**Den forgiftede misundelse**
I udkanten af en lille by i Jylland lå en gammel gade, glemt af tiden. Vejen var fuld af huller, busserne kørte sjældent, og naboerne kunne tælles på én hånd. Men de sidste år var alt ændret: byboere, der var trætte af storstadslivet, var begyndt at flytte hertil. Hus efter hus blev købt – nogle renoverede, andre rev ned for at bygge større huse.
Bjarke og Katrine besluttede også at flytte. Det gamle hus i bunden af gaden var billigt, og deres lejlighed i byen lod de til deres datter. De renoverede huset, lagde fliser i haven, og endda anlagde de en lille have – lige som de altid havde drømt. Svigersønnen bragte en lille gran fra en planteskole, og de plantede den ved hegnet, så den kunne ses fra vejen.
Først så det ud, som om træet ikke ville slå rod. Men Katrine og Bjarke gav ikke op – de gøddede, vandede og talte til det, som om det var et levende væsen. Og så en dag begyndte det at vokse. Ikke hurtigt, men sikkert. Den første jul pyntede de den med glaskugler, og børn og børnebørn tog billeder – siden da var det blevet en tradition med lys og familiehygge hver jul.
To år senere var den smuk. Grøn, rank og med bløde nåle. Om sommeren blomstrede græsset omkring den, og de drømte om en bænk, hvor de kunne sidde i skyggen om aftenen. Men en morgen gik Katrine ud i haven – og standsede brat. Granen var væk. Kun stubben var tilbage. Og lidt længere henne, ved skraldespanden, lå det engang elskede træ kastet hen.
Chok. Hysterisk gråd. Fortvivlelse. Hvem kunne gøre sådan noget – midt om sommeren, ikke engang til jul?
Bjarke, med hænderne i knytnæver, gik over til naboen på den anden side af vejen – Margrethe Hansen. Hun havde længe kigget med irritation. Hendes forældres gamle hus var velholdt, men hun var enke, og sønnen kom sjældent på besøg. De nye naboer var som en torn i øjet på hende.
”Hvorfor skulle du gøre noget så brutalt, Margrethe?” spurgte han uden vrede, men med sorg i stemmen.
”I har det jo godt!” knurrede hun. ”To biler! En flot have! Den gran var en torn i mit øje. Børnebørnene larmer og løber rundt – man kan ikke få ro.”
”Men det var jul… pynt… familie…” prøvede han at forklare.
”Skal jeg så lukke vinduerne om sommeren, når jeres unger larmer?”
Han vendte sig stille om. Hjemme fortalte han Katrine alt. Hun tav længe, tørrede så tårerne og sagde:
”Det er misundelse. Der er ingen anden forklaring.”
”Misundelse er gift. Vi er også pensionister. Vi elsker bare at gøre livet smukt. For os selv og børnebørnene.”
En uge senere kom svigersønnen igen og bragte to små graner – lave, men fyldige, med rod. Parret plantede den ene ved stien, og Bjarke tog den anden og gik… til Margrethe. Han håbede, det kunne mildne hendes hjerte.
”Jeg skal ikke have jeres nådegave!” hvæsede hun. ”Plant den hos jer selv, jeg har alt, hvad jeg behøver.”
Lige da han skulle gå, kiggede en ældre nabo over hegnet – Tante Grethe, omkring firs, boede et par huse længere nede.
”Giver du en gran? Jeg tager den, min dreng. Lad den vokse.”
”Hvorfor vil du have den, Grethe? Du bor jo alene…”
”Så den kan vokse. Måske får en anden et godt hjem en dag, og så står der en gran ved stien – til minde om mig.”
Bjarke følte en klump i halsen. De plantede granen for Tante Grethe, forklarede, hvordan man passede den, og lovede at hjælpe. Derhjemme bagte Katrine en kage – hun ville prøve at reparere forholdet til Margrethe.
Men Bjarke stoppede hende:
”Lad være. Hun vil tro, det er forgiftet. Jeg siger, vi har sat kamera op. Nu bliver alt filmet.”
Og det var sandt – overvågningen var allerede i gang. Bjarke gik til naboen og sagde roligt, men fast:
”Der er kameraer nu. Hvis der sker noget mere, ringer vi til politiet. Det er hærværk, og der er en straf for det.”
Hun svarede ikke. Bare øjnene flakkede.
Siden da ingen skrald ved hegnet, ingen hånlige råb. Freden vendte tilbage. Og granen… Den nye gran voksede. Den gamle blev i deres erindring. Som et symbol på venlighed, enkelhed – og den misundelse, der gør mennesker virkelig grimme.
