Lidt for pænt til en ung mor: En lektie fra svigermor
Mette Lisbeth kom uanmeldt forbi sin svigerdatters hjem. Lise stod der med den lille på armen og prøvede at få hende til at falde i søvn.
-“Sover hun ikke?” spurgte svigermoren.
-“Nej,” sukkede Lise.
-“Og hvornår har du selv sidst sovet?” Mette Lisbeth kneb øjnene sammen.
-“Kan ikke huske det… Hun falder kun til ro, når jeg bærer hende,” svarede Lise lavmælt.
-“Giv mig lille Sofie, så tager jeg hende med en tur i bilen, hun sover nok snart. Jeg er tilbage om et par timer. Så kan du få en lur og slappe af!”
Lise tøvede, men trætheden vandt. Hun overgav den lille, fulgte bilen med øjnene og… gik ikke i seng. I stedet samlede hun legetøjet op, vaskede op, satte vask over, skrubbede badeværelset og vaskede gulvet. Hun bagte endda en æblekage – hun kunne jo ikke møde svigermor og svigerfar med tomme hænder, de kom jo snart tilbage.
Mette Lisbeth skræmte ikke Lise ved at være uhøflig eller tyrannisk – overhovedet ikke. Men hun var streng, med en rolig, selvsikker stemme. Selv et “tak” lød som en ordre.
Mette Lisbeth var en lille, slank kvinde med mørkt hår og bleg hud. Men hendes blik fik én til at rette ryggen. Lise prøvede altid at gøre et godt indtryk. Hun fortalte endda sin svigermor om graviditeten før sine egne forældre.
Lise blev gift tidligt, som 20-årig. Hendes mand, Jakob, var hendes klassekammerat og barndomsven. Begge familier købte en grund og byggede et hus, så de havde deres eget lille hjem til brylluppet. Huset var en gave, nøglerne blev overrakt med de ord:
-“Må I bo her længe og lykkeligt.”
Familien var tæt. Forholdet til svigerforældrene var venligt, omend lidt anspændt – Lise følte sig altid under opsyn.
Efter datteren Sofie blev født, ændrede alt sig. Den lille var krasen, sov dårligt, og mælken var ved at slippe op – Lise spiste næsten ikke, løb hele tiden rundt i huset. Hun var helt udmattet. Både hendes mor og svigermor tilbød hjælp, men Lise afslog stolt – hun mente, hun “skulle klare det selv.”
Hun skammede sig over at vise træthed, gjorde rent før hvert familiebesøg. Selv skabene var i orden, hun ville dø, hvis svigermor så noget, der lå forkert.
Så en dag – et uventet besøg. Lise stod der med barnet på armen, intet var ryddet op. Opvasken var vokset sig stor, gulvet var beskidt, og ting lå over det hele. Lise så selv udmattet og bleg ud.
Mette Lisbeth så det, men sagde ikke noget, kun:
-“Vi lige kom fra fakta, har fået nogle ting til jer. Brød, mælk, lidt hjemmelavet…”
Og så tilføjede hun straks:
-“Giv mig Sofie. Vi tager hende med en tur, vækker hende lidt. Og du – sover. Gør ingenting, forstået? Kun sov.”
Lise nikkede. Men så snart døren lukkede bag dem, i stedet for at slappe af, begyndte hun at gøre rent. “Jeg kan ikke modtage gæster i sådan en rod!” tænkte hun.
Da Mette Lisbeth og svigerfar kom tilbage, lyste hele huset. Badeværelset duftede af renlighed, køkkenet af æblekage. Alt var perfekt.
Mette Lisbeth kom ind med den lille i armene, mærkede duften af kagen, så den pæne orden og… trak sig sammen.
-“Vi bliver ikke til aftensmad,” sagde hun og gav barnet tilbage til Lise.
-“Hvorfor ikke?” spurgte Lise forvirret.
-“Vi tog hende med, så du kunne hvile, ikke for at du skulle skrubbe gulv og badeværelse. Du skal passe på dig selv. Du er mor nu, og hvis du ikke lærer at tage imod hjælp, brænder du ud. Vi er her for dig. Vi er ikke dine fjender.”
Svigermoren vinkede afværgende og gik. Lises hverv snørede sig. Hun følte sig både såret og flov. Fordi svigermor havde ret. Hver eneste ord. Og det huskede Lise længe.
