HAN KOMMER… FORDI HAN ELSKER
Peter flyttede til landsbyen Bakketoppen fra en nabokommune. Først boede han i et gammelt hus, han havde arvet fra en fjern tante – midlertidigt, mens han byggede sit eget hjem. En aften, da han sad og bankede de sidste brædder på verandaen fast, så han hende – en slank, velsoigneret kvinde med bylook, der kom gående fra busstoppestedet. Lise. Sådan hed hans nabo.
*”En skønhed… Og sikke en holdning,”* tænkte han. *”En ægte kvinde.”*
Et par dage senere mødte han hende ved den lokale købmand. Han var ikke den store snakketørst:
*”Du er Lise, det spurgte jeg naboen om. Jeg hedder Peter. Skal vi lære hinanden at kende?”*
Hun så forlegen ud, men indeni strålede hun – sådan en mand havde lægt mærke til netop hende! Peter gav ikke op, og de begyndte at ses. Et år senere rakte han hende en lille æske med en ring…
…Mange år er gået. Nu er Lise 58, og Peter er tre år yngre. De bor sammen i et hyggeligt hus med en ny veranda. Sønnen er voksen og flyttet til en anden landsdel med sin familie. De har en femårig barnebarn, Ida – deres eneste og dyrebare lille skat.
Den dag ventede Lise på Peter, der var ude på markerne – forårsudsædningen var ved at være færdig. Hun havde lavet en gryde hønsekødssuppe, dækket bordet og stirrede ud ad vinduet:
*”Han burde snart være her… Han lovede, de skulle være færdige i dag.”*
Ved vinduet faldt hun i tanker. Hendes barndom var hård. Hun var født ind i en stor familie – seks børn, og hun var den ældste. Et lille hus med forældre, bedstemor på fars side og en flok skrigende unger. Forældrene arbejdede fra morgen til aften, mens Lise og bedstemor passede huset.
Da hun fortalte barnebarnet om det, forstod Ida det ikke:
*”Bedste, hvad legede du med, hvis der ikke var legetøj?”*
*”Hvad der nu var, skat… sten, pinde, stykker stof…”*
Hun fortalte ikke mere – Ida var for lille til at forstå det hele.
Lises far var tømrer – en håndværker med guld i hænderne, der ofte blev hyret. Han tjente godt, men om aftenen skulle der stå en flaske snaps på bordet. Han blev glad af det, moren knurrede, men han var sød mod børnene – næsten for sød.
Der var ingen juletræer i deres hjem. Det første pyntede juletræ Lise så, var i skolen. Der føltes det virkelig som jul.
Da hendes far døde, var Lise kun ni. To måneder senere døde bedstemoren. Moren stod tilbage med seks børn. Naboerne hjalp med begravelsen, men livet blev umådeligt hårdt.
*”Mor, hvad gør vi nu?”* hviskede Lise.
*”Det ved jeg ikke, skat… Men vi klarer den. Hvor skulle vi ellers gøre af os?”*
Barndommen var forbi. Lise blev babysitter for de små, lavede mad, ryddede op og fodrede børnene. Drømme om legekammerater forsvandt. Kun om sommeren var det lettere – haven og husdyrene var hårdt, men bekendt.
Da Lise var ti, faldt hun fra høloftet – hun mistede fodfæstet, da hun rakte efter hø. Hun skadede armen alvorligt. Lægerne prøvede at redde bevægeligheden, men fingrene blev aldrig helt de samme. Mange ting blev sværere. Skolen var hård, men hun gav den gas.
Efter 8. klasse blev hun sendt på teknisk skole. Og der, endelig, følte hun sig lykkelig. Venner, respekt, ros for sin flid – især i syning.
*”Lise, du er så dygtig! Se lige, hvor pænt det bliver!”*
Hun rejste endda med skolen til udlandet – som en af de bedste elever. I ferierne kom hun hjem med gaver: tøj hun selv havde syet til søskendene. Hun gav sig selv sjældent noget – det var for dem.
På 2. år forelskede hun sig i Poul. Venlig, sjov, omsorgsfuld. De datede, hun drømte om bryllup. Men moren var hård:
*”Hvad snakker du om? Med den arm er du ikke noget for nogen… Ensomhed er din skæbne.”*
Ordene skar sig fast. Forholdet til Poul døde stille ud. Efter skolen fik Lise arbejde, men efter et par år blev hun fyret. Hun måtte tilbage til landsbyen.
Og så dukkede han op – Peter. Høj, flot, arbejdsom. Byggede et hus, flyttede ind ved siden af. Og så lægte han mærke til Lise…
Og så begyndte det for alvor. Han var ligeglad med aldersforskel. Han frygtede ikke hendes ar på sjælen eller den dårlige arm. Han elskede hende bare.
Sønnen blev en god, klog mand. Og nu var der barnebarnet.
Den aften, da hønsekødssuppen næsten var kold, så hun ham gennem vinduet. Peter kom træt, men smilende.
*”Nå, skat, det er overstået! Udsædningen er færdig! Jeg skal bare lige hvile lidt,”* sagde han, da han kom ind.
Hun rettede på hans krave, krammede ham. Og han så på hende, som han altid havde gjort. Med kærlighed.
