En skæbnefuld møde
Den lille landsby Mosbjerg, gemt i skyggen af hundredårige fyrre ved Ringkøbing, blev mødt af en isnende morgen. Næste dag skulle jeg møde min kommende svigermor, og jeg, Freja, var en bundløs brønd af nervøsitet. Mine gifte veninder, i et velment forsøg på at støtte, havde kun pustet til ilden:
“Hold hovedet højt – du er ikke fra baggården!”
“Lad ikke svigermor bestemme alt, vis lidt karakter med det samme!”
“Gode svigemødre findes ikke, husk det!”
“Det er dig, der gør dem lykkelige – ikke omvendt!”
Natten var søvnløs, og om morgenen lignede jeg et genfærd. Min kæreste, Mikkel, mødte mig på perronen. De to timer i toget føltes som en evighed. Da vi stod af, gik vi gennem den lille by og derefter ind i en kulsort fyrreskov. Den bidende luft duftede af nåle og jul, sneen knasede under fødderne, og træerne hviskede over os. Jeg frysede, men snart dukkede Mosbjergs tage op i horisonten.
Ved hækken stod en lille, gammel dame i en slidt vinterjakke og et blegnet tørklæde. Hvis hun ikke havde råbt, var jeg gået lige forbi.
“Freja, min skat, jeg er Gerda Sørensen, Mikkels mor. Velkommen!” Hun trak en medtaget vanter af og trykkede min hånd mellem sine. Hendes blik var skarpt og gennemtrængende, som om hun kunne læse mine tanker. Vi fulgte en smal sti mellem snedriverne ind i en gammel bindingsværksstue med mørke trævægge. Indenfor var det lunt, og brændeovnen glødede rød.
Det var som at træde tilbage i tiden. Halvtreds kilometer fra Ringkøbing – og hverken rindende vand eller et ordentligt toilet, kun et udhus. Radio? Ikke i alle hjem. Den dunkle stue blev kun oplyst af en svag pære.
“Mor, skal vi ikke tænde lyset?” foreslog Mikkel.
Gerda rynkede panden:
“Vi er ikke adelige, der spiser i lyset. Er du bange for at spilde suppen, Freja?” Men da hun så mig, blødgjorde hun. “Nå ja, min dreng, jeg tænder den lige – jeg blev lidt for optaget.”
Hun skruede pæren over bordet lidt højere op, og det svage lys badede køkkenet i et varmt skær.
“I må være sultne. Jeg har lavet supper – vær så venlig!” Hun sprang rundt og skænkede dampende nudler.
Vi spiste under stjålne blikke, mens hun småpratede venligt. Men hendes øjne skar gennem mig som en kniv. Jeg følte mig som en undersøgelse. Hver gang vores blikke mødtes, begyndte hun at gøre noget – skære brød eller putte træ i ovnen.
“Jeg laver lige lidt te,” kvittede hun. “Det er ikke almindelig te – det er hyldebærte. Til det har jeg jordbærsyltetøj, det jager sygdommen væk og varmer sjælen. Spis godt, mine kære gæster!”
Det føltes som at være i et eventyr fra 1800-tallet. Enhvert øjebib kunne instruktøren råbe “Klap!” Varmen, den varme mad og den søde te gjorde mig dovnfødig. Jeg ville bare falde i søvn, men Gerda havde andre planer.
“I unger, løb lige ned i købmanden og køb to kilo dej. Vi skal bage brød – i aften kommer familien: Mikkels søstre, Ida og Marie, og Lisbeth fra Esbjerg med sin kæreste. Jeg skal stege kål og lave kartoffelmos.”
Mens vi tog jakker på, hev hun en gigantisk kålhoved frem under sengen og begyndte at hakke det, mens hun mumlede:
“Kålhovedet får en klipning, snart er det kun en stump tilbage.”
Gennem landsbyen hilste alle på Mikkel. Mændene tog hue af, og folk fulgte os med øjnene. Købmanden lå i nærmeste by, og vejen gik gennem skoven. Sneen funklede i solen, men ved aften var lyset væk – vinterdage er korte. Da vi kom tilbage, mødte Gerda os med nyhederne:
“Freja, du skal bage. Jeg går ud og tramper sneen, så musene ikke gnager på træerne. Mikkel kommer med mig og graver lidt.”
Så stod jeg alene med en bjerg af dej. Havde jeg vidst, jeg selv skulle bage, havde jeg ikke købt så meget! “Begyndelsen er hård, men enden er sød,” drillede svigermor. Brødene blev skæve – ét rundt, ét aflangt, ét fyldt til bristepunktet, ét næsten tomt. Jeg led, mens jeg kæmpede med dejen. Senere fortalte Mikkel, at hans mor testede, om jeg var god nok til hendes søn.
Da gæsterne kom, var der knap plads til at trække vejret. Alle var lyshårede og blåøjede, smilende, mens jeg gemte mig bag Mikkel. Bordet blev trukket ud midt i stuen, og jeg blev placeret på sengen hos børnene. Sengen knirkede, mine knæ næsten ramte loftet, og børnene hoppede – jeg blev svimmel. Mikkel fandt en kasse og dækkede den med et tæppe, så jeg sad som en dronning på udstilling. Jeg spiser normalt ikke kål eller løg, men her åd jeg for tre – ørerne ringede bagefter!
Det blev mørkt. Gerda havnde den smalle seng ved ovnen, resten lå i stuen. “Tæt, men hyggeligt,” sagde hun. Som gæst fik jeg sengen. Fra det udsøgte skatol, lavet af Mikkels afdøde far, blev der hentet stivelsehvide lagner. Det føltes forkert at lægge sig – som at sove i et museum. Svigermor lagde sengetøjet og mumlede:
“Her går huset, her går ovnen, men konen har ingen pude!”
Familien sov på gulvet på en bunke gamle tæpper fra loftet. Pludselig skulle jeg absolut på toilet. Jeg kravlede ud af sengen og famlede efter gulvet for ikke at træde på de sovende. I entreen var det bælgmørkt. Noget blødt rørte ved min fod. Jeg gispede, overbevist om, at det var en rotte. Alle vækkede med et grin – det var bare en killing, der havde strejfet om dagen og nu var kommet hjem.
Toilettet var en tur med Mikkel. Ingen dør, kun en skillevæg. Han stod med ryggen til og lyste med en tændstik, så jeg ikke faldt i hullet. Tilbage i sengen faldt jeg i søvn som en sten. Frisk luft, stilhed – landsbylivet.
