Hvor man ikke må gå i bukser
Henrik Møller gik for første gang i lang tid på besøg. Han var på vej til en kvinde, der havde optaget hans tanker mere og mere—Liva. Og alligevel havde han engang svoret sig selv: ingen forhold, ingen ny familie. Han havde været igennem det før. Gennemlevet det—og overlevet med smerte.
Hans ekskone forsvandt pludselig. Sagde, hun aldrig havde elsket ham, og at barnet var en tilfældighed. Hun tog deres søn med sig. Henrik kunne ikke tilgive. Han kunne ikke glemme, hvordan han havde vugget drengen om natten, hvordan han havde skiftet ham, hvordan han første gang havde hørt »far«. Og så—stilhed. Retssager, forbud, afstand. En dag kørte han til en anden by, så sin søn foran døren, og drengen sagde: »Far, jeg vil være hos dig.« Men han blev skubbet væk. Drengen blev trukket ind i lejligheden, døren smækkede, og Henrik kunne lige høre et skrig: »Jeg vil hjem til far!«—og gråd. Det var dengang, Henrik brød sammen. Og besluttede: ikke flere tilknytninger. Kun arbejde. Kun ensomhed.
Men Liva var anderledes. Hun havde sneget sig ind i hans liv uden at bemærke det. Stille, uden at trænge sig på. Hun var bare der. De mødtes tilfældigt, snakkede kort, men så begyndte han at vente på hendes blikke. Og så begyndte han selv at lede efter hende—ved supermarkedet, ved kontoret. Ufpåtrængende. Bare at være i nærheden. Han fandt ud af: enke, søn på næsten fire, boede hos sin mor. Og hun forholdt sig afvisende over for mænd. Men så en dag inviterede hun ham hjem. »Du skal møde Emil«, sagde hun. Stemmen dirrede.
Han medbragte et legetøj—et stort byggesæt. Iført sin bedste jakkesæt. Hjertet hamrede, som om han var en ung knægt. Trykkede på ringeklokken.
»Hvem der?« lød en barnestemme.
»Henrik Møller.«
»Åh, okay. Kom ind. Mor kommer snart. Bedstemor sover, hun har hovedpine. Men du må kun… tage bukserne af!«
»Hvad?« Henrik stod målløs.
»Altså, du kommer jo udefør. Mor siger, der er bakterier i udendørsbukser. Vi kan blive syge. De skal af med det samme. Der er rent herhjemme!«
Drengen var dødseriøs. Hvid skjorte, butterfly, et direkte blik.
»Øh… Kan jeg ikke bare beholde dem på? De er rene.«
»Nå… så må du tage disse sutsko på. De er dine. Mor har købt dem. Så du ikke bringer snav til. Jeg hedder Emil. Hedder du Henrik?«
»Ja. Godt at møde dig.«
»Vi har strikse regler her. Jeg går ikke i sko indenfor. Kun langs væggen og med et hop over tæppet.«
»Er mor striks?«
»Meget. Men hun er også sød. Især hvis du er flink. Så behøver du måske ikke engang sutsko.«
Henrik grinede. Emil tog ham i hånden og sagde:
»Bliver du for altid?«
»Det håber jeg. Hvis du ikke har noget imod det.«
»Det har jeg bestemt ikke. Mor bliver så glad. Og bedstemor… bedstemor vågner og forstår det med det samme.«
»Hvorfor?«
»Hun har næse for den slags. Og et stort hjerte. Hun kan altid mærke, når nogen er god.«
De satte sig ned og byggede sammen. Grinede, diskuterede. Drengen blev mere og mere knyttet, og Henrik kunne ikke lade være med at følge ham med øjnene. Pludselig hørte han døren åbne bag sig.
»Mor, han har stadig bukser på!« råbte Emil.
Liva lo. Så gik hun hen til Henrik, lagde en hånd på hans skulder og hviskede:
»Hvis du er klar—bliv. Men jeg advarer dig: vores regler er lidt underlige.«
Henrik smilede:
»For jeres skyld—tager jeg alle regler. Også at gå i underbukser på tæppet. Det eneste, der betyder noget, er at være her med jer.«
Emil tav lidt og hviskede så:
»Far…«
Henrik vendte sig. Drengen så ned.
»Må jeg kalde dig det?«
Henrik svarede ikke. Han nikkede bare. Og for første gang i lang tid føltes der noget lyst og varmt i brystet. Han var ikke kommet på besøg. Han var kommet hjem.
