Han tog sønnen med sig — og det var kun en drøm…
Mette mødte Lars på en dans i den lokale klub. Han lagde straks mærke til hende — en høj, slank, leende pige med livlige øjne. Hele aftenen holdt han sig tæt til hende, og bagefter tilbød han at følge hende hjem.
“Kommer du i morgen aftes? Så kan vi gå en tur,” spurgte han, da de sagde farvel.
“Kom bare,” svarede hun blidt og mærkede, hvordan hjertet bankede.
Sådan begyndte deres historie. I en lille by spreder rygter sig hurtigt — snart vidste alle, at Mette havde fået en bejler. Folk hviskede:
“De bliver gift om ikke længe. Han hænger i hælene på hende. Det er et godt par — begge to er alvorlige.”
Lars friede faktisk ikke længe efter. De holdt en larmende bryllupsfest for hele byen. De unge flyttede ind i det hus, Lars havde bygget — han var en alsidig håndværker, der siden barnsben havde fulgt sin far på byggepladser. Snart fik de en søn. Alt var godt. I begyndelsen.
Men med tiden begyndte Lars at hænge mere og mere hos naboerne — enten for at hjælpe eller for at lave noget. Der blev ofte budt på en fadøl. Meget ofte. Først virkede det uskyldigt, men det blev snart en vane.
“Lars, stop nu med at hænge ud hos alle mulige,” sagde Mette. “Jeg er træt af at se dig beruset hver aften.”
“Åh, rolig nu. Jeg hygger bare med folk. Jeg passer jo også mit arbejde hjemme.”
Sønnen blev større, Mette begyndte at arbejde, og barnet blev passet af bedstemor. Men Lars fortsatte med at “hjælpe.” Dag for dag kom han hjem i dårligere stand. Forholdet begyndte at knage. De skændtes oftere. En gang var de sågar gået fra hinanden i en uge, men for sønnen skyld tilgav hun ham. Han lovede at ændre sig. Og et stykke tid gik det faktisk godt. Indtil det startede igen.
Mette havde overvejet at gå mange gange. Men sønnen elskede sin far. Når Lars var ædru, brugte han masser af tid med ham, lærte ham ting, legede og byggede. For sønnen skyld holdt Mette ud. Og hun håbede altid: Måske får han vågnet op. Måske kommer den omsorgsfulde mand tilbage, hun engang giftede sig med.
Men årene og trætheden tog deres tol. Lars blev mere og mere apatisk og svag.
“Lad os tage til lægen,” bad hun ham.
“Det er ingenting. Jeg skal bare hvile mig. Jeg er stadig ung.”
Han gik først til lægen, da han ikke kunne rejse sig fra sengen. Diagnosen var grusom. Lægen rystede på hovedet:
“Hvorfor kom du så sent? Jeg er bange for, at vi ikke har meget tid…”
Mette plejede ham indtil det sidste. Smerte, magtesløshed, tårer — alt i ét. Og så var Lars borte. Hele byen fulgte ham på hans sidste rejse. Selv dem, der ikke brød sig om hans druk — de respekterede ham stadig som mand og håndværker.
På den fjerde dag havde Mette en drøm. Manden stod i skyggerne og sagde:
“Nå, hvordan går det uden mig? Nyd det, mens du kan… Men husk: sønnen tager jeg med mig.”
Hun vågnede i koldsved. Hun løb ind til børneværelset. Sønnen — den tolvårige Emil — sov fredeligt. Hun fortalte ikke nogen om drømmen. Men fra den dag beskyttede hun sønnen ekstra meget. Hun holdt øje med ham, tjekkede alt, bekymrede sig for hver lille ting. Lars dukkede ikke op i hendes drømme igen. Det var, som om drømmen var glemt… men uroen blev.
Et halvt år senere kom Emil ikke hjem fra skole. En bilulykke. Han var væk.
Mette kunne ikke bære det — smerten rev i hendes bryst, kvælte hende, gjorde hende søvnløs. Efter begravelsen talte hun næsten ikke. Det tog måneder, før hun lærte at trække vejret igen. Så — langsomt — begyndte livet at vende tilbage.
Hun giftede sig med en enkemand, der havde to døtre. Hun prøvede at være en god mor, og senere fik de en fælles søn. Alt syntes at falde på plads. Men hendes hjerte blev aldrig det samme. Emil blev i hende for altid. Hendes første barn. Taget af sin far. Den mand, der engang var hendes alt.
Nu har Mette børnebørn. De kommer på besøg, leger og løber i haven. Og hun smiler. Men når hun drømmer om Emil om natten, græder hun. For nu tror hun. Varslende drømme — de findes. Og måske advarer de os i disse drømme. Men at ændre tingene — det kan vi næsten aldrig. Der er kun tilbage at acceptere. Og leve… videre.
