Forsent anger
Mathilde havde aldrig rigtig drømt om et andet barn. Hun og Mads havde allerede en syvårig søn, og tanken om at vende tilbage til søvnløse nætter, bleer og babyskrig tiltalte hende sletty. Desuden var hendes karriere endelig begyndt at tage fart. Hun havde lige krybet ud af barselsskyggen, og nu — en ny graviditet. Men Mads, typisk, havde altid drømt om en datter, og da det endelig skete, var det for sent at bakke ud.
Pigen kom til verden utroligt smuk: et blidt ansigt, en lille næse, lyserøde læber og mest af alt — øjne så blå som kornblomster på en sommerdag. At se ind i dem fik en til at smile, men snart ændrede alt sig. Lægerne fortalte dem, at den lille havde en medfødt hjertelidelse. Der ville være brug for langvarig behandling, måske en kompliceret operation, konstant opsyn. Hele deres liv ville vende på hovedet.
Mathilde lyttede og følte, som om hendes egen verden styrtede sammen. Hvor var de festlige firmaarrangementer, de dyre fitnesscentre, de lange nattesjoverejser og strandferierne med veninderne nu? Hun ville ikke give afkald på alt det. Ikke som 28-årig. Mads hørte på hende og… var på een eller anden måde alt for hurtig til at give hende ret. De besluttede at afvise barnet. Til familie og venner fortalte de, at pigen var død under fødslen.
Karen Pedersen havde arbejdet som børneplejerske på børnehjemmet i 25 år. Man skulle tro, hun var blevet vantet til alt, men hver forladt baby ramte hende som et knivstik i hjertet. Især denne lille, blåøjede skabning med et klart blik og en så sårbar sjæl var svær at se på.
Hun vandt straks Karens hjerte: hun strakte sig efter hende, grinede lykkeligt og rørte ved hendes ansigt med sine bittesmå hænder. Karen begyndte at tænke: »Mine egne er voksne og flyttet hjemmefra. Jens og jeg bor alene herude. Vi har sundheden, haven, koen og hønsene. Ren luft, landetlivet. Hvorfor ikke?«
Hun fortalte det til sin mand. Han kom stille ind på børnehjemmet, så på pigen og blinkede hurtigt med øjnene.
»Det er din beslutning, Karen. Hvis du kan klare behandlingen, er jeg med. Vi finder på noget med pengene,« sagde han.
»Jeg kan klare det, Jens, jeg kan klare det!« klemte hun hans hånd.
»Vi kalder hende Freja. Så hun har styrken til at kæmpe. Skæbnen selv giver hende navnet,« sagde Jens og gik.
Så fandt pigen sin rigtige familie. Det blev et hårdt liv med hospitaler, undersøgelser, genoptræning og kurophold. Karen sad om natten ved sengen, læste medicinske bøger om dagen, rådførte sig med læger og samlede råd. Jens arbejdede uden stop, blev tyndere og gråere, men når Freja løb hen og krammede ham, blomstrede han som en forårshave.
Freja voksede op til en venlig, lys pige. Alle talte med hende, fra de gamle til de små. Hun hjalp, hvor hun kunne, og engang, som femårig, bar hun to majestokker til fru Hansen og skridtede stolt foran:
»Er det ikke lettere nu?«
»Jo, Freja skat, du er vores eget solskin,« svarede den gamle dame og smilede.
Da operationstiden kom, bad hele landsbyen. Den lykkedes. Pigen overlevede. Hendes hjerte og sjæl var reddet.
Årene gik. Freja dimitterede med topkarakterer og kom ind på medicinstudiet. En aprildag gik hun gennem parken. Alt grønnedes, fuglene sang, jorden vågnede. Hun dagdrømte om at tage hjem til majferien, hjælpe sin mor i haven og drikke urtete i lysthuset om aftenen.
Pludselig ramte noget blødt hendes ben — en legetøjshare. På bænken sad en dreng og en velplejet kvinde.
»Hvorfor smider du haren væk?« spurgte Freja.
»Den er syg og skal dø! Jeg vil ikke have den!« råbte drengen arrigt.
Freja stirrede forvirret. Kvinden sukkede:
»Undskyld… Han har en hjertelidelse. Hans forældre ville ikke have ham, så han bor hos mig. Mit barnebarn…«
Freja så på kvinden. Veltrænet, smuk, men øjnene… øjnene var tomme, udbrændte. For at trøste fortalte Freja om sig selv. Hvordan hun også var født med en hjertelidelse. Hvordan hun blev adopteret. Hvordan hendes mor og far reddede hende fra dødens rand.
Da blev kvinden hvid som et lagen. Det var Mathilde.
Hun stirrede og kunne ikke lade være. Foran hende stod hendes datter. Den samme. Kornblomstøjnene, de velkendHun vidste, at hun ikke fortjente den kærlighed, Freja havde i sit hjerte.
