Mette Sørensen stod ved komfuret og rørte forsigtigt i gryden med byg og kød – en perfekt ret til hendes søn. Anders, hendes stolthed og eneste håb, skulle snart komme hjem. Hun forestillede sig hans glade ansigt, når han smagte den varme mad, lavet med kærlighed. Hun pakkede gryden ind i et håndklæde for at bevare varmen og lagde den i en taske, mens hun gik mod hans lejlighed i nabolaget. Hun havde en nøgle – for enhver eventualitet.
For nylig havde hun talt med Anders på telefonen. Han ringede som sædvanlig til hendes mobil, men Mette, der foretrak fastnet, ringede tilbage. Hans kone, Freja, svarede og sagde, at Anders var på arbejde. Men han havde selv sagt, at han arbejdede hjemmefra nu! Nogen løj. Og Mette var sikker: det var ikke hendes søn.
Freja var kommet ind i deres liv som en storm. En pige fra en fjern landsby, uden uddannelse, job eller eget sted. Hvordan kunne Anders, den intelligente, lovende unge mand, blive så forblindet af kærlighed? Han insisterede på at blive gift, på trods af forældrenes bønner om at vente. De blev viet, og Freja flyttede ind i den hyggelige toværelses, de fik i bryllupsgave. Lejligheden var heldigvis skrevet i hans navn.
Freja arbejdede ikke, men brugte tiden på at “finde sig selv.” Anders arbejdede fra morgen til aften for at forsørge hende. For nylig lejede han endnu en lejlighed – angiveligt til arbejde, fordi Frejas slægtninge fra landsbyen konstant besøgte hende. Især hendes “fætter” Mads, som hun sagde, hun havde været tæt med siden barndommen. Mette blandede sig ikke, men hendes mors hjerte anede ufred.
Den dag besluttede hun at overraske Anders med hans yndlingsret. Hun tændte ikke lyset i gangen, da hun kom ind, for ikke at vække opmærksomhed. Fra stuen lød en festlig, men vulgær melodi. Mette kiggede ind og standsede. Tasken med gryden gled ud af hænderne og faldt med et brag. I stuen dansede to tæt omslyngede. Freja og en mand – bestemt ikke Mads.
Musikken stoppede. Freja, bleg som et lagen, skyndte sig ud i gangen. “Mette! Jeg ventede ikke dig!” sagde hun med en anspændt smil.
“Det kan jeg se,” svarede Mette koldt, mens hun kæmpede for at bevare fatningen.
“Vil du ikke ind? Vi har kage,” tilbød Freja, tydeligt håbende på et nej.
Mette tvang et smil frem. “Jeg har mad til Anders, hans yndlingsret. Jeg håber, den ikke er kold,” sagde hun og rakte tasken til Freja, der lettet lovede at pakke gryden ind.
Mette gik udenfor og satte sig på en gynge i gården. På den tid var gården tom, børnene sov. Hun gyngede og prøvede at samle tankerne. Hun havde handlet rigtigt ved ikke at skabe en scene. Freja ville have fundet på en undskyldning. Men grydens fald var et fejltrin. Mette, en akutlæge, var vant til at handle koldt i kriser. Hun reddede liv, tog beslutninger på sekunder og tabte aldrig noget. Men her – et sådant smutteri. Men hvordan bevarer man roen, når det handler om ens eneste barn?
Hun besluttede, at aftenen ikke var slut. Freja ville ikke ændre vaner. En uge senere prøvede Mette igen, denne gang med wienerbrød. Hun listede ind som en skygge og filmede med telefonen. Musikken var den samme, men nu var der ingen dans – scenen var langt mere direkte. Da hun var færdig, ringede hun på. Freja, rød i hovedet, åbnede døren. “Wienerbrød til Anders,” sagde Mette og gik.
Derhjemme overvejede hun mulighederne. Hun kunne konfrontere Freja uden Anders, vise beviserne og smide hende ud. Men Freja kunne manipulere ham efterfølgende. En anden mulighed var at fortælle ham sandheden med det samme, men den godtroende Anders kunne tro på en “misforståelse.” Nej, hun måtte handle sikkert.
Lørdag inviterede Mette og hendes mand sig selv på besøg. Hun tog wienerbrødet med. Efter den første kop te så hun på Freja og spurgte: “Har du fundet dig selv?”
Anders stirrede forvirret på sin mor – den tone brugte hun aldrig. Freja anede uraad og mumlede: “Ikke endnu.”
“Jeg kan måske hjælpe,” sagde Mette og lagde telefonen med videoen på bordet.
“Hvad er det?” Anders’ blik flakkede mellem skærmen, hvor hans kone og “fætter” udviste utvetydige tegn på kærlighed, og Freja, der undgik øjenkontakt.
“Interessant film, er den ikke?” spurgte Mette, mens hun beherskede vreden.
“Er du mig utro? Er han ikke din fætter?” Anders’ stemme rystede. “Freja, sig noget!”
“Hun har intet at sige,” afbrød Mette. “Hvor naiv kan man være?”
Freja rejste sig, ansigtet flammende. “Nej, han er ikke min fætter,” spruttede hun. “Vi kom hertil sammen, uden penge eller sted at bo. Og så møder vi dig – den fine dreng med lejlighed og en mor med wienerbrød. Vi tænkte, vi kunne leve sådan lidt og se tiden an.”
“Du sagde, du elskede mig,” hviskede Anders.
“Ja, hvad sagde jeg ikke?” grinede Freja hånligt. “Man skal ikke være så nem at narre.”
Hun forsvandt ind for at pakke. Anders sad som forstenet. Faderen tav, mens han støttede sin hustru. Mette bad indvendigt: “Gud, lad ham ikke løbe efter hende!”
Da døren smækkede, så Anders på sin mor. I hans blik læste hun: “Hvad gør jeg nu?” Hans verden var knust – familie, kærlighed, fremtiden. Det første store svigt rev hans hjerte i stykker.
“Lad os drikke mere te,” foreslog Mette, som læge vidste hun, at ro er nødvendig i kriser.
Anders tog to wienerbrød. Hans mor, klog og stærk, fandt altid en løsning. Nu vidste hun: tid og hendes kærlighed ville hjælpe ham med at begynde forfra.
