Retfærdighed for Freja: En historie, der begyndte med forræderi
“Hvorfor lader du ham behandle dig sådan, Freja? Du er ikke hans ejendom! Du er stærk, du kan komme væk,” hviskede Mette, sammenkrøbet på sofaen.
Freja sukkede tungt og svarede stille:
“Han er min far. Og han har et papir med underskrift og stempel, hvor der sort på hvidt står: ‘ustabil’. Derfor er jeg her. Han er ikke bare en mand med penge – han er en mand med magt. Uanset hvor jeg løber hen, vil han finde mig. Denne cirkel kan ikke brydes…”
“Så mens du er her – lad os i det mindste hjælpe hinanden. Jeg betaler dig, alt er fair. Retfærdigt,” blinkede Freja hemmelighedsfuldt.
“Jeg ville hjælpe alligevel,” smilede Mette. “Men jeg siger ikke nej. Pengene kan jeg godt bruge, når jeg igen er fri. Jeg har ikke brug for magi for at vide, hvad der foregår. Men for at bekræfte drømmen – har jeg brug for en lok af dit hår.”
Mette trak en lille kniv frem og klippede hurtigt en hårtot af.
“I aften bliver alt klart. Hvilken eliksir de har givet dig, hvorfor du fik grøn melankoli i stedet for beskyttelse – det finder vi ud af.”
Næste morgen kunne Freja ikke finde Mette. Hun undgik hende, gemte sig i hjørnerne, forsvandt under behandlinger.
“Hvorfor løber du fra mig?” fangede Freja hende i haven. “Vi havde en aftale!”
“Du vil ikke tro på mig,” hviskede Mette mørkt. “Du vil tro, jeg fortæller eventyr for penge.”
“Nu er det nok. Fortæl mig, hvad du så.”
Mette førte Freja ind i den mest afsides allé og satte sig ved siden af hende.
“Hør godt efter. Jeg drømte…”
Kristian strakte sig sødt i sengen.
“Rejs dig, sovetryne! Jeg har fundet et nyt offer.”
“Lad mig sove…” stønnede han.
“Du kan sove senere. Lyt nu. Her er avisen. Kan du se denne kvinde? Hun er vores fremtidige bytte. Hun hedder Freja. Medejer af en virksomhed, ingen familie, kun… en kommende ægtemand. Hvis alt går efter planen – bliver det dig.”
“Gift?” Kristians mund blev tør.
“Ja. Men først – få hende til at forelske sig. Du skal være omsorgsfuld, beskeden, tilsyneladende uden penge, men flittig. Hun vil åbne sig, begynde at hjælpe, investere i din ‘forretning’.”
“Og så tømmer jeg kontoen? Og du dukker op?”
“Ja, min skat,” kærtegnede Johanne hans hår. “Og når hun accepterer en magisk ceremoni, i troen på at hjælpe dig – giver jeg hende en forbandelse. En dæmon vil æde hendes fornuft. Derefter – en ‘ulykke’. Alt dit.”
“Hvis det lykkes…”
“Vi klarer det. Vi har magi. Dig og mig.”
Da Mette var færdig, tav Freja, mens hun bed sig i læben.
“Hvad siger du?” spurgte Mette utålmodigt.
“Jeg siger, at jeg handler nu. Først fjerner vi dæmonen. Så kommer hævnen.”
“Jeg advarer dig: tøver du, flygter de. Sådan nogle venter ikke.”
“Jeg er klar. Hjælp mig med at uddrive den.”
Mette klippede endnu en lok af.
“Vær forberedt. Når han er væk, vil Johanne mærke det. Du har kun kort tid.”
Om natten fik Freja næsten ingen søvn. Hun rystede, blev vækket, hvisket lige ind i øret. Men om morgenen – var det væk. Verden var lysere. Mennesker normale.
“Mille! Han er væk!” råbte hun og stormede ind i vennens værelse. Men Mette var blevet flyttet til en anden stue. Noget var sket om natten.
“Så snart hun har det bedre, kommer hun tilbage,” lovede sygeplejersken.
Freja kunne ikke få fat i Johanne eller Kristian. Deres telefoner var stumme. De var flygtet. Men nu var det vigtigere at komme væk herfra. Og at takke Mette.
“Du lever!” jublede Freja, da Mette vendte tilbage.
“Jeg nåede det. Sendte dæmonen tilbage, men var nær ved at blive der selv,” gryntede hun. “Hvad med dig?”
“De er væk. Forsvundet. Jeg kommer til mig selv. Lægen siger, jeg snart kan tage hjem.”
“Jeg bliver her. Far har forlænget det. Men du besøger mig, ikke?”
“Selvfølgelig. Hvad med telefon?”
“Her er min måde,” Mette trak kniven frem, klippede en fletning af og rakte den frem. “Læg den under hovedpuden – så hører jeg dig.”
“Hvad med hævn?”
“Jeg vil ikke besmitte mine hænder. Jeg vil have retfærdighed.”
“Så stol på mig. Jeg beder dem, der er højere, om at dømme. Lad dem få, hvad de fortjener.”
Et halvt år senere
Freja sad på sofaen med et glas vin. I hånden – en mappe fra en privatdetektiv.
Johanne og Kristian var flygtet. Freja vendte tilbage til en tom lejlighed. Konti tømte. Alt, hun havde investeret i “forretningen” – forduftet.
Johanne sagde sit job op og forsvandt. Kristian fløj med hende. Men idyllen varede ikke længe. Penge reddede dem ikke. De skændtes. Delte byttet – og gik hver til sit.
Johanne løb ind i den forkerte. Detektiven sagde, hun var fundet… eller ikke fundet. Sandsynligvis – havets bund.
“Magien reddede dig ikke, Johanne,” hviskede Freja.
Og Kristian? Han rodede sig ind i nye svindelnumre. Tabte. Skyldte penge. Intet at betale med. Det eneste værdifulde, han havde tilbage – organerne.
“Men i det mindste reddede han nogen…” Freja sænkede hovedet. “Alt retfærdigt.”
Og Mette? Hun boede nu i en afsides skov, hvor Freyas far engang ville bygge sommerhuse. Freja havde givet hende en grund. Et skjul. Et tilflugtssted. Et hjem.
Freja tog hårfletningen op af æsken og smilede:
“Nå, veninde… Skal vi snakke? Jeg kommer snart. Ferien bliver magisk…”
