“Efterårets tilgivelse”
“Astrid Birgitte, hvorfor gør du det?! Lad dog Erik Hansen tage den operation!” Sygeplejersken Liva stemme skælvede af bekymring. Hun fumlede for at holde trit med overlægen, en af de bedste på Rigshospitalet.
“Liva, få klar operationsstuen. Vi har brug for blod til transfusion. Og ring til Jakob – jeg har brug for ham til assistancen,” sagde Astrid uden at sætte farten ned.
På båren i skadestuen lå en kvinde – omkring 30, helt i sort, kun én støvle på. Bevidstløs.
“Kørt ned på fodgængerovergangen. Chaufføren var fuld,” rapporterede paramedicineren hurtigt. “Blodtrykket falder, vi mistænker indre blødning.”
“Op på operationsstuen! NU!” råbte Astrid, og to portører løftede båren.
“Astrid! Hør!” En stemme bag hende. Hun genkendte den øjeblikkeligt. Magnus. Hendes eksmand. Den samme, der forlod hende for den kvinde.
“Er det sandt?” Han greb hende i skuldrene. “Er det Mie de har kørt ned?”
“Magnus, vi gør alt, hvad vi kan. Undskyld, jeg skal arbejde nu.”
“Dig?! Du skal operere hende? Nej! Jeg tillader det ikke! Du vil dræbe hende!” Hans stemme var mere rædsel end vrede. Astrid vinkede til Liva og bad hende give ham en beroligende sprøjte.
Da hun trådte ind i operationsstuen, døde samtalerne øjeblikkeligt. Hun mærkede blikkene. Mærkede fordømmelsen. Men hun vaklede ikke.
“Ja, det er hende. Ja, jeg opererer hende. Fordi jeg er kirurg. En af de bedste i byen. Hvis nogen tror, jeg ikke kan klare det – sig det NU. Ellers arbejder vi. Vi redder hendes liv. Er det forstået?”
Operationen varede tre timer. To gange styrtdykkede patientens værdier. Men Astrid kæmpede. Og hun vandt. Mie overlevede.
“Et par dage på intensiv – så er hun helt frisk,” skrev hun til Magnus, der sad udenfor.
“Astrid… Undskyld. Jeg er en idiot. Jeg er taknemmelig, min tak vil aldrig slippe dig!” Han kyssede hendes hænder, græd, faldt på knæ.
“Magnus… Stop. Det er fortid. Gå hjem. Du kan alligevel ikke se hende endnu. Jeg skriver, hvis der sker noget.”
Astrid lavede en kop dårlig kaffe, satte sig på personalestuens slidte sofa med en tebolle og mærkede sulten for første gang hele dagen. Lige da hun lukkede øjnene, åbnede Liva døren.
“Du er en helt! Jeg beundrer dig! Men hvorfor? Hvorfor redde den slange? Hun ødelagde dit liv…”
“Liva, jeg er læge. Patientens blødte. Og hvad angår Magnus og mig… Vi ødelagde det selv. Jeg tror faktisk ikke, jeg elskede ham rigtigt.”
“Du er simpelthen en fantastisk kvinde!” hviskede Liva og krammede hende hårdt.
Dage senere blev Mie udskrevet. Magnus kom med to buketter – dyprøde roser og små blomster fra Amager Fælled.
“Til dig, Astrid. Jeg har ikke glemt…”
“Det behøvede du ikke.” Men hun tog imod blomsterne alligevel.
“Astrid… Undskyld. Tak for at redde mig…” Mie kunne knapt se hende i øjnene.
“Det er fortid,” sagde Astrid stille. Mest til sig selv.
Vagten var slut. Hun havde ikke lyst hjem. Der var tomt og stille. Astrid gik en tur gennem Indre By. Hun elskede dette sted. Elskede legen: Gæt folks job. Vinderen får kaffe.
På en bænk sad en mand. Jakkesæt, dyrt ur, mappe. Advokat? Sikkert.
“Undskyld…” Hun mærkede knap, hun gik hen. “Er du… måske advokat?”
“Lige på,” smilede han. “Og du er formentlig læge?”
“Hvordan vidste du…?” Hun grinede overrasket.
“Faktisk – kirurg. Og dit navn er… Astrid?”
“Vent, hvad? Er du clairvoyant?”
“Nej, bare god til at læse. Der står på dit navneskilt,” lo han. “Jeg hedder Søren, forresten.”
“Så skylder du mig ikke bare kaffe, men også en kanelsnegl!” grinede hun.
For første gang i årevis lo Astrig rigtigt. Som om hjertet lige huskede, hvad glæde var. Efteråret udenfor var ligegyldigt. Foråret var i hende.
