“MIN, ANDRES, MEN ALLIGEVEL MIN BEDSTEMMOR”
— Bedstemor, kan du også være bedstemor én gang til?
— Hvad mener du, Lærke? Jeg forstår det ikke.
— Hør, bedstemor, alle børnene i gården har en bedstemor. Nogle har én, andre har to, men jeg har hele fire. To af dem er mine egne, og så én fra mor og én fra far. Men Andreas har ikke nogen. Det gør mig så ked af det.
— Så du vil have, at jeg skal være hans bedstemor?
— Åh, bedstemor, du forstår det ikke. Jeg vil ikke give dig væk, men dele dig. Så du også kan bage pandekager til ham og strikke en varm halstørklæde til vinteren.
— Åh, mit lille løg… Andreas havde engang en bedstemor, hedder Nanna. Vi var veninder siden barndommen. Uadskillelige som to ærter i en bælg. Men hun omkom… i den ulykke. Lige da Andreas blev født.
— Bedstemor, hvorfor græder du?
— Det gør ondt, skat. Hun og bedstefar skulle hente den nye mor fra fødeafdelingen. De kørte om morgenen. Og så kom der en lastvogn, en kæmpe Scania. Chaufføren faldt i søvn… Det endte i et sammenstød. De var borte. Åh, det gør så ondt at tænke på.
— Bedstemor… græd nu ikke. Jeg vil alligevel invitere Andreas hjem. Han elsker dine pandekager. Og strik en par sokker til ham til nytår, ikke?
— Selvfølgelig gør jeg det. Men Lærke, du må ikke fortælle ham noget. Hvis hans mor ikke har sagt det, er der en grund. Kan du holde på en hemmelighed?
— Det kan jeg, bedstemor. Det lover jeg.
— Så er du en god pige. Men løb nu ud og leg — snart er der middagsmad.
Jeg sprang ud i gården og hoppede i reb. Drengene ved Mikkels hus prøvede at spytte længst. Mikkel vandt — det kunne man se på ansigterne: Han grinede, mens Nikolaj og Andreas så sure ud.
— I gutter! Nogen flytter ind i det tomme hus! Kom og se!
— Sidst i rækken er en lille gris!
Vi løb i flok hen til næste gade. Huset havde stået tomt i to somre. Men nu holdt der en flyttebil udenfor, og mænd bar møbler ind. Vi nærmede os. En buttet onkel tog sin kasket af og tørrede panden:
— Børn, hvor kan man få noget at drikke?
— Jeg kan hente vand hjemmefra!
— Der er en vandpumpe!
— Vil I vise mig den?
— Kom, vi viser dig. Men hvem flytter ind?
— En gammel dame. En bedstemor. Vær søde mod hende, hva’? Hun har ingen tilbage. Det er alt, jeg ved.
— Vi er søde! Må vi komme i morgen og hilse på hende?
— Selvfølgelig må I det.
Vi løb hver til sit, men Andreas blev. Han drømte om at blive lastbilchauffør. Han elskede endda lugten af benzin. Han klatrede op i æbletræet foran huset og kiggede stille ned.
Pludselig hørte han en stemme under træet:
— Undskyld, dreng. Jeg vil ikke forstyrre, men jeg har ingen steder at sove. Jeg har mistet mine nøgler. Kunne du kravle ind gennem vinduet og åbne døren for mig?
Andreas stivnede, men nikkede så.
— Jeg hedder Andreas. Jeg hjælper dig. Men jeg har brug for, at nogen løfter mig op.
Han hoppede ned fra træet og stod pludselig over for en lille bedstemor med blide øjne.
— Hvad kan du lide i din wienerbrød, lille Andreas?
— Syltetøj! Og også med løg og æg!
— Det husker jeg. Om et par dage, så inviter dine venner — der bliver wienerbrød.
Han kravlede ind gennem vinduet og åbnede døren. Huset var støvet og tomt. Et sted flænsede han sin t-shirt — nu blev mor sur. Men bedstemoren sagde, hun ville sy den. Og det gjorde hun — om morgenen så den ud som ny.
Fra den dag havde Andreas en bedstemor. En andens, men alligevel sin egen. Hun strikkede vanter til ham, læste eventyr og inviterede ham på te. Selv Andreas’ mor kom på besøg. Men en dag blev bedstemor Olga syg.
Andreas og jeg kogte grød til hende. Jeg tændte gassen, Andreas skrællede kartofler. Nikolaj fyrede endda op i ovnen, da det blev koldt. Selvfølgelig hjalp de voksne os, men Andreas passede på bedstemoren mest af alle. For det var jo hans bedstemor.
Nu har han, ligesom alle andre, en bedstemor. Sin egen. Måske en andens. Men alligevel helt hans.
