Efter bryllupsrejsen – en bitter sandhed og en ny begyndelse
Mette og Magnus var lige kommet hjem fra deres bryllupsrejse i solrige Montenegro. Hun satte sig behageligt på sofaen og råbte i retning af badeværelset:
»Hvilken film skal vi se?«
»Det ved jeg ikke – du bestemmer!« lød svaret fra hendes mand.
Mette tændte hans laptop og kastede et tilfældigt blik på de upakkede kufferter i gangen. »Det ordner jeg i morgen,« mumlede hun, før hun tog øjnene derfra – og så lød der en notifikation. En besked dukkede op på skærmen. Hun klikkede på ikonet – og det føltes som et stød.
»Jeg savner dig, skat,« skrev en ukendt Lærke.
»Vær ikke ked af det, jeg er snart hjemme,« svarede Magnus.
Beskedens dato var den 8. august. Dagen før de kom hjem. Mette åbnede samtalen og begyndte at læse med ånden i halsen: »Lærke, den aften var magisk…« »Kommer du i aften?« »Ja, skat, jeg har savnet dig så meget…«
Hun smækkede laptopen i. Få sekunder efter kom Magnus ud fra badeværelset:
»Nå, har du fundet en film? Måske en komedie?«
»Åh ja… komedien er lige begyndt,« sagde Mette iskoldt. »Hvem er Lærke?«
Han stivnede.
»Hvilken Lærke?… Jeg kender ingen Lærke!«
»Nej? Så se her!« Hun smed laptopten ned i hans skød. »Vi er lige kommet hjem fra rejsen, og du har allerede fundet dig en elskerinde?!«
»Vent… Det betyder ingenting. Vi havde en firmafest, jeg drak for meget, hun hang på mig… Det var en fejl! Jeg elsker dig!«
»En fejl? Fejlen var at gifte mig med dig!« Mette stormede ud af lejligheden og smækkede døren bag sig.
I taxaen stirrede hun tavst ud ad vinduet, mens tårerne løb ned ad kinderne. »Er det virkelig mig, det her sker for?…«
Foran sin forældres hus blev hun mødt af sin mor:
»Lille skat, hvad er der sket?«
»Jeg skal skilles. Jeg kan ikke leve med en forræder!«
»Stille nu, søde… kom indenfor, lad os tale, tag det roligt…«
En uge gik. Moren bad hende blive hos dem:
»Hvorfor skal du have en lejebolig? Bliv hos os, så længe du vil.«
»Mor, jeg er tredive. Jeg har brug for mit eget sted.«
Hun brugte to dage på at lede efter en lejlighed. I går indgav hun skilsmissepapirerne. Magnus prøvede stadig at tale med hende, ringede, sendte blomster – uden svar.
En måned senere boede Mette i en ny lejlighed. De sidste to uger – ikke en eneste tåre. Hun kastede sig over arbejdet for ikke at tænke. Men weekenderne var hårde: ensomheden væltede ind over hende igen.
En aften sad hun foran fjernsynet og zappede tankeløst mellem kanalerne. Is, marmelade og fuldstændig apati. Så kom beslutningen.
»Hvor længe kan man sidde mellem fire vægge?« sagde Mette til sig selv og gik ud.
I parken var der varmt og stille. Lygternes skær, skygger fra træerne, forelskede par… Men snart blev det mørkt. Mette begyndte at gå hjem, men opdagede – hun var faret vild.
Bag hende lød der skridt. Hun gik hurtigere.
»Undskyld, frue…« lød en stemme.
Hun løb, men snublede. Og pludselig løftede nogen hende op fra jorden.
»Er du okay? Du skal ikke være bange, jeg ville ikke skræmme dig. Jeg hedder Emil.«
Han tog et par skridt tilbage, viste sine tomme lommer og tilføjede:
»Jeg bor lige hernede. Jeg så dig gå i cirkler…«
Mette var stadig anspændt, men hans stemme, det venlige blik og det oprigtige smil tøede lidt isen i hende.
»Jeg kan bare ikke finde ud,« svarede hun forvirret.
»Må jeg følge dig?«
Turen forsvandt som i en drøm. Emil fortalte vittigheder, historier, og hun grinede… Ved opgangen sænkede de farten.
»Farvel, Mette.«
»Farvel, Emil…« med en antydning af vemod.
»Må jeg vente, til du er kommet ind? Bare i tilfælde af, at du farer vild igen,« spøgte han.
Næste dag, stadig berørt, gik Mette efter kaffe. Og pludselig… lige i døren til naboens lejlighed stod Emil med to kopper i hånden.
»Er du vågnet, sovetryne? Jeg har ventet hele morgen! Skal vi drikke kaffe?«
»Dig? Hvad laver du her?«
»Jeg bor her. Vi har været naboer i to uger. Jeg har set dig et par gange, men fik aldrig snakket med dig.«
Hun var rådvild. Han smilede:
»Nå, kommer du ind på en kop kaffe?«
»Jeg er ikke sikker…«
»Hvad hvis jeg har småkager?«
»Så… måske…«
Telefonen ringede:
»Ja, mor, nej, jeg har ikke ændret mening. Jeg bliver her. Jeg kan… lide det her.«
Og for første gang i lang tid følte Mette varme. Denne gang – helt ægte.
