Tale med ham, Mette… Eller med hende? Eller måske bare med sig selv
— Mette, nu vil jeg virkelig gerne bede dig… Han slår sig jo ihjel derude! — Moders stemme skalv af tårer.
— Mor, hvordan kan du vide det?
— Du ved det jo godt! Han er jo stadig kun en dreng! — næsten hulkede Jytte Poulsen.
— Han er femogtyve. Om en måned. Dreng… — Mette bed sig i læben og sukkede stille for ikke at råbe i røret. — Okay. Jeg ringer til ham…
Hun afbrød opkaldet og kneb øjnene sammen.
»Lille Asger, lille Asger… Alt handler kun om ham. Hvad med mig? Jeg er bare en baggrundsfigur, en statist i andres drama. Mette er voksen, Mette klarer sig selv, Mette græder ikke, så hun lider jo ikke. Mor spørger aldrig — hvordan har jeg det, hvad sker der i mit liv…«
— Det begyndte efter fars død, fortalte Mette sin veninde Ida, mens hun rørte i sin kop kaffe.
— Sorg, stress, ensomhed, nikkede Ida. — Men der er gået to år…
— Præcis! Og alligevel klamrer hun sig til Asger som til en sidste redningsbåd. Hendes eneste liv er ham nu. Det er, som om hun er blevet nulstillet.
— Og hvad med dig?
— Mig? — Mette smilede bittert. — Jeg er der, men tæller ikke. Hun har en speciel forbindelse til min bror. Og det skulle være fint, hvis ikke det blev til en sygelig besættelse. Han er kun to år yngre end mig, og alligevel behandler hun ham som en baby: fodrer ham, tækkes ham, gætter hans tanker…
— Ligner han måske far?
— Ja, de lignede ham alle sammen — både Asger og fars skolebilleder. Undtagen mig. Jeg må have fået et andet DNA.
Mette var syvogtyve. Hun arbejdede i et advokatfirma og boede i en lille lejlighed i en gammel bygning nær Nørreport. Hendes kærlighedsliv var… roligt. Efter et par mislykkede forhold havde hun besluttet at holde pause fra at finde en familie og i stedet fokusere på sig selv.
Asger var anderledes. Som barn var han sløv, distræt og hadede anstrengelse. Han knap nok gennemførte skolen og søgte ind, hvor der »ikke var matematik«. Far levede stadig dengang, talte med ham mand til mand, og Asger valgte tøvende en vej.
Så kom fars død. Brutal, uventet. Mor knækkede fuldstændig sammen. Sygdom, lægebesøg, tårer, piller, bønner. Arbejdet var ved at kollapse. Og midt i det hele var Asger hendes eneste lyspunkt.
Trøstedrengen. Selvom drengen længe havde været voksen.
Han fandt et arbejde. Penge hjalp han ikke meget med, men han mødte altid op til aftensmaden, før han faldt ned i lænestolen foran computeren. Det var hans liv. Men noget ændrede sig, da Astrid kom ind i billedet.
Til nytåret besøgte Mette sin mor. Asger sad med øjnene fastlåst på sin telefon, smågrinede og mumlede noget uforståeligt. Mette forstod det med det samme — forelskelse. Og hun var glad på hans vegne.
Men mor var anspændt.
— Du skulle se ham! — jamrede Jytte Poulsen, da de var alene i køkkenet. — Før kunne man knap nok få ham ud af sengen, nu arbejder han som en hest. Overtimer, weekendarbejde. Alt for Astrid! Alt for »fremtiden«. Han vil købe en ring, blomster, tage hende med på restaurant… Han er endda begyndt at spare! Jeg vil ikke møde op tomhændet, siger han…
— Mor, hvad er der galt i, at han bliver voksen? — Mette stirrede på hende, forvirret. — Det har du da altid ønsket.
— Men ikke på den måde! De tager alle mulige farlige ture! Bjerge, kajakker… Det er lige før de springer i faldskærm! Hvad hvis der sker noget? Så står jeg helt alene…
— Mor, man kan ikke holde et menneske i en boble, — Mette rystede på hovedet. — Han lever. Det er normalt.
Tiden gik. Mette sad til frokost på en café, gaffelen dyppet i bøfsandwich, da telefonen lyste op — »Mor«. Hun sukkede og tog den.
— Han har ikke overnattet hjemme, Mette! Forstår du?! Han tog til hende, advarede selvfølgelig, men jeg håbede, han ikke ville blive…
— Mor, han er næsten femogtyve. Han er voksen. Det er normalt i et forhold…
— For mig er han et barn! Jeg har ikke sovet hele natten. Tal med ham, jeg beder dig. Han hører ikke efter, når det er mig. Men dig vil han måske lytte til.
Mette sukkede. Selvfølgelig lovede hun det. Men tænkte — skulle hun? Måske skulle hun ikke tale til ham som storesøster, men som én voksen til en anden. Eller måske slet ikke tale — han kunne klare det selv.
Så kom nye bekymringer. Heste. Ridning. Katastrofer opfundet af mors fantasi.
— Han brækker nakken! — græd hun i telefonen. — Eller ryggen! Lad da Astrid ride selv. Hvorfor skal han med?!
Og så — vandring. Efterårsvejr. Telte og bjergbestigning.
— Han får forfrysninger! — skreg Jytte Poulsen. — Hans immunforsvar er jo svagt! Hvad hvis der er en bjørn? Eller en flåt? Mette, snak med ham. Han lytter kun til dig!
— Ved du hvad, — klagede Mette til Ida, — jeg er ikke længere søster, men en telefonsvart—en mellemmand mellem to fronter. Mor siger — fortæl ham. Han siger — fortæl hende. Jeg står midt i det hele.
