Lasse, Morten og Nikolaj havde været uadskillelige siden barndommen. Trods forskellige karrierer og temperamenter havde deres venskab bestået tidens prøvelser. Lasse var den første, der giftede sig – ikke af stor kærlighed, men mere fordi det var det, man gjorde. Med tiden voksede der dog respekt og måske endda ømhed mellem ham og Mette.
Derefter blev Morten gift. Han havde en ægte kærlighedshistorie – passioneret, gensidig og lykkelig. Hans kone Lotte klikkede hurtigt med Mette, og nu hang de to par ofte ud sammen.
Nikolaj forblev ungkarl. Han skyndte sig ikke at stifte familie og jokede altid om, at det var lettere at trække vejret alene. Men dette nytår kom han med en overraskelse: Han ville ikke komme alene, men med en kvinde. For første gang nogensinde ville han introducere sin nye kæreste for vennerne.
Hjemme hos Lasse var alt klart: Juletræet pyntet, kødet marineret, champagnen kølet ned. Morten og Lotte var allerede ankommet med deres lille søn, Mads. Alle var spændte: Hvordan mon hun var? Hvem kunne det være, som Nikolaj – altid så kræsen – havde valgt at tage med?
»Måske en iværksættertype med en grad fra Cambridge,« drillede Morten.
»Eller en topmodel fra et magasin,« tilføjede Lasse.
»I mænd, kom nu,« sukkede Mette, træt af deres gætterier. »Uanset hvem hun er, er det vigtigste, at Nikolaj er glad med hende.«
Da der ringede på døren, skyndte Lasse sig at åbne. Udenfor stod Nikolaj… med Fie.
Nikolajs kæreste chokerede dem alle. En lille, rund kvinde i en kort, skinnende nederdel, kraftig makeup, forlængede vipper og lange, dekorative negle. På hovedet havde hun farveride fletninger, og under frakken en læder-top.
»Hej allesammen! Jeg er så glad for at møde jer!« klappede Fie med øjnene. »I må være Mette og Lotte?«
Konerne smilede anstrengt og rakte hånden frem. Der lå en tydelig forlegenhed i luften, men alle prøvede at holde masken.
I køkkenet forsøgte pigerne at involvere hende. Fie gav sig med entusiasmus i kast med at skrælle grøntsager, hakke urter og rive rødbeder. Overraskende nok arbejdede hun hurtigt og nøjagtigt. Mette og Lotte udvekslede et blik – de havde forventet en fiasko, men i stedet fik de en dygtig hjælper.
»Hvad arbejder du med?« spurgte Lotte forsigtigt.
»Jeg er fotograf,« svarede Fie. »Jeg arbejder for magasiner og laver reportager. Jeg var for nylig på et børnehjem og fotograferede børnene. Jeg vil gerne give dem nogle lykkelige minder.«
Det overraskede dem igen. Det passede simpelthen ikke til hendes udseende. Men mest imponerede måden, hun omgikkes børnene på. Hun legede hele aftenen med Mads og Lasse og Mettes syvårige datter, Emma.
Da det blev tid til at åbne gaver (vennerne havde tradition for at gøre det før midnat), viste Fies gaver sig at være varme og personlige – nøje udvalgt til alles smag.
Næste morgen, mens de andre stadig sov, var Fie allerede ude i haven og byggede en snemand med børnene. Indenfor lugtede det af kaffe, og køkkenbordet var dækket med omhyggeligt anrettede kopper.
»Hun er fantastisk,« hviskede Lasse til Nikolaj. »Hold fast i hende.«
»Du er heldig,« tilføjede Lotte taknemmeligt, mens hun tænkte på, hvor dejligt det var at få én rolig nat.
Og først da forstod de alle, hvor forkert de havde taget fejl. Udseendet kan bedrage. Fie viste sig at være den rigtige – god, ægte, pålidelig. Præcis den type, enhver mand drømmer om, selvom han måske ikke altid ved det med det samme.
