Fortiden bliver i fortiden
“Kør hen til vores partnere og få løst det her problem én gang for alle,” sagde direktøren irriteret og så på Mads. “Jeg har drøftet alt med deres chef, de venter dig. Tag afsted i morgen tidlig, og husk dokumenterne. Jeg regner med dig,” tilføjede han og trommede fingrene mod bordet.
“Intet problem, jeg ordner det,” nikkede Mads. “Jeg kører selv.”
Mads havde en stilling, hvor forretningsrejser var helt normalt. Han elskede sit arbejde: nye byer, ansigter, samtaler. Alt var forudsigeligt og enkelt: transport bil eller fly, arbejdsdag, løsning af opgaver, hotel, aftensmad på en café. Derefter hjem igen.
Hans kone, Freja, var vant til de ture. Engang om ugen eller lidt sjældnere tog Mads afsted til større og mindre byer.
“Freja, jeg skal afsted i morgen tidlig på forretningsrejse,” sagde han, da han kom hjem til deres hyggelige lejlighed i Århus.
“Længe? Eller som sædvanlig?” spurgte hun, som altid med en svag antydning af bekymring i stemmen.
“Som sædvanlig, ikke længe,” smilede Mads og omfavnede hende, gav hende et kys på tindingen.
Hans rejsetaske var altid pakket. Freja, omsorgsfuld og opmærksom, sørgede for at den var klar. Mads stolede fuldt ud på hende, tilføjede blot dokumenter og nøgler før afrejsen.
De havde været gift i tolv år, og sammen havde de sønnen Emil, der gik i skole og begyndte at spille fodbold. Det var Mads’ andet ægteskab, men det første, der virkelig var lykkeligt. Han var vild med Emil – en kvik, god og organiseret dreng, der glædede dem med sine skole- og sportspræstationer.
Når de samledes med venner til fisketure eller i sommerhuset, sagde Mads altid med varme om Freja:
“Jeg er heldig at have fundet en kvinde, hvor der er hygge og ro. Jeg stoler på hende som på mig selv, og det gør hun også.”
“Misundelig,” sukkede nogle. Ikke alle havde sådanne forhold. Nogle, som Mads, var i andet ægteskab, mens hans bedste ven, Anders, var i fjerde.
Tidligt om morgenen vågnede Mads af duften fra pandekager.
“Utæmmelig, hun er,” tænkte han med ømhed. “Allerede i gang i køkkenet. Sikke en heldig fyr jeg er.”
“Godmorgen, min lille husmor,” smilede han, da han kom ind i køkkenet efter badet.
“Jeg ved, hvad der får dig til at savne mig,” blinkede Freja og satte en tallerken pandekager foran ham. “Jeg vil have, at du skal savne mine morgenmåltider og komme hurtigt hjem.”
“Snedig,” lo Mads. “Forresten, har Emil ikke vigtig kamp i dag?”
“Jo, mod holdet fra Odense,” nikkede Freja. “Han sagde, de kæmper for sejren.”
“Jeg ringer i aften for at høre, hvordan det gik,” lovede Mads, mens sønnen stadig sov.
Han pakkede tasken, tog dokumenterne, sagde farvel til Freja og gik i godt humør. Foran ham lå en fire timers køretur til Randers. På landevejen, langt fra byens larm, indåndede han dybt. September var lige begyndt, men gule blade dansede allerede i luften og landede på forruden.
Da han kom til partnernes kontor, løste Mads hurtigt opgaven. Nu skulle han bare spise aftensmad og tage hjem. Han elskede natteturene – stilhed, åben vej. Han valgte en velkendt café i udkanten af Randers, rolig og hyggelig, uden larmende menneskemængder.
Da han parkerede bilen, kiggede han op mod himlen. En mørk sky nærmede sig, og i det fjerne drønede torden.
“Torden i september?” undrede Mads sig. “Det sker sjældent.”
I caféen satte han sig ved et vindue. Tjeneren tog imod hans bestilling, og udenfor lyste lynene op. Pludselig blev døren revet op, og inden for tordnens brag og regnens klask trådte en kvinde ind i lokalet. Mads stivnede. Han ville genkende hende blandt tusind. Det var Lærke, hans første kone – kvinden han engang tilbad og bagefter hadede. Hun var stadig så forbløffende smuk.
Deres ægteskab var kaos. Fem år med Lærke føltes som en evighed. Kærlighed fuld af passion blev til lidelse: skænderier, utroskab, jalousi. Mads gik, kom tilbage, indtil han endelig tog den endelige beslutning. Efter skilsmissen mødte han Freja og fandt ro. Han havde ikke set Lærke siden.
“Hvad laver hun i Randers?” tænkte han og følte hjertet samle sig.
Lærke så sig om i lokalet. Tjeneren pegede på et bord ved siden af. Hun satte sig, tog frakken af, og hendes kastanjeMads tog en dyb indånding og besluttede sig for at ignorere fortiden, for hans sande lykke ventede derhjemme hos Freja og Emil.
