To forældreløse og et lykkeligt hjem – hvordan skæbnen ordnede alt

**To forældreløse piger og et lykkeligt hjem – hvordan skæbnen endelig fik styr på tingene**

Ida og Sofie sad i bussen på vej mod en lille fredelig landsby. Efter en kort gåtur nåede de frem til den rette adresse. I haven var der larm og festlig stemning – det så ud til, at nogen holdt fødselsdag. Pigerne standsede ved hækken, og næsten med det samme kom en mand ud til dem.

“Er I her for at se os, piger?” spurgte han med et venligt smil. “Hvem leder I efter, mine smukke?”

“Vi leder efter Mikkel Jensen,” svarede Ida.

“Det er mig,” sagde manden og løftede forbavset øjenbrynene. “Er I fra kommunen? Eller…?”

“Nej,” sagde Ida og så Sofie dybt i øjnene. “Dette er min veninde Sofie. Sofie, vis ham fotografiet.”

Sofie trak et nøje foldet foto frem og rakte det til manden. Mikkel stirrede længe på billedet, før han langsomt løftede blikket mod Sofie. Hans ansigt forandrede sig for øjnene på dem.

“Hun er din datter,” hviskede Ida.

Mikkel stivnede.

“Min datter…?”

Historien begyndte langt før denne dag. To helt forskellige piger, Sofie og Ida, mødtes på et børnehjem. De ankom samme dag og blev sat sammen. Begge forældreløse – efterladt af voksnes valg og omstændigheder.

Ida havde mistet sin mor, som, selvom hun ikke levede i fattigdom, foretrak et festligt liv – fyldt med larmende venner og tvivlsomme kærlighedsaffærer. Hendes far havde hun aldrig kendt, men han betalte regelmæssigt børnepenge. Familien nægtede at tage hende ind, og da moren døde, var det eneste tilbage en faldefærdig lejlighed og vejen til børnehjemmet.

Sofie boede hos sin bedstemor. Moren døde i fødslen, og faren… Bedstemor vidste, hvem han var, men opsøgte ham aldrig. Han havde startet en ny familie, og ingen anede, at han havde en datter derude. Da bedstemoren gik bort, endte også Sofie på børnehjemmet.

De blev værelseskammerater og klikkede med det samme. De passede ikke rigtigt ind blandt de andre børn og forsvarede altid hinanden – eller skændtes med de andre. Det trak dem kun tættere sammen.

Efter børnehjemmet flyttede de sammen i en lejlighed og startede på erhvervsskole. Det var der, idéen opstod – at finde deres fædre.

Idas far var nem at finde – hans oplysninger lå i kommunens arkiver. For Sofie var det sværere. Men ved hjælp af gamle billeder og notater på bagsiden fandt hun frem til et navn. Så fulgte søgninger på nettet, spørgsmål, adresser… Og nu var de på vej mod skæbnen.

Først kom de forbi Idas far. Et stort hus bag et højt hegn. De bankede på. Svaret var koldt:

“Han er ikke her. Gå nu.”

På hans arbejdsplads havde de heller ikke held. Først efter flere timer dukkede han op. Men samtalen var kort og barsk.

“Jeg har ikke brug for dig. Jeg betalte. Jeg har en familie – du var en fejl. Hold dig væk.”

Efter de ord sendte Ida ham ad helvede til og brast i gråd.

“Okay, nu er det din tur,” sagde hun og tørrede tårerne. “Lad os finde din far.”

Adressen var hurtigt fundet. I haven var folk i gang med forberedelser til en fødselsdag. Mikkel Jensen var i godt humør. Da han så fotografiet og hørte ordene “Dette er din datter”, blev hans ansigt først mørkt, så forvirret.

“Du… ligner ikke din mor særligt meget. Men… der er noget.” Han vendte sig. “Lars! Hent bedstemor!”

“Hvem er det?” En dreng kom ud fra huset.

“Skynd dig nu!”

En ældre, men livlig dame dukkede op.

“Hvad er der nu, Mikkel?”

“Mor, bliv ikke bange… Men dette… er min datter. Din barnebarn.”

“Jøsses! Er det sandt? Sikke en glæde! Kom indenfor, piger. Hvorfor bliver I stående udenfor? Det er min 70-års fødselsdag i dag!”

Sofie og Ida blev modtaget med åbne arme. Bedstemor fandt straks gamle billeder, og enhver tvivl var væk – ansigtsdrag, blikket, selv et fødselsmærke matchede.

“Måske burde vi tage en test,” mumlede Sofie.

“Hvis det gør dig tryggere – selvfølgelig. Men jeg ved det allerede – du er vores. Og Ida også. Ét barnebarn er godt, men to er endnu bedre! I bliver begge en del af familien.”

Ida græd igen.

“Ikke flere tårer,” sagde bedstemoren. “I dag er en festdag. Mikkels kone døde for fem år siden – jeg er den eneste kvinde her. Nu har vi jer. Lad os spise, og så skal I fortælle alt. Vi skal også hilse på brødrene – Mikkel har fire. Den yngste hedder Emil.”

Festen blev utrolig. De grinede, krammede, mindedes og fortalte. Mikkel gentog igen og igen:

“Hvordan kunne jeg ikke vide det…?”

“Det var sådan, det skulle være,” svarede bedstemoren. “Men se nu, hvordan Mads ser på Ida. Måske skal vi fejre snart igen.”

Og det gjorde de. Et år senere blev Mads og Ida gift. Sofie blev boende som en søster. Mikkel blev en rigtig far for dem begge. Og bedstemoren… Hun sagde altid: “Fik to børnebørn på én gang – det er skæbnen!”

Og nogle ganger får skæbnen virkelig styr på tingene. Selvom vejen nogle gange er svær.

Rating
Mirabile dictu
To forældreløse og et lykkeligt hjem – hvordan skæbnen ordnede alt