Han ødelægger os indefra: Jeg er bange for, at min mands onkel vil ødelægge vores familie
Min mand har altid lyttet til sin onkel, Viggo Sørensen. Han har respekteret ham, sat ham som et eksempel og stolt på ham i alt. Men jeg har fra første færd ikke forstået, hvad der er at beundre ved den mand. Han er bidsk, letirriteret og konstant i konflikt med alle – om det er naboer, kolleger eller familie. Selv på hans gamle arbejdsplads holdt de kun ud med ham på grund af ancienniteten, selvom han også der havde skændtes med halvdelen af holdet.
Men alt ændrede sig, da Viggo tog min mand, Mikkel, med i sit team. Før ham holdt ingen der længe – alle flygtede maksimalt efter et halvt år. Viggo pebede på alt, pressede på og skød skylden på andre. Men Mikkel er en blød, ikke-konfliktsøgende type. Han holdt ud, lavede tingene om i stilhed og dæmpede onklens udbrud. Nogle gange eksploderede han selvfølgelig, men så blev de forsonet igen. Arbejdet kunne faktisk godt lide ham, selvom uretfærdigheden med inddelingen af overskuddet – halvdelen til onkel, halvdelen til ham – altid irriterede mig.
Efter brylluppet indså jeg: Mikkel må ikke drikke. Han bliver til en fremmed person – aggressiv, uforudsigelig. Jeg håbede, at Viggo kunne hjælpe og guide ham. Manden respekterede ham jo. Men det gik helt galt. I stedet for hjælp blev det kun værre. De begyndte at gå i byen sammen og drikke. Efter sådanne aftener var Mikkel i forfærdelig tilstand. Og når jeg prøvede at sige noget, gentog han bare, at *manden er lederen i familien, og konen skal adlyde*. De ord, det ved jeg sikkert, kom fra onklen.
Senere, under et af skænderierne, begyndte Mikkel at gentage onklens absurde påstande om min mor. At hun var en intrigemaker, der vendte alle imod ham. Selvom de kun havde mødt hinanden et par gange – og begge gange var høflige og venlige. Det gik op for mig: Onklen påvirker ham ikke bare – han vitterlig vender min mand mod min familie. Mod mig.
Mikkel og jeg plejede at løse alt sammen. Men nu trækker han sig væk. Han hører ikke efter mine råd og tager enhver kommentar som et angreb. Som om jeg er en trussel mod onklen, ikke hans kone. Jeg så min mand forandre sig og vidste, at kilden til alle problemer var onklen. Men hvordan bekæmper man en mand, som ens ægtefælle ser op til?
Og så skete det uventede: Viggo blev fyret. Endnu en skandale, ledelsen kunne ikke klare det mere. Men Mikkel blev forfremmet i stedet. Han overtog onklens stilling. Det var et slag mod Viggos stolthed. Han flygtede fra byen, angiveligt *midlertidigt*, men som jeg fandt ud af, kunne han bare ikke acceptere, at han nu var under Mikkel i hierarkiet.
Og så for nylig fortalte min mand mig, at onklen kommer tilbage. Han er blevet tilbudt en assistentrolle – under Mikkels kommando. Jeg var rædselsslagen. Jeg bad Mikkel om at tale med cheferne, finde en anden kollega. Men han ville ikke engang lytte. Han sagde, han ikke kunne klare det uden en assistent, og at de engang arbejdede godt sammen.
Men jeg ved præcis, hvordan det ender. Han accepterer ikke at være underordnet. Han finder noget at kritisere, en måde at sætte Mikkel i en dårlig stilling på. Han vil underminere ham. Ødelægge ham. For han har erfaring med den slags. Han er misundelig. Han kan ikke arbejde på lige fod. Han trækker altid tæppet til sig.
Jeg genkender ikke længere min mand. Han er som en marionet i onklens hænder. Og hvis det fortsætter sådan, er jeg bange for, at vi ikke holder til det. Enten mister han jobbet, eller også mister jeg familien. Måske begge dele. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve med denne urolige forventning. Hvordan redde det, vi har tilbage…
