For langt ti, i en lørdag i efteråret, besluttede Signe sig for at tage til sine forældres hus. Det var kun tre måneder siden, hendes mor var gået bort, og hele den tid havde hun ikke kunnet få sig selv til at røre ved hendes ting. Huset stod tomt og forladt. Naboerne var alle gamle mennesker—nogle var flyttet til deres børn, andre havde lejet deres huse ud. Engang boede Nielsen-familien ved siden af, hvis børn Signe havde leget med som barn, men nu var deres hus også fyldt med fremmede ansigter. Der var ingen at spørge om at holde øje med huset.
Hendes mand, Erik, var taget på fisketur ved daggry, og deres teenage datter, Freja, var fordybet i sine høretelefoner og afviste hendes invitation til at tilbringe dagen sammen. Så Signe besluttede sig—nok med udsættelse. Hun ville tage derhen, se til huset, måske begynde at rydde op, og derefter besøge sin veninde Birgit, som længe havde inviteret hende på kaffe.
Hun bestilte en taxa og stod uden for opgangen, mens hun mindedes sin barndomsgade—hyggelig, rolig, med sin egen duft og lys. Med hvert minut tættere på huset, blev hendes hjerte tungere. Hun savnede sine forældre så inderligt.
Et par blokke fra huset steg hun ud og gik resten af vejen. Men jo tættere hun kom, jo stærkere blev den underlige uro i hendes mave. Ved hækken stoppede hun brat.
“Hvad i…” hviskede hun.
Vinduet stod på klem, og gardinerne var trukket til side—hun var sikker på, hun havde lukket alt. Døren var brudt op. Der var tydeligvis nogen, der havde været der. Eller, endnu værre, nogen var der stadig.
Hun ringede til Erik, men han var uden for rækkevidde. Gaden var øde—en dejlig efterårsdag, hvor alle var væk. Signe overvejede at ringe til politiet, men så ramte en iskold tanke hende.
“Mon det… er Erik?”
Han havde virket underlig i det seneste, fjern og så pludselig munter, som om han skjulte noget. Måske var “fisketur” bare en undskyldning, og han var der med en anden? Tanken brændte i hendes bryst. Hun kunne ikke forestille sig ham sådan, men nu kunne hun ikke ryste den af sig.
I ti minutter stirrede hun mod vinduerne. Pludselig—en kvindes latter. Lykkelig og sorgløs, som om nydt livet… i hendes barndomshjem! Alt inden i hende knugede sig sammen.
Så smækkede døren. En slank kvinde i en kort morgenkåbe og med et håndklæde i hånden kom ud. Hun gik mod saunaen i udhuset.
“Skat, kom nu med! Det er kedeligt alene!” råbte hun ind i huset.
Signe blev iskold. Ung, smuk… Selvfølgelig havde han byttet hende ud med sådan en! Nu gav det mening.
Med sammenbidte tænder gik hun beslutsomt mod hækken. Hun fandt en pind og spærrede døren til saunaen, så “gæsten” ikke kunne forstyrre. På trappen lå hendes fars gamle bælte—tungt, med et solidt spænde. “Perfekt,” tænkte hun.
Hun stormede indenfor og så et dækket bord, en flaske sprød vin og en tændt tv. Og på sofaen i stuen—en sovende mand.
“Dit svin! Vores datter er næsten voksen, og så gør du sådan noget!” skreg hun og svingede bæltet.
“Ahhh! Hvad laver du?! Signe… det er mig, Jakob!”
Hun standsede. Det var ikke Erik. Det var Jakob—Eriks nevø.
“Hvad laver du her? Hvordan kom du ind?”
“Åh, hold op! Døren var som pap! Jeg har intet sted at bo! Tænkte, huset stod tomt alligevel, så… besluttede jeg at bo her lidt med min kæreste.”
“Med din kæreste?!” Signe blev hvid som et lagen. “Og du syntes, det var okay? Det er ikke et hotel!”
“Hold nu op, Signe, sid nu bare og drik din kaffe, mens vi bor her lidt.”
“Nej! Pak sammen med det samme! Og du sætter en ny lås op. Selv!” råbte hun.
“Lise…” klynkede Jakob. “Hvor er hun?”
“I saunaen. Låst inde. Jeg spærrede hende derinde, så hun ikke blander sig. Næste gang vil hun vide, hvor hun skal gå hen!”
Lise slap snart fri og stormede ind i huset, rød i hovedet og rasende.
“Det er mit hus, Jakob! Sig det til hende! Jeg har allerede sendt dig penge til møbler!”
“Dit hus?” fnøs Signe. “Huset tilhører min mor, og du, min skat, er lige faldet for en fiks nevøs snarer.”
Lise skreg i raseri:
“Giv mig pengene tilbage, din svindler! Jeg anmelder dig!”
“Og du hopper med på den…” mumlede Jakob.
Da det hele var ovre, tog Signe til Birgit og fortalte alt—fra frygten til saunaen og bæltet. Birgit grinede til tårer.
“Signe, du er en heltinde! Jeg havde ringet til politiet med det samme. Men du—du klarede det selv!”
“Det vigtigste er, at det ikke var Erik,” sukkede Signe lettet. “Men låsen skal skiftes. Og døren—en solid én!”
“For modige kvinder!” jublede Birgit og løftede sit glas.
“For os!” svarede Signe og smilede.
