**Splittet lykke: en drama om mistede bånd**
Mette vågnede ved daggry, da de første solstråler forsigtigt trængte igennem gardinerne i deres lejlighed i Skovby. Mens manden stadig dvælede i sengen, lavede hun morgenmad – tynde, næsten vægtløse pandekager. Halvdelen med kød, halvdelen med ost. Duften bredte sig gennem huset og fyldte det med varme. Lars stod op, da lugten nåede soveværelset. Efter at have vasket sig, satte han sig ved bordet og spiste med god appetit, mens han nippede til stærk kaffe. Da han tyggede den sidste bid, så han på sin kone og sagde:
– Mette, jeg har noget alvorligt at tale med dig om.
Hun vendte sig om, mens hun tørrede hænderne i et håndklæde.
– Sig det, sagde hun og mærkede uro vokse inden i.
– Jeg forlader dig. Jeg søger selv om skilsmisse, sagde Lars roligt men bestemt.
– Hvad mener du? Hvorfor? Hvor skal du hen? Mette stivnede, og hendes øjne vidnede om chok.
Lørdagens morgen var begyndt som sædvanligt. Mette stod op klokken ni, stille for ikke at vække Lars, og begyndte på pandekagerne. Hun elskede disse stunder – morgenstilheden, madenes duft, hygge i deres hjem.
Lars dukkede op, da lugten af pandekager havde fyldt lejligheden. Han satte sig tavs ved bordet, spiste, nød sin kaffe, og pludselig kom bomben:
– Mette, jeg forlader dig.
Hun troede, hun hørte forkert. Hun vendte sig og stirrede på ham.
– Jeg ved, det er en dårlig måde at gøre det på, fortsatte Lars uden at møde hendes blik. – Femogtyve år sammen, og jeg ødelægger det hele. Men jeg kan ikke styre det. Hun… Hun er fantastisk. Ved siden af hende føler jeg mig levende igen, ung. Jeg er forelsket, Mette, og det er ren lykke!
– Hvor gammel er din lykke så? spurgte Mette koldt og kæmpede for at holde følelserne i ave.
– Hun er otteogtyve.
– Så hun er kun fem år ældre end vores Freja. Og tyve år yngre end dig. Interessant. Har du mødt hendes forældre? Er de glade for deres datters valg? Hvis Freja kom hjem med en svigersøn på din alder, ville jeg ikke være begejstret.
– Hvorfor tælle år, når kærligheden er i hjertet? udbrød Lars, hans stemme dirrede af følelser. – Du har ikke den samme ild som Katrine. Du lever efter gamle måder at tænke på.
– Fint, sagde Mette skarpt. – Vi skilles og deler ejendommen.
– Der er ikke noget at dele, svarede Lars. – Lejligheden kan du beholde – Katrine har sin egen, en toværelses. Bilen tager jeg, den har du knap nok brug for.
– Nej, sådan fungerer det ikke, rystede Mette på hovedet. – Du siger nu, jeg kan beholde lejligheden, men om et par år kommer du tilbage og vil dele hvert eneste krus. Jeg er jurist, jeg har set den slags “noblesse” før. Lad os dele alt nu: både lejlighed og bil. Penge har vi ikke – alt gik til Frejas boliglån.
Lars var målløs over hendes ro. Han havde forventet tårer, skrig, beskyldninger, men Mette hjalp ham bare med at pakke. Da doren lukkede efter ham, brød følelserne frem. Femogtyve år sammen – gennem glæder og sorger. Hun havde altid vidst, han var en pålidelig mand. Nu var der kun tomhed.
«Hvilket ensomhed? tænkte Mette og tørrede øjnene. – Jeg har Freja, svigersønnen og lille Magnus.»
Hun sad i soveværelset mellem Lars’ hastigt samlede ting. Minderne strømmede ind. Deres bryllup – Mette på andet år, Lars på fjerde. Freja kom kort efter. De boede i kollegiet og gav babyen til hinanden for at nå til undervisning. Med decanens hjælp fik de hende ind i vuggestuen.
Deres første lejlighed – en lille værelse i en kollektiv. Soveværelse, børneværelse og et mikroskopisk køkken på atten kvadratmeter. Badeværelset lå ude på gangen. Dengang klagede Lars ikke over manglende “ild”.
Skilsmissen gik hurtigt. Retssagen om boet blev også hurtig. Bilen blev solgt med det samme, men den treværelses lejlighed i Skovby tog tre måneder at få solgt – købere var svære at finde.
Mette købte en hyggelig toværelses i samme bydel. Hun måtte tage et lille lån, men klarede det. Tiden føltes længere: efter arbejde vidste hun ofte ikke, hvad hun skulle lave. Hun vendte tilbage til et gammelt hobby – strikning – og begyndte at læse mere.
En dag ringede hendes veninde Lise, som hun ikke havde set i årevis, og foreslog at svømme sammen. Vandet havde en helbredende effekt. Efter måneder mærkede Mette, hvordan ro og selvtillid vendte tilbage. Arbejdet gav glæde, livet faldt på plads.
Hun tænkte sjældnere på Lars. Han prøvede at ringe, men hun bad ham lade være.
Tre år gik. Mette fejrede sin fødselsdag på en café med to veninder.
– Fortryder du skilsmissen? spurgte Tina.
– Har jeg et valg? smilede Mette bittert.
– Nej, jeg mener noget andet. Du er alene nu. Er det bedre eller værre end før? præciserede hun.
– Det har jeg ikke tænkt over, svarede Mette. – På nogle måder bedre: jeg stresser ikke, har tid til mig selv. Men ensomhed er ikke altid rar. Magnus redder mig.
Hun var ærlig. Når hun gik gennem Skovby eller shoppingcentret, så hun ældre par hånd i hånd. Engang troede hun, hun og Lars ville blive sådan. Men skæbnen besluttede anderledes.
– Ved du noget om Lars? spurgte Tina.
– Nej, jeg har ikke set ham i tre år, svarede Mette. – Freja nævnte engang, at hun så ham med den kvinde i en butik.
– Og hans “frøken” fik en søn, tilføjede den anden veninde, Maja.
– Lars har altid ønsket sig en søn. Så han er lykkelig, sagde Mette roligt.
En uge senere, en søndag, gjorde Mette rent på køkkenet efter Frejas besøg. Hun samlede tallerkener, da dørklokken ringede. Troende, det var Freja, der havde glemt noget, åbnede hun – og frøs. I døren stod Lars.
– Hvad laver du her? spurgte hun og rynkede panden. – Og hvordan fandt du adressen?
– Freja gav mig den. Jeg kom for at tale. Må jeg komme ind?
– Kom ind, sagde Mette og trådte til side.
Lars så sig om:
Han sukkede dybt og sagde med brudt stemme: “Jeg skulle have holdt fast i dig.”
