Mikkel kom tilbage fra arbejde i Tyskland en sen aften og besøgte straks sin mor i Århus. Inge-Lise holdt ham hårdt omfavnet:
“Åh, Mikkel, det er så længe siden! Jeg har savnet dig sådan. Har du tjent godt derovre?”
“Det sædvanlige,” svarede han med et træt smil. “Men på vejen hjem tænkte jeg: Hvorfor leje en lejlighed, når jeg alligevel er væk det meste af året? Bedre at betale af på min egen, selvom det er et lån.”
“Det er rigtigt,” nikkede Inge-Lise. “Du er snart 30, Mikkel. Det er på tide at tænke på familie. Børn. Man skal have et sted at bo, der er ens eget.”
To måneder senere købte Mikkel en lille lejlighed i en nybygget blok i Vejle. Han indrettede den med omhu og efterlod en ekstra nøgle hos sin mor, før han atter rejste ud for at arbejde.
Men så snart han havde passeret grænsen, gav Inge-Lise nøglen til sin datter, Freja. Freja var et par år ældre end Mikkel, arbejdede kun lejlighedsvis og var altid bundet i gæld, mens hun ventede på en rig mand.
“Hun kan bo der lidt, spare penge og komme på rette spor,” tænkte Inge-Lise. “Hvad er der galt i det?”
Men hun tog fejl. På fire måneder formåede Freja ikke at spare en krone – i stedet øgede hun sin gæld. Da tiden kom til at flytte, skiftede hun bare låsen, så ingen, ikke engang Mikkel, kunne komme ind.
Da han endelig kom hjem og prøvede sin nøgle, virkede den ikke. Han stod et øjeblik målløs.
“Hvad helvede?” mumlede han og kørte straks til sin mor.
Hun tilstod usikkert, at hun havde ladet Freja bo der, men vidste ikke, at hun havde skiftet lås. Mikkel eksploderede:
“Én ting er at lade hende bo der uden at fortælle mig det. Men at skifte lås? Vil hun ikke flytte?”
“Jeg tilbød hende at bo hos mig,” undskyldte Inge-Lise. “Hun ville ikke…”
Næste dag ringede Mikkel til politiet. De brød døren op. Han valgte ikke at anmelde sin søster, men samtalen var hård.
“Du kunne jo bo hos mor,” sagde Freja køligt. “Du skal alligevel tilbage til arbejde. Jeg har brug for et sted at have mit liv.”
“Det var ikke meningen,” knurrede Mikkel. “Tag dine kærester med i en lejet lejlighed. Få dig et arbejde og betal dine regninger selv.”
“Klap i! Du skal ikke blande dig. Kom tilbage, når du selv har styr på dit liv!”
Freja pakkede sammen og forsvandt. Forholdet mellem dem var brudt. Mikkel følte ingen sorg – han havde altid vidst, at Freja kun var interesseret i penge.
Måneder senere var Mikkel på ferie og hjalp sin mor med at høste grøntsager i hendes lille have i Risskov. Og hvem mødte han? Freja.
“Nå, hej, lillebror,” grinede hun spidst. “Har du endelig fået samvittighedskvaler? Kommet for at grave kartofler?”
“Lad være. Hvad laver du her? Skal du have flere penge?”
“Mor har købt en lejlighed til mig,” sagde Freja uden at blinke. “Som belønning.”
“Hvad? Hvilken lejlighed?”
“En toværelses i nybyg. Med møbler. På afbetaling. Mor står på lånet.”
Mikkel blev bleg. Han tænkte på alle de lange dage på byggepladser i udlandet, alle de sparede kroner til udbetalingen… Og Freja fik det serveret på et sølvfad?
Han sagde ingenting. Hjalp med høsten og kørte. Men det gjorde ondt.
En uge senere skrev Freja til ham. Balkondøren var gået i stykker – kunne han ikke fikse den? Han sagde ja, nysgerrig efter at se hendes “slot”. Lejligheden var helt almindelig, ikke bedre end hans egen.
“Beslaget er sprunget,” konstaterede han. “Skal bestilles nyt.”
“Så bestil det. Og tag pengene hos mor,” sagde hun ligegyldigt.
“Er du sindssyg? Mor har købt lejlighed til dig, indrettet den, og du kan ikke engang betale for et lille sikkerhedsstykke?”
“Du er bare misundelig. Mor kan bedre lide mig. Det er fint, du kan gå nu.”
Mikkel gik uden et ord. Senere på dagen blokerede han hendes nummer. Han ville ikke høre fra hende igen.
“Lad dem leve, som de vil,” besluttede han. “Jeg ved, hvor jeg hører til. Og ingen får mine nøgler igen.”
