— Nå, jeg går… Lise.
— Gå du.
— Jeg går virkelig, Lise, hører du?
— Gå du bare, Jens, gå.
Først da døren smækkede i bag Jens, lod Lise tårerne løbe frit. Hun sad i den gamle lænestol, arvet fra bedstemoren, med benene trukket op under sig og græd. Stille, som hun gjorde som barn, når hun var bange for at nogen skulle høre det. Hun græd, indtil hun begyndte at hikke som en lille pige.
Hvordan skulle hun leve videre? Uden Jens? Uden manden, hun havde delt alle disse år med?
Lise rejste sig for at lave aftensmad, men stoppede. Hvorfor? Jens var jo ikke der. Hvad var meningen? Hun sank tilbage i stolen, og tårerne væltede frem igen.
Men så huskede hun børnene. Snart ville datteren Freja komme hjem, sulten efter forelæsninger. Sønnen Emil ville være senere efter fodboldtræning. De ville være sultne, de skulle have mad. Lise tog sig sammen, tørrede øjnene og gik ud i køkkenet.
Hun tænkte på årene med Jens og begyndte at græde igen. Hvordan? Hvordan skulle hun leve uden ham?
Om aftenen stormede børnene ind i huset som sædvanlig, skubbende og drillende. Men det varede ikke længe, før de lagde mærke til farens fravær.
— Mor, hvor er far? Er han på forretningsrejse? spurgte Freja.
— Ja, hvor er han? tilføjede Emil.
Lise kunne ikke holde det tilbage. Tårerne løb igen, hun sank ned på en stol og græd højlydt.
— Mor, hvad er der sket? Er han på sygehuset? spurgte Freja bekymret.
— Nej… han er gået… kæmpede Lise frem. — For altid… til en anden kvinde.
— Hvad? råbte børnene i kor. — Mor, er det en joke?
Men det var ingen joke.
Emils læbe begyndte at dirre. Selvom han var sportsmand, var han stadig bare en dreng på tretten. Han så hjælpeløst fra mor til søster, klar til at briste i gråd.
— Okay, sagde Freja beslutsomt og gned sin pande. — Emil, gå ud og vask dig og lav dine lektier. Mor, stop nu med at lade det regne indenfor. Vi må tænke os om.
Freja var organiseret, hurtig og beslutsom. Emil adlød uden at protestere.
Senere gik Freja ind til sin brors værelse.
— Græder du?
Emil rystede på hovedet uden at kigge op.
Freja omfavnede ham og mussede hans hår.
— Vi klarer den, Emil. Hører du? Vi er en familie, og han er derude alene. Han har det værre.
— Skal jeg have ondt af ham? råbte Emil med tårer i øjnene.
— Have ondt af ham? God idé. Vi bliver de lykkeligste, de allerlykkeligste. Og han vil en dag forstå, hvilken fejl han lavede.
Efter at have beroliget både Emil og mor, gik Freja på badeværelset og lod endelig tårerne løbe. Hvordan? Hvordan kunne deres far, den bedste far i verden, gøre sådan noget? Ikke engang en flot mand, bare en helt almindelig fyr med lidt for meget på sidebenene, som mor havde forkælet med sine hjemmelavede kager. Hans humor var middelmådig, kun mor lo af hans vittigheder. Han kørte i en gammel bil, som han selv reparerede. Arbejdede som lille afdelingschef på en fabrik, lønnen var ikke noget at prale af.
Men i deres familie var alt altid godt. Freja havde pralet for sine veninder om, at hendes far var den eneste, der var tro mod sin kone. Men åbenbart ikke…
Tårerne løb, og Freja skyllede dem væk med koldt vand.
Livet gik videre, roligt, men nu uden far. Ordet “far” forsvandt fra deres ordforråd. Nu blev det “han” eller “fader”, og selv det sjældnere.
En dag hørte Freja bag sig:
— Frej, Freja, vent lige!
Hun vendte sig om. Der stod faren, forpustet og klædt i et for lille jakkesæt med et slips, der så ud til at kvæle ham.
Freja vendte sig væk og gik hurtigere.
— Skat, vent! bad han.
— Hvad vil du? svarede hun koldt.
— Her, tag pengene… der er en del, rakte han en bunke sedler frem. — Kom forbi os, Freja. Birthe, hun er sød, hun sælger pels. Vi finder en pelsfrakke til dig. Og til mor til fødselsdagen, en mink! Birthe siger ja til alt. Vi skal snart til Grækenland igen, efter flere pelse…
— Du kan gå… til Helvede, afbrød Freja.
— Hvorfor helvede, skat?
— Efter pelse. Jeg kan ikke sige andre tre bogstaver — opdragelsen tillader det ikke… far.
Jens stod som lammet, som om han var blevet overskyllet med iskoldt vand. Han vidste godt, der manglede penge i familien. De levede stramt, og så havde han… fået en affære med Birthe.
Det hele startede med en kollega, Torben. Han inviterede Jens hjem til sin veninde, og der var Birthe. Først kunne han ikke lide hende — for pralende, vulgær, stor som en bjørn. Hun så på ham, som om hun ville sluge ham. Jens blev en lille times tid og gik hjem.
Den aften løj han for Lise første gang, sagde han havde overarbejde. Hans hjerte hamrede, skammen kvalte ham. Lise troede, han var syg, men det var bare skammen, der fik hans temperatur til at stige.
Så overtalte Torben ham igen: “Bare en halv time!” Og igen Birthe.
— Hvad nu, Jen? Hun importerer pelse fra Grækenland, har to boder på torvet! Lise får en pelsfrakke, hvad som helst!
— Hvorfor skulle jeg have hende? Jeg har Lise.
— Åh, kom nu! Hun keder sig. Hvad skal du miste? En minkpels til Lise — vil du have den?
— Ja…
Og han gik med. Og igen og igen. Alt sammen på grund af den forbandede pels. Han forstod det ikke selv, før han pludselig lå i seng med Birthe. Han græd på vej hjem, så forfærdelig og skamfuld føltes det over for Lise. Og så opdagede hun det… og tilgav ham ikke. Bad ham om at gå.
Birthe var henrykt.
Om aftenen var Freja mørk som en tordensky.
— Frej, var han henne ved dig? spurgte Emil uforstående.
— Var han hos dig?
Broren nikkede.
— Jeg sagde, han skulle holde sig væk. Jeg hader ham, forræder.
Freja nikkede.
Jens savnede dem.
— Hvad er der, skat? spurgte Birthe.
— Børnene vil ikke tale med mig. Heller ikke Lise… Jeg tilbød dem penge, men de… er stolte. Jeg ved godt, de kæmper…
— Nå, men— Men hun smed dig jo selv ud, trak Birthe på skuldrene.
— Selv… Men hvordan vidste hun det? Vi var så forsigtige…
Birthe rejste sig fra den luksuøse seng, som Jens aldrig havde set magen til, satte sit champagneglas på natbordet. Hun drak ofte champagne og spiste jordbær, tvang også Jens til det, selvom han hadede champagne og var allergisk over for jordbær.
— Det var mig, der fortalte hende det, sagde Birthe ligegyldigt.
— Hvad?
— Jeg sagde det bare. Hun troede ikke på det, så jeg beskrev dit fregnemærke og… at du græder, når du… ja, af følelser.
— Du?! Hvorfor, Birthe?! Hun smed mig ud!
— Virkelig? Hvordan skulle du ellers komme til mig? Jen, hvad laver du? Hvor skal du hen?
— Hjem. Til min kone, til mine børn.
— Hun smed dig ud, idiot!
— Det gør ikke noget, hun tilgiver mig. Lise er god mod mig. Hvis ikke, bor jeg i opgangen.
— Jen, vi købte hende lige den pels…
— Behold den, Birthe Nielsen. Og led ikke efter mig.
— Lise, Lissi…
— Jeg har sagt alt, hvad der skal siges, Jens.
— Hør mig! Jeg ville ikke det her… Forstår du? Jeg ville bare købe en pels til dig, en mink. Det var alt sammen Torben, han sagde, sid lidt med hende, hun handler med pelse, Lise får en pels… Og så fortalte hun dig det. Jeg ville ikke, jeg ville bare have pelsen… til jubilæet… Og du smed mig ud.
— Gå nu, Jens.
— Sidder han derude? spurgte Lise Freja.
— Ja, mor. Det er begyndt at regne, han bliver gennemblødt.
— Lad ham… Han talte om en pels, sagde han. Mink, til jubilæet.
— Skal vi kalde på ham? hviskede Freja.
— Ved ikke… Emil, hvad siger du? Skal han komme ind? Han bliver forkølet.
Emil tav og snøftede.
— Lad os kalde ham ind, besluttede Lise. — Han er trods alt et menneske, man må da have lidt ondt af ham.
De kaldte ham ind. Varmede ham op med te i køkkenet og undgik at se hinanden i øjnene.
— Tilgiv mig… Lise, tilgiv mig… Børn, Emil, Freja, undskyld…
— Hvad med os? sagde børnene. — Det er mor, du har såret.
Så græd de alle sammen i en favn.
— Jens, hvordan er Grækenland så? spurgte Lise.
— Åh, Lissi, lyste Jens op og fortalte om et land, han egentlig ikke rigtig havde set.
Med Torben talte han ikke mere. Og pelsen købte de til Lise senere, til et andet jubilæum. En kaninpels.
