Der var engang en aften, der åbnede Maries øjne for sandheden.
”Dima og Lena har inviteret os på besøg,” sagde Anders ved middagsbordet uden at se på sin kone. ”Vi tager derhen i morgen.”
”Skal jeg bage noget? Måske en æblekage? Det er lidt akavet at komme med tomme hænder,” foreslog Nanna.
”Nej, det skal du ikke. Lena laver fantastisk mad,” svarede manden afvisende. ”Tag vin og frugt med, det er nok.”
Nanna nikkede, men inden i hende kogte det. Ja, hun var ingen gourmetkok, og tiden var knap med en lille søn, der krævede alt hendes opmærksomhed. Men hun gjorde sit bedste – hun passede hjemmet, lavede mad og ryddede op. Det var bare ikke noget, nogen lagde mærke til.
Lena havde hun kun mødt en enkelt gang til en firmafest, og det var kun et flygtigt bekendtskab. Nu skulle hun pludselig besøge dem, som om det var en kommando, mens Anders hentydede til, at andre koner var bedre.
Lørdag aften gjorde Nanna sig færdig – hun havde lagt håret og klædt sig pænt på. Det var jo stadig rart at komme ud. De efterlod sønnen hos bedstemor og kørte afsted.
Lena og Dimas lejebolig var virkelig perfekt. Alt skinte, der var hyggeligt, og der lugtede af stegt kylling og friskbagt brød. Nanna kiggede diskret rundt – de havde også et barn, men ingen legetøj eller krummer på gulvet. Og Lena så ud, som om hun lige kom fra frisøren.
”I har så hyggeligt!” sagde Nanna høfligt.
”Og rent,” tilføjede Anders. ”Ikke som hos os. Nanna, du burde tage efter hende!”
Alle grinede, undtagen Nanna. Ordene prikkede. Hun tvang et smil og bed tænderne sammen. Hun ville gerne gå lige nu, men høfligheden holdt hende tilbage.
Ved bordet gik samtalen let, indtil Anders begyndte at rose Lena: hun kunne lækker mad, så altid perfekt ud, og strygende også hendes mands skjorter.
”Sådan en kone!” udbrød han. ”Den skulle jeg også have!”
”Hvad med mig?” kunne Nanna ikke lade være med at spørge.
”Jamen, du er også fin… men Lena er bare perfekt. Vær nu ikke vred.”
Nanna rejste sig og gik på toilettet. Hun låste døren og begyndte at græde. Han sammenlignede hende. Hun gjorde alt for ham, og alligevel var det ikke nok.
Hun vendte tilbage til bordet og lod som om intet var sket.
Men så greb Lena ind.
”Anders, hvis du kan lide, hvordan jeg ser ud, kunne du jo også prøve at være som Dima. Han passer vores søn, når jeg træner, går til kosmetologen eller handler. Du efterlader Nanna alene og brokker dig oven i købet?”
Anders blev forlegen, men prøvede at være morsom:
”Nå, men ikke alle kan være så perfekte.”
”Nanna kunne også være perfekt, hvis hun ikke skulle gøre alt alene,” fortsatte Lena. ”Måske, hvis du hjalp til engang imellem, ville I også have mere ro og hun kunne få tid til sig selv.”
”Hvad er det her? Går I alle sammen til angreb på mig?” brød Anders ud. ”Jeg gav hende da bare en kompliment!”
”Nej, du ydmygede din kone. Hele aftenen. Og at rose Lena er ingen undskyldning for at nedgøre Nanna,” sagde Dima skarpt. ”Du aner ikke, hvor hårdt det har været for hende at høre på.”
”Nanna, sig noget!” henvendte Anders sig til sin kone. ”Fortæl dem, at alt er i orden.”
Hun så på ham. Smilede, men hendes øjne var tomme.
”Nej, Anders. Alt er ikke i orden. Du ydmyger mig. Gang på gang. Jeg er træt af det.”
”Så nu er du også imod mig?” hvæsede han. ”Kom, vi går. Det her er pinligt.”
”Ring, hvis du har brug for det,” hviskede Lena, da Nanna sagde farvel.
I taxaen eksploderede Anders i raseri. Derhjemme fortsatte han, nu med beskyldninger: ”De har hjerneskadet dig! Alt var fint mellem os!”
Men Nanna skreg ikke. Hun forsvarede sig ikke. Hun forberedte sig bare på næste morgen – på øjeblikket, hvor hun ville indgive skilsmissen.
En måned senere havde hun fundet arbejde. Sønnen var startet i børnehaven. Og hun kunne endelig ånde lettet op. Ingen sammenlignede hende længere. Ingen bebrejdede hende. Og hun var ikke længere bange for stilheden i lejligheden. Stilhed var ikke tomhed – det var frihed.
