Hun havde allerede taget sin beslutning
»Hvorfor er du ikke klar endnu?« stod Tine i døråbningen og kunne knap skjule sin irritation. »Har du glemt, hvad dag det er i dag?«
»Hvad er der så specielt i dag?« Esben så ikke engang op fra fjernsynet, mens han dovent zappede mellem kanalerne. »Skal vi virkelig ud igen?«
»Vi skal til fødeafdelingen! Liva har født, du hørte det selv. Hun er den første i vores vennegruppe, der er blevet mor. Vi skylder hende en lykønskning!«
»Lykønskning til hvad?« manden grinede hånligt uden at slippe fjernbetjeningen. »Til søvnløse nætter? Til et skrigende barn? Til at livet ikke længere er dit eget? Tvivlsom grund til fest.«
»Hvad siger du? Du har jo altid drømt om børn! Du sagde, at du ønskede dig små fodder, der løb gennem huset. At du længtes efter små hænder, der klyngede sig om din hals. Du sagde — mindst tre! Eller var det en drøm?«
»Ja, det sagde jeg. Men indrøm det nu, det lyder godt. Det er det, kvinder gerne vil høre. Og du smeltede jo også,« svarede Esben roligt.
Tine satte sig tavs på sofaen. Ansigtet stivnede i chok.
»Jeg vil bare ikke have børn. Hvad er der galt i det? De fleste mænd ønsker dem ikke. Har du aldrig tænkt på at leve for dig selv? Rejser, hobbyer, frihed… I stedet skal det hele handle om børn, familie og bleer.«
»Kører du mig?« stemmen var nu iskold. Hun kunne ikke skjule sin bitterhed — netop i dag havde hun planlagt at fortælle Esben den vigtigste nyhed i hendes liv.
»Kan de ikke klare sig uden os? Jeg gider ikke se alt det fjolleri, kælen og gråd. Gå en anden dag. Måske ombestemmer du dig så.«
Uden et ord gik Tine ind på soveværelset. Et kvarter senere kom hun ud i en streng, elegant kjole. Taxaen var allerede bestilt — tak gud, så slapp hun for at høre på Esbens mørke bemærkninger.
Og endda var hun så tæt på lykken… Netop den morgen havde hun set de to streger på testen. Hun havde planlagt at overraske ham med nyheden om aftenen. Men nu… nu vidste hun ikke engang, om han fortjente at vide det.
Tine havde altid stræbt efter stabilitet. Hun havde arbejdet under studieårene, fået en eksamensbevis med højeste karakterer, og nu havde hun et godt job, en stabil indkomst, sin egen lejlighed — en forældregaver. Hun havde gjort alt rigtigt. Og hun var klar til et barn. Men manden, hun troede skulle være far til hendes fremtidige børn, viste sig blot at have været en dygtig skuespiller.
Esben havde virket moden, pålidelig, seriøs. Hans alder, ord, holdninger — alt havde givet hende sikkerhed. Kun i dag havde han taget masken af.
»Jeg har taget min beslutning,« hviskede hun ud i tomheden i taxaen. Chaufføren, en tænksom ældre mand, vendte sig og mønstrede hende med et blik, før han uventet sagde: »Tillykke.«
Tine blev forvirret. Hun takkede og skyndte sig ind mod indgangen. Der stod Liva, strålende af lykke, med en lille bundt i hænderne. Faderens arme holdt allerede den nyfødte. En atmosfære af kærlighed fyldte rummet.
»Tillykke, skat!« Tine omfavnede sin veninde. »Hvad hedder han?«
»Jonas, opkaldt efter far. Jeg vil have, at du skal være gudmor.«
»Med glæde,« smilte Tine, men hendes hjerte knugede sammen. Alt, hun ønskede sig, var lige der foran hende — men ikke med hende.
»Er der noget galt?« hviskede Liva, da de var kommet lidt væk.
»Esben har løjet hele tiden. Han vil ikke have børn. Men han sagde, han ville. Og det bedste… jeg er gravid. Opdagede det i dag. Og nu… nu er jeg nødt til at vælge.«
»Tine, mænd er ikke sjældne. Men chancen for at blive mor — den er. Min søster kan f.eks. ikke få børn. Hun græd af både glæde og sorg, da hun hørte, jeg ventede. Du må ikke give afkald på din drøm.«
»Det tænker jeg også. Hvis han ikke ændrer mening — går jeg. Mine forældre vil være lykkelige for at blive bedsteforældre.«
Esben ændrede ikke mening. Han mente, børn var en byrde, en unødvendig udgift af kræfter, tid og penge. Tine argumenterede ikke. Inden i hende var alt allerede afgjort.
Tre år senere.
»Nå, Esben!« En tidligere nabo stødte næsten ind i ham i lufthavnen. »Tillykke med sønnen!«
»Fejlslutning. Jeg har ikke nogen børn,« svarede manden køligt.
»Hvad? Jeg så Tine — med en barnevogn. Drengen var nok fire måneder. Jeg kan altså godt tælle.«
Esben blegnede. Han vidste det ikke. Eller han ville ikke vide det. Men nu… nu var det for sent.
»Hvor er hun? Hvor så du hende?«
»Det siger jeg ikke. Det var et tilfælde. Men du er åbenbart en af dem… der ikke anerkender sit eget barn.«
Esben stod bare. Kun nu begyndte han at forstå, hvad han havde mistet. Men efter tre år, da han endelig fandt Tine, var det for sent. Drengen kaldte en anden for far. Esben kunne ikke konkurrere. Hverken i kærlighed, handlinger eller hjerte.
Slutningen var forudbestemt. Tine havde valgt rigtigt.
