— Åh, Mette, hej! Er du kommet for at besøge din mor? — råbte naboens stemme ned fra altanen.
— Goddag, Fru Nielsen. Ja, jeg er her for at se mor.
— Du burde snakke med hende, — sukkede kvinden. — Den stakkel har været helt ude af den siden skilsmissen.
— Hvad mener du? — Mette spændte sig.
— Jeg har søvnproblemer, vågner ofte tidligt. Forleden så jeg ud af vinduet — klokken var fem om morgenen, og så kommer der en taxa kørende. Din mor stiger ud, og hun så… ja, mildt sagt, ikke ud som hun plejer. Og det lignede, hun havde fået et par glas. Naboberne hvisker allerede. I hendes alder! Og hvorfor sendte hun dog din far ud? Ja, han var utro, men hvem er uden fejl? Så mange år sammen — det er da tåbeligt at skilles i den alder.
— Tak, Fru Nielsen, — sagde Mette og synkede. — Jeg skal nok snakke med hende.
Hun skyndte sig ind. Hendes mor havde for et halvt år siden smidt faren ud, efter at hun opdagede hans utroskab. Mette havde bedt hende om at tænke sig om — sådan sker der jo. Men moren var ubøjelig. Og det mærkelige var, at hun ikke faldt i depression, som man kunne forvente, men tværtimod levede livet fuldt ud. Nyt tøj, dans, barer, veninder — alt det, hun før ikke havde tid til.
Mette kunne ikke forstå det. Hun skulle selv giftes snart, og de planlagde børn. Og hendes mor var på bar til daggry? Hvad slags bedstemor ville hun blive? Hvordan skulle hun præsentere hende for sin svigermor, når den ene strikker tæpper, mens den anden danser i natklubber?
Da Mette trådte ind i lejligheden, mødte moren hende med en tepotte i hånden og et strålende smil. Ikke iført en slidt morgenkåbe, men et smart, beige sæt. Neglelak, fodpleje, øjenvipper — hun nød tydeligvis livet.
— Nå, hvordan har det været med Jens? — spurgte hun, mens hun satte koppene frem.
— Alt er fint, — Mette holdt stemmen i skak. — Hvad med dig?
— Fantastisk! I går var jeg ude med pigerne til langt ud på natten. Først dans, så karaoke. Sådan en fest!
— Fru Nielsen har fortalt mig alt, — sagde Mette mørkt. — At du kom hjem klokken fem og muligvis var beruset.
Moren lo.
— Hvad havde du regnet med? Drikker man te på en bar?
Mette kunne ikke holde det ud længere.
— Mor, synes du ikke, du går lidt for langt?
— Hvordan det?
— Altså, mildt sagt, så er du ikke tyve. Hvilken dans, hvilke klubber? Du er… du er snart bedstemor!
— Jeg er en kvinde, der endelig er fri. Og jeg vil ikke leve efter andres forventninger.
— Men du levede jo med far i så mange år! Kan du bare slette alt det?
Moren tav et øjeblik, før hun roligt, men bestemt sagde:
— Din far forrådte mig. Det var ikke en fejl, men et bevidst valg. Og jeg vil ikke længere være en servicemedarbejder. Jeg vil leve. For mig selv. Jeg har levet for familien i årevis. Nu er det min tur.
— Men du er jo næsten halvtreds!
— Og hvad så? Jeg er ikke forpligtet til at blive gammel på skema.
Mette følte, hun var gået over stregen.
— Undskyld, jeg mente ikke at såre dig. Jeg er bare bekymret.
— Hvis du skammer dig over mig — så lad være at invitere mig til brylluppet. Men husk: Jeg vil ikke gemme mine grå hår under et tørklæde eller iføre mig en formløs kjole. Jeg vil danse, og måske endda flirte. Jeg har det godt.
— Nej, mor, jeg vil have dig der. Det er bare…
— Bare Fru Nielsen ikke kan lide det? Lad hende være utilfreds. Jeg lever endelig.
Da Mette kom hjem, fortalte hun alt til sin forlovede.
— Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal føle om det.
Jens grinede bare:
— Jeg synes, din mor er sej. Hun valgte livet i stedet for at blive bitter. Det er vel ikke forbudt at være glad?
I weekenden ringede Mette til sin mor.
— Mor, skal vi ikke tage i spa og derefter på en bar med live musik?
— Bliver du ikke flov over mig?
— Jeg siger, du er min storesøster, — lo Mette.
— Så er den ged barberet. Men vi kommer ikke hjem tidligt.
Den dag blev vendepunktet. For første gang forstod Mette, hvordan en kvinde kunne have sådan en styrke. Og måske skulle hun lære af sin mor — at være sig selv. Ikke leve efter, hvad der “skal,” men som hun selv vil.
