Mette og hendes mand og datter besluttede sig for en drastisk forandring i deres liv — de flyttede fra den larmende by til en rolig landsby. De købte et hus, begyndte at holde husdyr og plante en have. En helt ny kapitel begyndte. Om aftenen gik Mette en tur med gederne ned til søen, nød solnedgangerne og den stille ro.
“MOR, det bliver mørkt, hvor skal du hen med gederne igen?” råbte datteren Freja forvirret.
“Vi skal ned til søen, græsset er saftigere der,” svarede Mette. “Jeg er tilbage om en time, bare rolig.”
Men hverken én eller to timer senere var Mette kommet hjem. Freja blev bekymret og overtalte sin far til at gå ud og lede efter hende. Det tog lidt tid at finde hende. Da de endelig så hende, stivnede de: Hun sad på bænken ved huset, bleg og dirrende, og skiftede mellem at grine og græde.
“Mor, hvad skete der?” spurgte Freja.
“Jeg så noget…” hviskede Mette, “ikke et spøgelse… noget værre.”
For bare en time siden havde hun gået den sædvanlige sti ned til søen. Gederne græssede, og hun satte sig for at hvile og faldt i en lille lur. Hun vågnede i tusmørket, sprang op og ville samle gederne. De, som var irriterende nok, havde gemt sig i buskene. Mette fulgte efter dem. Pludselig lagde hun mærke til, at der bevægede sig noget i græsset bag den sidst ged — noget langt og sort…
Først tænkte hun: måske en ilder. Frygt greb hende — hvad nu hvis den var rabiesagtig? Dyret fulgte efter. Gedebukken Lise begyndte at mække, og Mette gjorde sig klar til at forsvare den, svingede en pind… og pludselig sprællede “tingesten” og så ud til at ville kaste sig over hende.
Men da alt var forbi og hun turde komme tættere på, var det… en kæmpestor herreunderbuks, der var blevet hængt fast i geden med fiskesnøre. Sikkert efterladt af en fisker for at tørre i buskene, og geden havde slæbt dem med.
Mette sank ned i græsset og brød ud i latter. Alt spændingen, frygten, adrenalinen — det brast ud i den latter. Lige i det øjeblik fandt manden og Freja hende. Og derhjemme forbød de hende strengt at tage gederne ned til søen igen — for man ved jo aldrig, hvad der ellers kunne “vågne til live” der…
