Anders Mikkelsen, eller bare Anders for venner og kolleger, var lige blevet afdelingsleder i en stor virksomhed i Aarhus. Forfremmelsen var velfortjent – en hårdtarbejdende, rolig og punctuel mand. Han havde ikke jagtet lederstillingen, men gjorde det godt alligevel. Tillykkeønskningerne på arbejdet var afmålte: Anders smilede svagt, takkede og lovede at gøre sit bedste, så holdet ikke ville fortryde hans udnævnelse.
Hans mor, Karen Jensen, var den mest henrykte. Det var hende, der engang havde kørt ham til lægerne, hyret privatlærere, købt vintertøj til ham og sparet fra sin pension til hans universitetsuddannelse. Hun insisterede også på, at han skulle byde kollegerne på hjemmebag – kager, salater og snacks. Selvom Anders først havde afvist, gik han til sidst med til det. Han ville ikke skuffe sin mor.
På festdagen kørte han hjem til sin mor for at hente maden. Hun havde en tid hos kardiologen, så alt stod allerede pakket i køleskabet. I den korte frokostpause besluttede Anders sig for ikke at slæbe alt selv og bad den nyansatte medarbejder, Freja, om at køre med og hjælpe. Hun sagde gerne ja.
Freja, lyshåret og med brune øjne, var den type kvinde, alle kiggede efter. På kontoret hviskedes der om hende – at hun havde et øje til Anders, flirtede ofte, smilede og bad om at blive kørt hjem…
De gik ind i hans mors lejlighed, beskeden men ren og hyggelig. Anders åbnede køleskabet og begyndte at tage de mange containere frem. Freja satte sig på en taburet og så sig omkring:
“Det er så hyggeligt hos din mor… Rigti’ hjemme’ligt. Hvem er det?!”
En sort lille hund løb ud fra stuen og knurrede ad den fremmede.
“Det er Luna,” forklarede Anders og løftede den op. “Vær ikke bange, hun er sød.”
“Luna? Sikke et navn…” Freja rynkede næsen. “Lad være med at komme for tæt på mig. Jeg vil ikke have strømperne i stykker.”
Anders tav. Udtrykket i hendes ansigt sårede ham på en underlig måde. Men det var ikke alt – fra gangen kom en velnæret sort kat, der gnubbede sig mod sin ejermands ben.
“Og det her er Felix,” sagde Anders blidt og tog noget kogt fisk fra køleskabet. “Vent lige, min ven, her er din middag.”
Freja veg tilbage mod døren.
“Det er jo en hel zoo her. Har I både kat og hund i sådan en lille lejlighed? Det er da usundt… pels, lugt… Har din mor ikke allergi?”
“Har du?” spurgte Anders stille.
“Mig? Nej… jeg ved ikke. Vi har aldrig haft kæledyr. Jeg kan ikke lide dem. De er beskidte…”
Anders fortsatte tavs med at pakke poser. Smilet forsvandt. Freja stod til side og skubbede hunden væk, der bare ville snuse til hendes sko.
“Jeg kommer tilbage i aften og lufter dem,” sagde Anders til sidst. “Mor bliver sur, fordi jeg overfodrer dem, men hvordan kan man lade være?”
“At bruge tid på dem… Ja, nogen må jo gøre det,” mumlede Freja halvt smilende, mens hun gik mod døren.
På vej tilbage plaprede hun om det nye menu i kantinen, om Vibekes nederdel, om at en kollega fra bogholderiet skulle giftes for tredje gang. Anders gik i tavshed, nikkede kun af og til. Hans hoved summede: “Tomhed. Falsk. Fremmed…”
På kontoret ventede de allerede: de gav ham en termokande, krammede ham og klappede ham på skulderen. Efter arbejde dækkede de bordet, drak lidt og spiste meget. Freja hang ved ham igen – en joke, et blik, en forespørgsel om et lift. Men Anders svarede roligt:
“Undskyld, jeg har et vigtigt møde.”
Derhjemme ventede hans mor.
“Hvordan gik det?” spurgte hun smilende, da hun åbnede døren.
“Det gik fint, mor. Dine kager forsvandt først. De sagde, det smagte som fra en restaurant. De glemte næsten mig…”
“Men hvad med den, du kom med i dag – Freja? Naboen så jer, og hun sagde, hun var en skønhed. Er det hende?”
“Nej. Bare en kollega. Og ærligt, der er ikke nogen endnu. Jeg løj før for at gøre dig glad. Undskyld.”
“Det er okay. Hvis hun kommer en dag – hvordan skal hun så være, den ‘rigtige’?”
Anders tænkte sig om.
“Beskeden. God. Klog. Og… hun skal elske dig. Og Felix. Og Luna.”
Mor smilede.
“Åh, Anders, det vigtigste er, at hun elsker dig. Så tager hun os alle sammen. Selv en skaldet kat med attitude.”
Han nikkede. Så tog han snoren og kaldte på begge “dyr”, før han gik udenfor. Alle tre løb muntert rundt i gården, som om de var tilbage i dengang, hvor alt var enkelt – mor derhjemme, en bolle i tasken, en hvalp i armene, en kat på skulderen, og hele livet foran sig.
Mor så ud af vinduet og knyttede hånden.
“Tredive år, afdelingsleder, men i sjælen er han stadig et barn.” Hun sukkede. “Måtte Gud give dig en ægte kærlighed, min dreng… Og måtte hun elske jer alle sammen. Felix. Luna. Og mor.”
