Huset, hvor kærligheden blev
Erik flyttede til den nærliggende landsby og besluttede sig straks for at bygge sit eget hjem. Det gamle hus fra hans kusine blev et midlertidigt tilflugtssted. Han arbejdede uden pause: byggede altanen om, lagde nyt tag… Og så en dag så han hende – en slank kvinde med en pose i hånden, der gik ad den støvede vej fra busstoppet. Mette. Så byagtig, så velplejet, med en stolt holdning.
»Sådan en kone ville jeg godt have,« fløj det gennem hans hoved.
Et par dage senere mødte han hende ved købmanden. Han gik bare hen og sagde:
»Jeg hedder Erik. Jeg ved, du er Mette. Skal vi ikke lære hinanden at kende?«
Mette blev helt rød. Sådan en mand, ung, stærk, og interesseret i hende – en kvinde, der allerede havde set lidt af hvert. Men Erik var vedholdende og rar. Og så begyndte de at ses. Et år senere skete det, Mette slet ikke havde regnet med – han friede til hende. Gav hende en ring. En rigtig en, af guld, med en lille sten.
Mette kunne næsten ikke tro sin lykke. Hun var jo allerede otteoghalvtreds, og Erik var tre år yngre. De boede sammen alene, deres søn var flyttet til en anden landsdel for længe siden – han studerede, blev gift og blev der. Deres barnebarn var fem, og de kom sjældent på besøg, men Mette ventede ivrigt på hvert opkald, hvert billede.
Den aften sad hun ved vinduet. Suppen på bordet blev kold, men i hendes hverv var der uro. Erik var gået ud på marken tidligt om morgenen – såtid. Han havde sagt, de skulle være færdige i dag. Men han var stadig ikke kommet hjem.
Hun tænkte tilbage på sin barndom. Den ældste af seks børn, i et lille hus med sin far, mor og bedstemor. Alt husarbejdet lå på hendes skuldre, og penge var der knap. Der var ingen legetøj. De satte ikke engang juletræ op – første gang Mette så et, var i skolen. Der oplevede hun også glæden for første gang – glinsende kugler, sange, børnenes latter…
Og så kom tordenen: hendes far døde. To måneder senere – bedstemor. Moderen blev alene med seks børn. Mette gik i tredje klasse. Hendes barndom var forbi. Hun overtog bedstemors plads: lavede mad, holdt rent, passede de mindste. Hendes hånd blev skadet, da hun faldt fra lønnem – fingrene lystrede hende ikke længere, men hun gav ikke op.
Efter ottende klasse startede hun på teknisk skole. For første gang i sit liv følte hun sig glad: veninderne, lærernes ros, uddannelsen. Hun blev en dygtig symaskineoperatør, arbejdede næsten kun med den ene hånd. Hun blev endda udvalgt til en tur til udlandet – de bedste ti elever, og hun var en af dem.
Men moren støttede ikke hendes drøm om ægteskab – med Peter, den rare fyr fra skolen. Hun sagde: »Hvorfor gøre det? Ensomhed er din fremtid.« Og måske knækkede de ord noget i hende…
Efter fabrikken lukkede, måtte hun tilbage til landsbyen. Og der mødte hun Erik.
Og nu var de sammen. I mange år. De havde bygget et hus. Opdraget en søn. Og nu – ventede hun bare på, at havelågen skulleåbne.
Og så så hun ham! Erik, træt, men smilende:
»Søde Mette, det er gjort! Såtid er færdig. I morgen kan vi endelig slappe af…«
Og i de ord var der så megen varme, at alle de gamle smerter, svig og tab forsvandt. Hun vidste det – nu tilhørte livet hende. Og i det var der kærlighed.
