En kold februar morgen stod Kirsten ved vinduet og stirrede ud på det våde asfalt, der skinnede gennem de smeltede snedriver. Vejret var gråt og stille, og stilheden føltes tung. Hendes blik gled over gården, legepladsen, hvor hun engang havde vinket farvel til sin søn, der skulle i militæret, og sin datter på vej til skole. Nu var det fremmede børn, fremmede familier og fremmede liv.
“Det må være alderdommen,” hviskede Kirsten. “Stille, ensom, uventet.”
Det store spisebord i stuen stod tomt. Det samme bord, hvor hun og Erik havde drømt om at passe børnebørn om weekenden, lave ærtesuppe og samle familien. Men Erik var gået bort for tidligt. Og børnebørnene… De var der, men boede langt væk.
Mette, datteren, var flyttet til udlandet for længe siden. Der havde hun karriere, et nyt liv. Hun havde ikke bedt sin mor om at komme med. Niels, den yngste, boede i byen, men i den anden ende — i et eksklusivt kvarter. Han kom på besøg. Af og til. En gang om måneden. Om weekenden hentede han hende i en time eller to — en kop te, en snak med børnene. Han havde tvillinger, Sofie og Tobias, der lige var startet i skole.
Kirstens hjerte gjorde ondt, ikke på grund af alderen, men tomheden. Hun tog et gammelt fotoalbum i hånden. Et bryllupsbillede: Erik, ung og smuk, i en hvid skjorte med en guitar i hænderne. Åh, hvor han kunne synge… Hvor hun elskede ham. Hvor alt dengang var anderledes — levende, farverigt, fyldt med mening.
En pludselig lyd fra hendes telefon rev hende ud af minderne. En besked på de sociale medier. Fra Marie, en gammel skoleveninde:
“Kirsten, hej! Jeg holder fødselsdag og samler vores gamle klasse. Du skal komme!”
Kirsten tøvede. Hvad skulle hun fortælle? Hjemmet, pensionen, de sjældne opkald fra børnene. Men hun tog afsted. Det var trods alt en fødselsdag. En aften. En anledning.
Syv gamle klassekammerater. Hyggeligt, muntert. Marie, den samme gamle Marie, løb rundt mellem køkkenet og stuen — smørrebrød, skåle og minder. Kirsten hjalp til og smilede. De mindedes skovture, bål, rygsække og skolestreg. Pludselig ringede det på døren.
“Åh, Anders! Han er kommet!” råbte Marie og skyndte sig at åbne.
Ind kom en mand — statelig, med nobelt gråt hår, overskæg og en selvsikker holdning. Han hilste på mændene, rystede hånd og så smilede han til Kirsten:
“Hej, lille Kirsten! Så mange år, så lang tid!”
Hun stirrede forvirret. Genkendte ham ikke. Men så gik det op for hende.
“Er det dig, Anders? Vi sad jo ved siden af hinanden fra første til femte klasse!”
Kirsten lo. Hun huskede ham nu. Den lille, larmende dreng, læreren ikke ville have sad ved siden af hende. Men alligevel havde de siddet sammen alle fem år. Nu var han en anden. Rolig, interessant, med en indre varme.
De snakkede hele aftenen. Han fortalte, at han havde boet i en anden by, undervist, men så blevet skilt — konen var gået fra ham til en ven. Sønnen var voksen og boede der endnu. Men han selv var kommet hjem. Han havde savnet det.
Da gæsterne begyndte at gå, smilede Marie listigt:
“Bliv du lige, Kirsten. Hjælp mig lige med opvasken.”
“Nej, jeg må hjem. Det er lige rundt om hjørnet.”
“Jeg følger dig,” sagde Anders pludselig.
Og så gik de. Kirsten tog hans arm, og de gik gennem den kolde februar aften under lette snefnug og gadebelysning.
“Vinteren er mild i år,” sagde han.
“Ja, det er den,” svarede hun med et smil.
“Jeg troede, det ville fryse. Men det gør det ikke. Ved du hvorfor?”
“Hvorfor?”
“Fordi du er her.”
De nåede hendes hoveddør. De stod lidt og snakkede, lo. Det føltes let, som i gamle dage.
Da hun kom ind i lejligheden, lød der endnu en besked på telefonen.
“Skal vi ikke i biografen i morgen, lille Kirsten?”
Hun så på skærmen, holdt telefonen tæt og smilede.
Der var ikke længere plads til ensomhed i hendes liv.
