Uventet lykke: En drama om en funden familie
I den hyggelige by Svendborg, hvor havbrisen blander sig med duften af blomstrende hyldebær, og de små gader er omgivet af grønne haver, tog Mikkel for første gang med sine nye forældre ud på landet til mormor og morfar. Hans faster, Lotte, som var farfars søster, var også med, sammen med sine to sønner. Alle snakkede livligt, uden at presse Mikkel med for mange spørgsmål, og han følte sig overraskende afslappet. Drengen fandt hurtigt fælles fod med sine fætre. Mormor serverede pandekager med hjemmelavet flødeskum eller honning – valget var hans. Morfar havde sin egen biavler, og honningen duftede så kraftigt, at det svimlede for hovedet. For Mikkel var landet som et eventyr, og på vejen hjem tænkte han: “Hvis bare jeg kunne blive her for evigt…” Men i hans hjerte lurede frygten: hvad nu hvis han blev sendt tilbage til børnehjemmet? Og så skete der noget om aftenen, der ændrede hans liv for altid.
Til hans forældres, Torben og Hanne, guldbryllup samledes næsten hele familien. Mikkel kom langvejs fra med sin kone og datter. Han havde tjent i en anden by, og familien boede hos ham. Gæsterne kendte den usædvanlige historie om hans liv – hård, men med en lykkelig slutning. Mikkel rejste sig med sit glas og vendte sig mod sine forældre:
“Kære mor og far, jeg ønsker jer godt helbred og mange år! Tak for alt, hvad I har gjort for mig! I mit liv har der været mange forældre: først dem, der gav mig livet, så dem, der prøvede at fylde et tomrum i deres eget hjerte med mig. Men I… I gav mig en barndom, I gjorde mig til det menneske, jeg er i dag. Tusind tak! Lev længe, for jer ville jeg gøre alt!”
Hanne og Torben så på deres søn med øjne fulde af kærlighed og stolthed.
Mikkel havde ikke længere troet på, at endnu en plejefamilie ville blive ved. Elleve år gammel, og han var stadig i børnehjemmet. Han havde ikke lyst til at forlade de velkendte vægge, men hans ældre opdrager, tante Nina, strøg ham blidt over håret og sagde mildt:
“Bare rolig, Mikkel, måske bliver denne gang bedre. Hvis ikke, er vi her stadig og venter på dig.”
“Ja, I venter,” mumlede han. “Opdrageren, Signe Madsen, sagde, hun ville korsfæste sig selv, hvis nogen endelig tog mig for alvor.”
“Lyt ikke til hende,” svarede tante Nina. “Hun er ung og har ikke lært at forstå børn endnu, derfor siger hun sådan noget.”
Tante Nina elskede Mikkel, havde ondt af ham, og han gengældte hendes omsorg med varme og respekt. Hun beroligede ham og sagde, han ikke skulle bekymre sig, hvis det ikke fungerede med de nye forældre.
“Vi venter selvfølgelig,” tilføjede hun. “Selv direktøren sagde, vi ikke skal give din seng til en anden. Nye børn får andre værelser.”
Mikkel nikkede, så sig om i soveværelset og tænkte, at han nok snart ville vende tilbage. Han havde ikke lyst til at køre.
“Hvorfor sagde jeg overhovedet ja?” tænkte han. “Jeg ville sige nej, men de to så på mig med sådan et håb i øjnene. Det var synd ikke at give dem en chance. Jaja, jeg er vant til det. Da jeg var lille, græd jeg, hver gang jeg blev sendt tilbage, men nu er det lige meget. Nogle gange fandt plejeforældrene ud af, de ventede deres eget barn, og så havde de ikke brug for mig mere. Hvorfor tog de mig overhovedet?”
Mikkel huskede, hvordan han ved et uheld havde ødelagt en telefon i en plejefamilie. De skældte ham ud, kaldte ham utaknemmelig og sendte ham tilbage til børnehjemmet – “han passede ikke.” Der havde været mange forskellige værger, men Mikkel var blevet ældre og mere klog. Hvis han ikke kunne lide familien, fandt han på at opføre sig dårligt, så de ville sende ham tilbage. Han havde lært at gennemskue, hvornår nogen virkelig elskede ham, og hvornår det bare var tomhed.
Engang var han blevet taget ind i en familie, hvor plejemoderen, Birthe Hansen, kaldte ham “Mikke.” Hvad var han? En baby? Han var Mikkel, næsten voksen, men hun snakkede til ham, som om han var tre år. De boede i et stort hus, men de havde ingen egne børn. Birthe havde indrettet et værelse til ham i blåt – gardinerne, tæppet, selv væggene. “De må have ønsket sig en pige,” tænkte Mikkel. I hjørnet stod der legebiler og en fodbold, men alt sammen for småt, ikke noget for ham. Plejefaren lagde knap nok mærke til ham, levede for sit arbejde, som om han havde købt en legetøj til sin kone, så hun ikke skulle være ensom. Birthe legede med Mikkel som med en dukke: klædte ham pænt på, tog billeder og pralede overfor veninderne: “Se, hvor smuk min Mikke er!” Nogen gange tog hun ham med i parken, men kun på børnekarruseller – Mikkel blev pinligt berørt over at sidde blandt småbørn.
Nogen gange havde han ondt af Birthe. Hun græd og klagede overfor sine veninder, at hendes mand ikke elskede hende, at hun ikke kunne få børn. Mikkel så på hende med voksne øjne og tænkte: “Ja, det er synd, men børnehjemmet er alligevel bedre end hos min rigtige mor.” Hun kunne han kun huske svagt, men han vidste, at han var blevet fjernet i tide – naboerne havde ringet til socialvæsenet. Da han som femårig kom til børnehjemmet, følte han lettelse: en ren seng, venner, og den rare tante Nina.
I Birtes hus var han træt af hendes overbeskyttelse. Han følte sig fem år igen. I et anfald af vrede smadrede han det blå værelse, overvejede at ridse plejefarens bil, men besluttede sig til sidst for ikke at gøre det. Han blev hurtigt sendt tilbage til børnehjemmet, og Birtes mand sendte hende på ferie – “for at slappe af.”
Og nu ventede Mikkel på nye forældre. Han gik ud i foajéen, og der stod en mand og en kvinde, der slet ikke lignede Birthe. Manden rakte hånden frem:
“Hej, Mikkel. Jeg hedder Torben Jensen.”
Drengen trykkede hans hånd alvorligt. Kvinden, Hanne Sørensen, omfavnede ham blidt, og det føltes varmt.
“Du kan bare kalde mig tante Hanne,” smilede hun.
Mikkel kunne lide, hvordan Torben hilste – på en mandig måde, uden babytaleI den nye familie føltes alt anderledes, og da de viste ham hans værelse med en simpel ternet dyne, en boghylde fuld af eventyr og en fodboldtrøje, der passede til hans størrelse, følte Mikkel for første gang, at han virkelig hørte hjemme.
