I dag havde vi min svigermor, Birthe Nielsen, på besøg over natten. Allerede tidligt om morgenen stormede hun ind i vores soveværelse med et vræl:
“Vågn op, Freja! Har du set, hvad der foregår i dit køkken?!” Jeg sprattede op af sengen, stadig i pyjamas, med hjertet hamrende som en galoperende hest. Jeg løb gennem gangen, greb min gamle morgenkåbe på vejen og snusede i luften – brændte der noget? Eller havde jeg glemt at slukke komfuret? I mit hoved malede jeg allerede katastrofescenarier: flammer, sprængende gryder, eller andet frygteligt. Men da jeg nåede køkkenet, var det… kakerlakker. En hel hær af de rædselsvækkende insekter løb hen over bordet, tallerkenerne og resterne af aftensmaden, som jeg ikke havde orket at rydde op dagen før.
Birthe stod der med hænderne i siden og drillede mig med et blik, som om jeg bevidst havde avlet de kryb for at chokere hende.
“Freja, er det sådan, det altid ser ud her?” råbte hun, og hendes stemme skaldede af forargelse. “Hvordan kan I leve sådan? Du har børn, en mand – og alligevel har du kakerlakker i køkkenet som på en losseplads!” Jeg stod lammet og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Nej, jeg havde ikke ryddet op, for jeg var helt udkørt efter arbejde. Børnene havde skreget, min mand, Jens, mumlede noget om fodbold, og jeg drømte kun om at kollapse i sengen. Hvem kunne vide, at de forbandede kakerlakker netop ville vælge denne nat til deres invasion? Og hvor kom de egentlig fra? Vi bor ikke i et faldefærdigt hus – det er en helt almindelig lejlighed! Nå ja, næsten helt almindelig.
Birthe holdt selvfølgelig ikke op. “I min tid,” sagde hun, “ville det aldrig ske! Jeg vaskede alt efter aftensmaden, intet blev efterladt. Men jer unge? I er så dovne, altid med næsen i jeres telefoner!” Jeg nikkede og slugte min vrede, for hvad kunne jeg sige? Hun er ikke bare min svigermor – hun er en general i nederdel, og for hende er køkkenorden et spørgsmål om ære. Og åbenbart har jeg svigtet. Begyndte febrilsk at gøre rent: greb en klud, fejede kakerlakkerne væk, vaskede bordet, tallerkener – alt, hvad jeg kunne nå.
Birthe stod over mig og kommenterede: “Du missede der! Hvad er det for en plet? Har du aldrig renset dit komfur?” Jeg bed tænderne sammen for ikke at svare igen. Jeg tænkte: “Kom nu, Birthe, du er da heller ikke helgen! Selv du har da haft en krumme på bordet engang!” Men jeg tav, for at diskutere med hende er meningsløst.
Mens jeg kæmpede mod kakerlakkerne, vaklede Jens endelig ud af sengen. Da han kom ind i køkkenet og så cirkusset, grinede han bare: “Nå, Freja, har du åbnet en zoo?” Mit blik fik ham hurtigt til at holde mund og sætte vand over. Birthe rystede på hovedet: “Der kan du se, din mand tager det ikke alvorligt. Hvis jeg ikke havde opdraget ham ordentligt, var han helt ude af kontrol!”
Så kom der en hel forelæsning om, hvordan “i gamle dage” mænd blev holdt i stramme tøjler, mens nutidens unge kvinder lod løs på alt. Jeg lyttede, men kun én tanke fyldte mit hoved: hvordan overlever jeg, til hun tager hjem? Ikke at jeg ikke kan lide hende – hun er en god kvinde – men altid skal hun pege fejl. For hende er det ikke bare kakerlakker, det er bevis på, at jeg er en dårlig hustru, mor og husmoder.
Da jeg endelig var færdig, skinnede køkkenet som i en reklame. Birthe var roligere, men mumlede stadig: “Du må passe bedre på orden, Freja. Det er dit hjem, din familie. Hvis ikke du gør det, hvem gør så?” Jeg nikkede, smilte anstrengt, men indvendig skreg jeg: “Lad mig dog være i fred!” Heldigvis tog Jens hende med på en gåtur, så jeg kunne trække vejret.
Jeg satte mig ved bordet og stirrede på det perfekte køkken. Var jeg virkelig så dårlig? Men så huskede jeg, hvordan jeg slider med børn, arbejde og hjem – jeg gør mit bedste. Måske ikke perfekt, ikke som i “hendes tid”, men jeg prøver. Kakerlakker? Det kan ske for enhver. I morgen køber jeg fælder.
Da Birthe kom tilbage, var jeg roligere. Vi drak te, spiste smørrebrød, og endda talte vi normalt. Hun fortalte om sine unge dage, og jeg følte faktisk noget varme. Men jeg ved godt: næste gang hun kommer, tjekker jeg køkkenet tre gange før sengetid. For endnu en morgen med kakerlakker og hendes moralprædikener overlever jeg ikke.
