**Dagbog**
Da Freja var seks år, splittedes hendes verden i to. En helt almindelig aften pakkede faren sine ting og forlod lejligheden. Ikke på arbejde. Ikke i butikken. For altid. Hun forstod ikke det store, voksne ord “skilsmisse.” Fra det øjeblik kom han aldrig tilbage. Ingen kys på issen før sengetid. Ingen “jeg er her.”
Det var en historie som så mange andre. Almindelig. Nutidig. Men for et lille barn var det verdens undergang. Hun troede, det var hendes skyld. Hun skulle spise, have tøj på. Snart skulle hun i skole – det kostede penge. Mor havde mistet sit job, og stakkels far kunne ikke klare det mere… han var træt af at skulle trække dem begge.
“Mor, hvis jeg spiser mindre, kommer far så tilbage? Jeg kan kun spise i børnehaven…” hviskede hun med håb i de blå øjne.
Moren holdt hende tæt og græd. Græd længe. Men Freja spiste mindre og mindre. Alligevel kom han ikke.
Første skoledag. Freja skulle i 0. klasse. Hvid bluse, sort nederdel, jakke og to kæmpe sløjfer som på dukkerne i butiksvinduerne. Hun stod foran spejlet og tænkte: *Hvis far så mig nu, ville han helt sikkert komme tilbage. Hvem siger nej til sådan en smuk datter?*
Mor holdt hende i hånden, i den anden – en buket til læreren. Hun var både bange og glad. Men oven på det hele lå ét desperat håb: far ville komme. Han *måtte* komme.
“Freja, hvorfor kigger du dig hele tiden tilbage? Du skal ikke være bange, jeg er her,” sagde mor stille.
Men Freja var ikke bange. Hun ledte. Ledte efter ham i mængden. Med øjnene, med hjertet. Måske var han der – hun så ham bare ikke. Måske så *han* hende ikke. Men hun stod jo forrest! Han måtte da se hende!
Da skolestarten var slut, og de små blev ført ind i klassen, bed Freja tænderne sammen for ikke at græde. Hun havde prøvet så hårdt. Men hvad nu hvis han *havde* set hende? Havde han bare ikke sagt noget?
“Er far hjemme og venter?” spurgte hun på vejen.
“Jeg ved det ikke, skat…” svarede mor tungt.
Alligevel løb Freja foran. Hun var sikker: han var der. Hun åbnede døren… og så en tom lejlighed. Først nu græd hun. Rigtigt.
Mor strøg hendes hår og forklarede, at han måske ikke kunne slippe fra arbejdet. Men hun vidste selv godt: han kom ikke. Han kom ikke engang den dag, hvor hun selv bad ham:
“Lars, jeg beder ikke om noget. Men Freja venter. Hun tror på dig. Kom bare én gang. Tal med hende.”
“Komme?” svarede han. “Så skal der jo være gaver, blomster… Jeg har ikke penge. Lad være med at lyve for barnet.”
“Gid du må kvæles i dine penge…” hviskede moren, smækkede med døren og gik.
Freja blev større. Stille, lydig, flittig. Ingen hysteriske udbrud, ingen klager. Hun prøvede bare – indtil udmattelse – at være god. Fik topkarakterer. Ikke for at nå succes. Men fordi et sted dybt inde håbede hun: *Nu finder han ud af, hvor god jeg er, og kommer.*
Men han kom ikke.
“Mor, kan vi ikke invitere ham til min fødselsdag? Jeg vil ikke have gaver. Bare at han kommer…”
Moren svarede ikke. Freja lukkede sig inde og græd. For hun vidste det: han kom ikke.
Hun dimitterede med et glimt i baggrunden. Studentergilde – dagen, der skulle være hele familiens stolthed. Kjole var syet, bedsteforældrene kom fra landet. Men to timer før, satte hun sig på en bænk ved hans hjem. Vil han se hende nu? Vil han sige “undskyld” eller “jeg er stolt af dig”?
Han kom ud. Taske over skulderen, blikket gled forbi mennesker. Forbi *hende*.
“Far!” råbte hun. “Det er mig! Freja!”
Han vendte sig. Pause.
“Du er vokset,” sagde han koldt.
“Jeg er færdig med skolen. Fik glimt. Skal læse i København…”
“Jeg har ingen penge. Glem det.”
“Det er ikke penge… Jeg ville invitere dig til studentergildet…”
“Hvad skal jeg der?”
Hun løb. Græd. Lige dér, alene på gadehjørnet, vidste hun: barndommen var slut.
Hun blev færdig med studiet. Kom hjem – mor var syg. Fik arbejde, mødte Mads. Ærlig, god. Gift. Fik først en datter, så en til. Ordet “far” slettede hun fra hjertet. Aldrig nævnt igen.
I dag er hun tredive. Rund fødselsdag. Lørdag. Lejligheden er fuld af liv. Mor leger med børnebørnene, Mads er afsted efter sine forældre. Freja laver mad i køkkenet.
Dørtelefonen ringer. Hun løber – troede, det var svigerforældrene. Men… der står *ham*. Faren. Grå tindinger, ældet.
“Jeg kom for at ønske tillykke. Du inviterede mig ikke til brylluppet. Var jeg ikke værd et måltid mad? En gammel mand burde da hjælpes…”
“Du kommer for sent. Jeg ventede på dig hver dag. Bad til alle guder, at du dukkede op. Men du kom ikke til min første skoledag, ikke til studentergildet. Nu har jeg ikke brug for dig. Gå.”
“Du lukker mig ikke ind?”
“Nej. Det gør jeg ikke.”
Hun smækkede døren.
Han blev stående. Rækte flere gange efter ringeklokken – turde ikke. Pludselig åbnede elevatoren. Ældre mennesker og en ung mand med kasser og blomster kom ud.
“Er det herhen?” spurgte manden.
“Nej… forkert etage…”
Han gik ned ad trappen. Langsomt. Ovenfra lød stemmer:
“Skatter, tillykke med fødselsdagen!”
Ordene ramte som en hammer. For sent. Alt for sent.
