Svigerdatteren hviler på fødeafdelingen, mens min mand og jeg slider med børnebørnene. Jeg er sikker på, at hun med vilje lagde sig ind på hospitalet for tidligt.
— Min søn siger: “Mor, du kan da se, hvordan situationen er – kun du kan hjælpe!” fortæller den tresårige Karen Mikkelsen fra Aarhus. — Hvad skal jeg gøre? Jeg gør, hvad jeg kan. Men jeg har ingen kræfter tilbage…
For ti dage siden klagede hendes svigerdatter, Mette, i niende måned af graviditeten, over feber, snottet næse og ondt i halsen. Et par dage senere forsvandt smags- og lugtesansen. Karens søn, Tobias, arbejder hele dagen på byggepladsen, så der var ingen til at passe børnene. Og Mette besluttede sig hurtigt for at lægge sig ind på hospitalet – “til overvågning.” De to små, på fire og to år, blev sendt til bedsteforældrene.
— Jeg forstår, det handler om sundhed, om graviditeten, 41. uge… Men hvorfor så længe? Sidste gang fødte hun på et par timer, vi nåede knap til fødehuset. Men nu – hun ligger der allerede i to uger, som på et spa. Ser serie efter serie, fik sin mand til at bringe en laptop, siger, hun venter på veerne. Og her er vi, målløse over børnebørnene, der aldrig stopper…
Karen fortæller med bitterhed. Hun er ikke kræsen, men trætheden og følelsen af uretfærdighed vokser dag for dag. Mette plejede altid at lade børnene blive hos sin egen mor. Nu er det pludselig fars mor, der er “den eneste redning.”
— Tobias og jeg bliver ikke yngre. Jeg er i gang fra morgen til aften, børnene er uregerlige – den ene i ble, den anden skriger, hvis skeen ikke er den rigtige. At fodre dem er en kamp, at vaske dem er en kamp, at putte dem er en cirkus. De har ikke glemt deres mor, de spørger hele tiden, hvornår hun kommer hjem. Jeg ved det sgu heller ikke…
Karen husker, hvordan Mette også lagde sig ind “for tidligt” sidste gang. Dengang var der kun ét barn, som måtte sendes til naboerne, indtil bedstemoren kom. Halvanden time efter opkaldet havde Mette allerede født. Lynhurtigt. Og nu – graviditet nummer tre.
— For et halvt år siden sagde Tobias, at der kom endnu et barn. Jeg sagde: Hvad, vil I slå en rekord? Han svarede: “Mor, rolig, alt er planlagt.” Selvfølgelig. Alt er planlagt, når alt går godt. Men ved det mindste problem: “Mor, kun du kan hjælpe!” Og hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke sige nej. Men det slider mig op!
Den ældste gik først i børnehave, men Mette afmeldte ham – for ikke at blive syg før fødslen. Karen kan ikke køre ham til den anden ende af byen – så de er hjemme. Og hjemme er det kaos og skrig. Selv når børnene tier, hører hun deres hylede i hovedet.
— Den mindste kan ikke spise med ske, alt er klædt i grød. Den ældste klynker hele dagen, de skændes og slås. Jeg ser på dem og tænker: Hvordan skal Mette klare tre? Jeg kan knap overleve med to!
Om aftenen, når bedstefaren kommer hjem fra arbejde, tager han børnene, mens Karen laver mad til næste dag. Fodrer, vasker, vasker tøj, rydder op, og først ved ni-tiden kan hun ringe til sønnen.
— Jeg spørger: Nå, har hun født? Tobias svarer: Nej, det samme, vi venter. De har lavet ultralyd, det er en pige, sund. Hvad nu – skal hun ligge der i to uger mere?
Karen skjuler ikke sin irritation. Det er ikke selve graviditeten, der ærger hende, men måden, det hele er arrangeret på. Efter hendes mening har Mette taget ferie: ligger på fødeafdelingen, chatter på forummer, ser film og glemmer alt om hjem og børn.
— Jeg siger til Tobias: Lad hende komme hjem. Hun kan føde her – så ringer vi efter en ambulance, som alle andre gør. Hans bekendte fødte og var hjemme næste dag! Min datters veninde fødte også hurtigt. Men hos os er det et helt show!
— Hvad siger Tobias?
— Hvad kan han sige? “Mor, hold ud, der er ikke langt tilbage, hun kan ikke komme ud nu.” Jeg siger: Lad hende skrive en afbudserklæring og komme hjem! Men nej – han hører ikke. Jeg holder knap nok sammen…
Hvem har ret i denne historie? Svigerdatteren, der vil passe på sit helbred og lægger sig ind i god tid? Eller svigermoderen, der slider sig op under andres moderskabspligter?
Det er svært at sige. Men én ting er klar – bedstemorens tålmodighed er ved at slippe op.
