Forrådelse og straf: en familie, der faldt fra hinanden
— Det er for sent at diskutere. Vi må beslutte, hvad vi skal gøre. Vi bliver nødt til at betale for Lises uddannelse, i hvert fald det første år. Hun er klog, hun kan indhente viden og skifte til en gratis plads, sagde Ellen træt og så på sin mand.
Aksel trak på skuldrene, som om samtalen ikke angik ham.
— Aks, hører du overhovedet efter?
— Jo, mumlede han uden at løfte blikket fra telefonen.
— Så må vi sælge motorcyklen. Jeg har en kollega, der er interesseret. Pengene kan bruges til Lises uddannelse.
— Nej, Ellen. Motorcyklen sælger vi ikke, afbrød Aksel skarpt og efterlod hende målløs.
— Hvorfor ikke?
Svaret ramte som et slag i maven.
Ellen havde altid troet, at en familie var en fæstning bygget på tillid og kompromiser. Hun og Aksel havde været sammen i treogtyve år, gennemgået vanskeligheder, bygget et hus i forstaden til Roskilde og opdraget deres datter. Men på det seneste var alt forandret. Aksel var blevet gnaven og tilbagetrukken. Ellen troede, det skyldtes hans brors død. Anton havde været hans nærmeste.
Anton efterlod sig sin kone, Julie, og sønnen Nikolaj. Ellen og Aksel støttete dem, ofte på deres egen bekostning. Men denne gang var det den sidste dråbe.
— Jeg lovede motorcyklen til Nikolaj, sagde Aksel.
— Vent… Hvordan kunne du? Vi aftalte at sælge den til Lise! Ellen følte blodet stige til hovedet.
— Jeg lovede ikke noget, afviste han.
— Vi talte om det ved familiemødet, da Lise dimitterede! Hun valgte en svær uddannelse med høje adgangskrav!
— Dengang vidste jeg ikke, at Anton ville dø, og Nikolaj ville stå uden en far. Han har brug for støtte.
— Og har din datter ikke brug for det?! Ellen prøvede at nå ham, men han stirrede tavst i gulvet.
Hun antog, han var enig, og begyndte at arrangere betalingen for Lises uddannelse. Dagene fløj afsted med praktiske gøremål.
Om aftenen, mens hun dækkede bordet, ringede telefonen. Julies nummer lyste på skærmen.
— Ellen, tusind tak for gaven! lyød den enkes glade stemme.
— Hvilken gave? spurgte Ellen forvirret.
— Motorcyklen! Aks gav den til Nikolaj. Du skulle se, hvor lykkelig han er! Han har drømt om den siden barndommen, Anton lovede at give ham en, da han blev atten. Men efter hans død… hvor skulle pengene komme fra? Men Aks opfyldte hans drøm! Tak!
Ellens hjerte knugede sig sammen.
— Siger du, vores motorcykel er hos jer?
— Ja, Ellen. Aks gav den til Nikolaj. Vidste du det ikke?
Ellen tav, ude af stand til at frembringe et ord. Den motorcykel havde de købt sammen for tre år siden med fælles opsparing. Hun havde accepteret købet under én betingelse: hvis der var brug for penge til Lise, skulle den sælges.
Et samtale med datteren dukkede op i hukommelsen:
— Mor, jeg har undersøgt det—vi skal betale en forskudsbetaling.
— Selvfølgelig, Lise, din far og jeg har aftalt det. I morgen kommer køberen for at se motorcyklen…
Nu lød ordene som en hån.
— Nå, men jeg hører, du har travlt, sagde Julie og lagde på.
Da Aksel kom hjem, sad Ellen på sofaen og knugede telefonen.
— Aks, Julie ringede. Er det sandt? Har du givet motorcyklen væk?!
Han standsede, nikkede tøvende.
— Ja. Og hvad så?
— Hvad mener du med ’og hvad så’? Gav du vores motorcykel væk uden at spørge mig? I smug?!
— Ellen, hold op. Den er min.
— Vores, Aksel! Vi købte den sammen, med aftalen om at sælge den til Lise!
— Hvorfor bliver du ved med at snakke om uddannelsen! brølede han. — Forstår du ikke? Jeg har ingen søn. Du fødte mig kun en datter. Men Nikolaj er en rigtig dreng. Jeg lovede Anton at passe på ham som min egen.
— Alvorligt?! Ellens stemme dirrede af smerte. — Er Lise ikke din arving? Ikke din egen?
Fodtrin lød fra gangen. Lise stod i døråbningen, bleg, med øjne fulde af tårer.
— Du kunne have hjulpet mig, men valgte din nevø? hendes stemme skælvede.
— Uddannelse er ikke alt, mumlede Aksel. — Du kan tage en gratis plads, vælge noget andet. Hvad betyder det? Men ingen giver Nikolaj en motorcykel gratis.
— Jeg er ingenting for dig, sagde Lise stille, vendte sig og forsvandt ind på sit værelse, smækkende med døren.
— Se, hv— Tilgiv mig, Ellen lad mig komme hjem, bad han med et stemmebrud, men hun lukkede bare døren stille og gik væk uden et ord.
