Freja få lov til alt, mens vi ikke må noget! De får gaver og slik, men vi får kun ’rør ikke ved det’, ’lad være’, ’gå ind i det andet værelse’.”
Mette knugede læberne sammen. Hendes hjerte blev knust af sorg. Hun havde følt det så mange gange før, men at høre det fra sine egne børn var ekstra hårdt.
Svigermor, Gerda Margrethe, havde aldrig vist særlig kærlighed til Mettes piger. Men sin egen datters børn – nevøen Nikolaj og niece Freja – tilbad hun. Dem fik alt, mens de andre fik mindre. Hvis overhovedet noget.
Engang prøvede Mette at ignorere det. Hun beroligede sig selv med, at bedstemoren havde det svært, at hun havde et vanskeligt temperament. Men med årene blev det tydeligere: For Gerda Margrethe var der ”egne” og ”andre” barnebørn. Selv blodet i årerne betød ikke noget, hvis det kom fra den ”forkerte” kvinde.
Pigerne fortalte, hvordan bedstemor skældte dem ud for at le højlydt, men fem minutter efter lod Nikolaj køre legebiler hen ad gulvet, selvom han lavede langt mere larm. Eller da hun stillede en kage på bordet og gav den til ”gæsterne”, mens de egne barnebørn kun fik te.
Det værste skete, da bedstemor sendte Mettes døtre hjem alene. Ad den kolde vej, gennem en øde mark. De var kun syv år gamle. De var bange for hunde, rystede af kulde. Og Gerda Margrethe tænkte ikke engang på at ringe til deres forældre.
Da Mette fandt ud af det, kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Hun ringede til svigermoren, men den eneste reaktion var en kold fnysen:
”De skal da lære at klare sig selv. I den alder gik jeg allerede til markedet alene.”
Efter den samtale havde Mettes mand, Jakob, for første gang et alvorligt skænderi med sin mor. Han råbte ikke. Han sagde bare:
”Mor, hvis du ikke kan være bedstemor for alle dine barnebørn, så er det bedre, du ikke er det overhovedet.”
Årene gik. Pigerne blev større, voksede op til kloge og venlige unge kvinder. Og de spurgte længe ikke mere om at besøge bedstemor. Gerda Margrethe… blev ældre. Lægerne kom oftere, pillerne erstattede slikket, og tv’et blev hendes eneste selskab.
Hun prøvede at kalde på sine barnebørn. Hun ringede til Nikolaj – han havde travlt. Freja undskyldte med studie. Så huskede hun pludselig de ”andre”.
”Lad dem komme forbi, gøre rent, handle ind. Jeg er jo deres bedstemor…”
Mette lyttede, tav et øjeblik og svarede stille:
”Er du deres bedstemor? Hvad er de så for dig? Kan du huske, hvad du sagde til dem: ’Jeg har ikke bedt jer komme’? De kommer ikke. For de har glemt det alt for godt.”
Telefonen blev tavs. Og i bedstemors hus blev der igen stille. Men denne gang – for alvor. Og uden håb.
