**Dagbog**
Jeg har aldrig haft mange penge, gik ikke i dyre mærkevarer eller kørte i en flot bil. Jeg voksede op i en almindelig arbejderfamilie i Odense. Min far døde, da jeg stadig var teenager, og fra det øjeblik måtte min mor klare os alene. Hun solgte varer på markedet om dagen og arbejdede som rengøringsassistent om natten. Alle pengene gik til mad, regninger – og mest af alt, til min uddannelse. Hun drømte om, at jeg skulle få et bedre liv. Et lykkeligt. Stille. Med succes.
På mit andet universitetssemester forelskede jeg mig. Hovedkulds. Uden at tænke mig om. Hun hed Mette. Den smukkeste pige på hele fakultetet. Hun var høj, selvsikker, med en stemme, der fik knæene til at blive bløde hos alle drengene. Hun vandt endda “Miss Universitet”-titel det år.
Jeg havde ikke forestillet mig, at hun nogensinde ville lægge mærke til mig. Men en dag, under en eksamen i økonomi, satte hun sig ved siden af mig. Hun vidste ikke noget, bad mig om hjælp. Jeg hjalp. Så igen. Og igen. Sådan begyndte det. Jeg hjalp hende med opgaver, projekter, lavede snydeark. Og så inviterede hun mig i biografen. Sagde, hun ville give mig noget tilbage. Jeg kunne næsten ikke tro det var sandt.
Et år senere friede jeg til hende. Mette sagde ja. Og jeg var sikker på, at det var lykkens højdepunkt. Vi troede, alt lå foran os. Men allerede dengang kom de første advarselstegn. Hendes forældre var kolde over for mig. De sagde direkte, at hun kunne have fundet en med flere penge. Jeg blev tavs. Vi elsker jo ikke på grund af penge, vel?
Efter brylluppet havde vi intet sted at bo. Så min mor, min stakkels mor, tilbød os at flytte ind i den lejlighed, hun lige havde arvet fra sin kusine. Hun selv flyttede tilbage til landet, til det gamle hus, hvor hun voksede op. Hun sagde: “Jeg er snart tres, her er jeg roligere. I kan begynde jeres liv her.”
Mette var ikke begejstret for lejligheden, men accepterede den. Hendes forældre gav hende en ny bil som bryllupsgave. Det var en gave til hende alene – det huskede hun at nævne. Da jeg en dag bad hende køre mig ud til min mor – kun 30 kilometer – svarede hun iskoldt:
“Er jeg din taxa? Tag toget, hvis du vil. Jeg kører ikke ud i din ødemark.”
Fra den dag tog jeg alene ud til min mor. Hver uge, uden undtagelse. Jeg tog mad, medicin, hjalp med huset. Min mor bad aldrig. Men jeg vidste, hun havde brug for det. Hendes pension rækkede ikke langt.
Samtidig nægtede Mette sig intet. Shopping? Selvfølgelig. Fester med veninderne? Altid. Men hvis jeg bad hende besøge min fætter eller komme med til min mors fødselsdag, startede skænderierne. Insisterede jeg, sov jeg på gulvet. Uden ord. Uden forklaringer.
Lidt efter lidt begyndte hun at beskylde mig for at bruge for meget på min mor.
“Er du gift med mig eller din mor? Stop med at give hende penge! Hun er gammel, lad hende blive, hvor hun er!” råbte hun engang under middagen.
Jeg stirrede på hende og genkendte hende ikke. Hvor var den bløde, livsglade pige, jeg gik i biografen med og drak kaffe mellem forelæsninger? I hendes sted stod nu en kold, beregnende kvinde, for hvem alt handlede om, hvad der var en fordel eller ej.
Da jeg forklarede, at min mor var syg, at hun havde brug for medicin, at hun ikke klarede sig uden min hjælp, rejste Mette sig og sagde:
“Vælg mig eller lad hende klare sig selv. Jeg går, hvis du ikke kan.”
Jeg tav. Sov ikke om natten. Næste morgen tog jeg mad til min mor, satte mig på en bænk ved huset og græd for første gang i mit liv. Den dag tog jeg en beslutning. Jeg ville ikke vælge mellem min kone og min mor. For hvis en kvinde tvinger en mand til det valg – har hun allerede tabt.
Jeg søgte selv om skilsmisse. Uden drama. Uden skænderier. Pakkede mine ting og gik. Tilbage til den lejlighed, min mor gav os “til lykke”. Mette blev hos sine forældre. Bilen, veninderne, byturene – det havde hun stadig.
Men hvad har jeg? Jeg har min mor igen. Varme. Fred. Jeg fortryder intet. Jeg lukkede øjnene for længe. Tav for længe. Nu – ikke et sekund mere med en, der ser kærlighed til ens mor som en byrde.
Nogle gange skal man miste noget for at finde det, der virkelig betyder noget.
