Jeg står i køkkenet og betragter alt dette kaos, og jeg kan ikke tro mine egne øjne. I går havde jeg fødselsdag, og jeg besluttede at invitere mine nyerhvervede svigerforældre.
Simon og jeg blev gift for blot to måneder siden – stille og roligt, bare en tur til borgerservice. Selv vores forældre var ikke der, kun os to. Nu bor vi sammen i min lejlighed, som jeg lejede før brylluppet. Men i går aftens begivenhed… det var noget for sig selv.
Jeg var faktisk lidt nervøs før svigerforældrenes ankomst. De er søde mennesker, men med stærke personligheder. Min svigermor, Hanne, elsker at have styr på alt, mens min svigerfar, Erik, er mere tilbageholdende – men når han taler, rammer han altid hovedet på sømmet. Jeg gjorde mit bedste for at gøre det godt: dækkede bordet, købte ind, og bagte selv en kage, selvom mine bagværk normalt ikke er noget at prale af. Simon sagde, jeg ikke skulle stresse så meget, at hans forældre var nemme at please, men jeg ville gerne gøre et godt indtryk. Det var trods alt første officielle besøg!
De ankom til tiden med gaver. Hanne havde medbragt et stort bundt roser og en indpakket æske. Erik gav mig en flaske hjemmebrygget snaps og fortalte, at han selv havde lavet den. Vi satte os til bords, og i starten gik det fint. Jeg havde lavet salater, stegt kylling og tilberedt kartofler med svampe. Simon roste maden, svigerforældrene nikkede anerkendende, og der var endda et par komplimenter. Men så begyndte det rigtige show.
Hanne har en talent for at finde emner, der får mig til at føle mig akavet. Pludselig begyndte hun at spørge, hvornår vi regnede med at få børn. Jeg var lige ved at sprutte snapsen ud. Simon prøvede at skifte emne, men Hanne blev ved: “I vores tid, Mette, begyndte Erik og jeg straks at tænke på familie efter brylluppet. I er unge, hvorfor vente?” Jeg smilede bare og nikkede, men inde i mit hoved tænkte jeg: “Vi er lige blevet gift, giv os lige tid til at vænne os til det!” Simon så også forvirret ud, men han hader at diskutere med sin mor.
Så begyndte Hanne at inspicere mit køkken. Hun rejste sig og gik rundt, som om hun var en inspektør. “Mette, hvorfor har du så lidt service? Du skal have mere, hvis du skal underholde gæster. Og disse mørke gardiner – jeg ville hænge noget lysere op.” Jeg prøvede at holde masken, men jeg kunne mærke, hvordan kinderne brændte. Simon hviskede: “Tag det ikke personligt, hun er altid sådan.” Men det er mit køkken! Jeg har indrettet det, så det passer til mig, og nu får jeg at vide, at gardinerne er forkerte.
Til min lettelse afbrød Erik situationen. Han begyndte at fortælle om deres sommerhus og om, hvordan de i år havde fået så mange agurker, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre med dem alle. Jeg lyttede og nikkede, men tænkte bare: “Bare middagen snart var forbi.” Men så tog Hanne sin gave frem. Jeg pakkede æsken op, og inden i lå… et helt kaffeservise. Sådan et med blomstermønster, som min bedstemor havde. Jeg takkede selvfølgelig, men mit eneste tanke var: Hvor skal jeg opbevare det? Vores skabe er allerede proppet, og dette servise fylder som til en hel fest.
Simon, der så min forvirring, prøvede at joke: “Mor, du ved godt, at Mette foretrækker en stor kop te.” Men Hanne sendte ham bare et skarpt blik: “Det der er ikke seriøst, Simon. Der skal være ordenlig service i et hjem.” Jeg kunne næsten ikke holde masken for at grine. I det øjeblik vidste jeg, at livet med disse mennesker ville blive en hel eventyrlig rejse.
Da gæsterne endelig gik, sukkede jeg lettet. Simon holdt om mig og sagde: “Du klarede det fantastisk, det gik bedre, end jeg havde regnet med.” Men for at være ærlig er jeg stadig i chok. Nu står jeg her i køkkenet, stirrer på dette servise, den halvspiste kylling og snapsflasken, vi ikke fik drukket. Og jeg tænker: Hvad vil det sige at blive en del af en ny familie? På den ene side elsker jeg Simon, og for hans skyld vil jeg bære alt dette. På den anden side – hvordan lærer jeg at ignorere sådanne bemærkninger? Måske vænner jeg mig til det med tiden, og Hanne og jeg finder en fælles forståelse. Eller måske lærer jeg bare at holde afstand.
I dag vågnede jeg med tanken om, at jeg skal tale med Simon. Måske kan vi aftale, at vi næste gang kun fejrer os to. Eller inviterer mine forældre – de kritiserer i det mindste ikke mine gardiner. Men på samme tid ved jeg, at svigerforældrene nu er en del af mit liv. Uanset hvor meget jeg prøver, bliver jeg nødt til at lære at leve med det. Måske næste gang stiller jeg blot servicet frem, hælder snaps til dem og siger: “Det her er for gardinerne.” Jeg laver sjov. Eller gør jeg?
